I midten af 1800-tallet var der 2 vandmøller i sognets sydlige del, der malede bøndernes korn til mel.
Øster Mølle blev senere til landbrug og skiftede navn til Aabogaard.
Niels Nielsen Hollands fortæller:
Omkring 1855 boede i Østermølle og Vestermølle 2 rigtig stoute Møllere, i en længere Aarrække besørgede disse to, som altid havde rigeligt Vand til Drivkraft, Formalingen af Egnens Korn, Møllevognen gik stadig med Malegods ud i Omegnen.
Peder Bjerg fortæller:
I Øster Mølle, eller Åbogaard som den nu kaldes, var der i min barndom ikke så lidt mølleri, stuehuset var stort 4 alen til loftet. 5 trappetrin derop i den nordre ende var møllehuset med det store vandhjul, som jeg syntes var noget så herligt, når den var i gang og vandet fossede ned over den.
Mølledammen var temmelig stor og strakte sig hele vejen som går efter Sandehus, da der blev for lidt at male blev mølledammen grøftet ud og bunden skulle så kultiveres; men det lykkedes ikke rigtig.
Mølleren kaldtes altid Laust Møller, efter hans død overtog sønnerne gården, Peder kørte op i sognet efter kornet og tilbage igen når det var malet, i min skoletid kørte han forbi skolen, vi drenge kunne svært godt lide Peder, for han havde altid et venligt ord til os og når der var sne på jorden kunne vi få lov til at binde vore slæder bagefter vognen, det kunne vi godt lide.
Den anden bror Jens passede møllen, den tredje Kresten passede markarbejdet; men så gik det sådan at Peder blev gift med Trine fra Rattrup.
Jens og Peder havde så gården i forening; men mølleriet blev sløjt, grunden var den at der næsten kom husmøller på hver eneste gård i sognet og så nedlagde de mølleriet og lod vandet fra mølledammen løbe ud, men der var mange fisk i den og de skulle jo gerne fanges, de havde også en ordentlig stor ålekiste sat i den brede grøft; men strømmen var for stærk og brød igennem og der gik en dejlig masse ål og fisk tabt.
Peder har fortalt mig at de lejede fiskeriet ud til købmænd og sagførere fra Lemvig, var ofte derude for at fiske i sommertiden og det var det rene svir for byboerne, der faldt altid noget af, af både mad og brændevin til dem i møllen.
Så en dag i vintertiden brændte det store stuehus, det var tæt tåge den dag, så ingen så det, der blev bygget et mindre stuehus.
Jens og Kresten blev ved med at være ugift, de blev op i alderen og så solgte de gården til ”Arbejde adler”, den første forstander hed Guldbjerg og var der i godt et år, derefter kom Frk. Andreasen som kort efter blev gift med sin bestyrer Carl Jensen, de var der i nogle år; men så kom den i privat eje, da købte forstander Bjerg den til et ungdomshjem og den fik navnet Åbogård.
Bjerg havde den i flere år; men solgte den så til staten, nærmest til brug for arbejdsløse; men det gik mindre godt, og nu er gården bortforpagtet.