Herluf Friis er født 11. februar 1937 i Vintersgaard i Fabjerg som søn af Emil og Petrea Friis.
Han har i 2010 skrevet sine erindringer om “Livet i en landsby fra 1944 – 1949 – set med en lille drengs øjne”
Forord
Livet i en landsby er først og fremmest skrevet til mine børn, børnebørn og den øvrige familie samt til de, der er interesseret i Fabjerg stads historie.
Den er også skrevet for at give jer et indblik i, hvordan vi levede og arbejdede i et bondesamfund, som det hovedsagelig var dengang.
Og endvidere for at give jer et indblik i de samfundsudviklinger, der har været, siden jeg var dreng.
Der er et stort spring fra at drive landbrug med heste til store traktorer og mejetærskere.
Fra at fyre med kvas og tørv til fjernvarme og elkomfurer.
Fra pumpe i gården til indlagt vand.
Fra vaskefad og gammeldags wc til badeværelse.
Fra ingen elektriske hjælpemidler i hjemmet til støvsuger, køle-/fryseskabe og mange andre ting.
Fra ingen fjernsyn og kun få vægtelefoner til mobiltelefoner, farvefjernsyn og PC’er til alle.
Fra transport med hestevogn og ganske få biler til, at bilen blev hvermandseje.
Tiden var, som det fremgår, meget præget af verdenskrigen og alle de problemer, afsavn og mangler, den medførte. Dette må være vanskeligt at forstå for dem, der er født i velfærdsperioden, men uanset alle disse problemer, led vi aldrig nød i modsætning til næsten alle de andre lande, der var besat af tyskerne.
Fabjergstad har gennemgået samme triste udvikling, som de fleste andre landsbyer. Næsten alle forretninger er med tiden lukket.
De omtalte 2 grovsmede og automobil værksteder med tilhørende 3 beboelser er nedrevet.
Ligeledes er den store bageriejendom nedrevet og erstattet med pensionistboliger.
Men trods den negative udvikling er Fabjergstad alligevel i dag en ret livskraftig landsby med friskole, købmandsforretning og et meget aktivt foreningsliv.
Fabjergstad
Den lille dreng er undertegnede og landsbyen er min hjemby, Fabjergstad.
Landsbyen Fabjergstad (På Lemvigegnen benævnes landsbyer som regel som Stad) er en lille uanselig by på ca. 30 huse og 4 mindre gårde, og den er beliggende mellem Lemvig og Struer. Der er 6 km til Lemvig og 15 km til Struer ad en snørklet grusvej, og 5 km mod nord ligger Nørre Nissum Seminarieby og 2 km mod syd har vi den 6.700 hektar store Klosterhede Plantage, hvori den 600 hektar store Rom Flyveplads og den mindre Gudum Flyveplads, som er en attrap flyveplads, er beliggende.
Vintersgård
Jeg boede på gården Vintersgård sammen med mine forældre og mine 5 søskende samt en forkarl, en anden karl og en ung pige.
Min mormor boede der også efter, at hun blev alene. Hun var altid travlt beskæftiget med at sy børnetøj til alle hendes børnebørn (Det var almindeligt dengang, at når bedsteforældrene blev alene, så flyttede de ind hos børnene).
Der var også en kontrolassistent, men han boede der kun 1 gang om måneden, når mælken skulle vejes og kontrolleres.
Der var som regel 1 eller 2 daglejere, men de var kun på kost.
Endelig boede der også en ung københavner, der hed Smidt. Han havde hidtil boet i København, men var blevet arbejdsløs.
Hvis man blev arbejdsløs f.eks. i København, blev man ofte anvist arbejde på Lemvig egnen. Her var behov for flere tusinde arbejdere til anlæggelse af Rom Flyveplads og forsvarsværkerne ned langs kysten. Det var vedtaget ved lov, at beboerne på egne skulle huse disse arbejdere, og mine forældres gård var udpeget af sognerådet til at skulle have 1 arbejder.
Smidt var en ung og venlig mand, som jeg hurtigt blev gode venner med. Jeg var stor samler af patronhylstre, og Smidt var flink at tage dem med hjem til mig, som han fandt på flyvepladsen.
Gården var dengang på 44 tønder land, men oprindelig var den kun på 28 tønder land, men manden på den store nabogård, Hyldgård, var noget uheldig i kortspil. Han blev nødsaget til at sælge 16 tønder land, som blev solgt til Vintersgård. Jeg nævner det simpelthen som skræk og advarsel for de personer, der er så letsindige at begive sig af med kortspil.
Tækningsarbejde
Gården er en firelænget gård og tækket med stråtag. Hver sommer blev der som regel tækket en halv tagside. Det ville således tage 16 år at få alle tage tækket, men så kunne man rolig starte forfra.
Der skulle egentlig tækkes med tagrør, men det var transportmæssigt umuligt at fremskaffe, da de skulle hentes langvejs fra (Tagrør skulle hentes omkring Nissum Fjord)
.Vi måtte i stedet tække det med hvedestrå, som vi havde rigeligt af, men først skulle det tærskes, og dette skulle ske med plejl for ikke at ødelægge stråene.
Den gamle daglejer, Magnus, stod i laden og tærskede med plejlen i dagevis, og bagefter samlede han igen stråene i neg klar til tækkemanden.
Når tækkemanden var klar til arbejdet, var det os drenges arbejde at stikke op. Jeg syntes, at det var det mest kedelige og endeløse arbejde på jorden, og bedre blev det ikke af, at tækkemanden var en gammel, sur mand, der kunne blive aldeles hysterisk, hvis vi stak lidt forkert op.
En dag hørte jeg, at tækkemanden var blevet uvenner med en tyr, og den havde til gengæld slået ham fuldstændig ihjel. Mine forældre syntes, at det var meget sørgeligt, men vi drenge syntes nu ikke, at der var noget at sørge over.
Vi fik en ny tækkemand, en ung og livsglad mand, der var god til at fortælle historier og god til at snakke med os drenge, men glad for tækkearbejde, blev jeg nu aldrig.
Foreningstyren kommer til Vintersgård
En dag fik jeg at vide, at vi skulle have en foreningstyr. Det var mig ganske ubegribeligt, at min far ville have sådan en lystmorder boende på gården, når vi vidste, at en tyr havde dræbt vores tækkemand og for nylig også havde dræbt vores vognmand ude i det sønder sogn.
Men vi fik en tyr, og den blev installeret i en ny-opmuret tyreboks. Dagen efter dens ankomst havde den allerede hærget boksen så meget, at den havde fået store revner. Min far ringede til sælgeren af tyren og forklarede, at den var voldsom og uomgængelig.
Han kom dagen efter, og trak den udenfor og forklarede, at den var godmodig og blot skulle snakkes lidt med, men pludselig gik tyren løs på ham, og straks efter lå han ude i en nysået roemark og ømmede sig – og råbte helt hysterisk ”Den skal væk – den skal væk”. Væk kom den, og vi fik en ny tyr, der var lidt mere omgængelig, men jeg holdt mig nu altid på god afstand af den.
Rationering og selvforsyning
Dengang var alt rationeret, og der var stort set mangel på alt. Manglen blev delvis afhjulpet ved, at vi selv fremstillede en del, som vi drenge tog del i.
Vi lavede mel ved først at fingrutte hvede, og derefter køre det igennem en sigte, som var en aflang kasse med net i bunden og med håndtag og lister, der drejede rundt på nettet. Når vi så havde drejet rundt på håndtaget en times tid, havde vi ca. et halv kg mel, så arbejdet var næsten lige så endeløs og kedsommelig som tækkearbejde.
Der skulle også månedligt kærnes smør. Vi kunne stå i timevis og pumpe med kærnestokken, uden at det blev til smør, men det skyldtes formentlig, at vores arbejdsindsats var meget ringe.
Vi lavede kartoffelmel, og vi lavede roesirup, som blev brugt til at søde med, men siruppen smagte ganske hæsligt.
I byerne havde de ikke alle de fødevarer til rådighed, som vi havde ude på en gård. Jeg undrede mig derfor mange gange over, hvordan byboerne kunne undgå at sulte ihjel.
Det var ikke meget smør, vi kunne købe på rationeringsmærker. Min mor kom engang under spisningen ind i stuen med en skive smør og forklarede, at så meget kunne hver person få månedligt på et rationeringsmærke. Det var stort set ikke mere, end de i dag smører på et par rundstykker i pensionistklubben.
Dengang var kul og koks også rationeret, men vi klarede os med kvas, som kunne købes i Klosterheden, hvor forkarlen hvert år hentede nogle læs, som han efterfølgende kørte gennem en kvashugger. Han hentede også nogle læs tørv.
Vi havde masser af træer på gården, som blev savet sammen med, hvad der var af halvrådne hegnspæle og andet vragtræ.
Alt sammen skulle op på stuehus-loftet, og mine forældre mente, at det lige var en opgave for os drenge og den unge pige. Jeg syntes bestemt, at jeg led af svære depressioner, så længe det brændsels halløj stod på.
Stuehusets indretning
Stuehuset, vi boede i, var indrettet, som det var almindeligt for næsten alle huse på landet. Der var ikke indlagt vand. Alt vand til husholdning, vask og rengøring skulle derfor hentes i spande ude fra vandpumpen. Der var ingen vask i køkkenet, så alt vand skulle bæres ud igen.
Opvarmning af huset skete dels ved hjælp af komfuret og dels med en stor, rund kakkelovn, der nåede næsten til loftet i stuen.
Bagest i bryggerset var der indrettet et gammeldags wc.
Når vi børn skulle i bad, blev slagterkarret trillet ind i køkkenet. Forinden blev der hentet nogle spande ind ude fra pumpen og sat til opvarmning på komfuret, og så kunne vores mor gå i gang
med at skrubbe os, hvilket skete i rækkefølge med de mindste først.
Når karlene skulle i bad, skete det ude i hestestalden ved hestenes drikketrug. Varmt vand kunne de hente i køkkenet. På baggrund af de sanitære forhold var den personlige pleje ofte meget mangelfuld.
Modernisering af stuehuset begyndte først i 1950’erne.
Nørre Mølle
Jeg vil nu forlade gården og berette lidt om landsbyen. Vores nærmeste nabo var en enkekone, der boede på et mindre landbrug sammen med sine 3 ugifte søstre. Hun spandt garn på en gammel spinderok. Mine forældre leverede ulden og fik til gengæld garn, som blev brugt til trøjer og sokker til os børn.
Beklædningsvarer var næsten umuligt at fremskaffe, især de sidste krigsår.
Missionshuset
På den anden side af gaden ligger missionshuset. Det var for længst beslaglagt af tyskerne. Her boede en deling, og de benyttede en af gårdens marker som øvelsesplads.
Vi drenge var lidt bange for tyskerne, for deres rygte var ikke for god, men det var alligevel så spændende, at vi skulle op for at se, hvad de lavede, men så snart vi nærmede os dem, begyndte de at tigge for Apfel, for vi gik just og gnaskede på æbler. De fik, hvad vi havde, og vi hentede straks flere, som vi havde store mængder af. Herefter kunne vi rolig gå rundt og snuse hos tyskerne for at se, om vi kunne finde brugte patronhylstre eller andet, vi kunne bruge.
Tyskerne virkede meget forsultne, triste og alvorlige, og det var vel egentlig ikke så mærkeligt, når man tænkte på deres situation.
Mit første møde med tyskerne
Første gang jeg så tyskerne ligger mange år tilbage – ja, det var før, jeg blev en stor dreng. Det var en sommerdag, vi drenge var sammen med en nabodreng i fuld sving med at bygge en røverhule i en skelgrøft en 150 til 200 meter fra Lemvig – Struer landevejen. Pludselig lød en høj trampen ovre fra landevejen. Det var en flok tyske soldater. De gik aldeles stivbenet og hamrede støvlerne ned i asfalten, som det gjaldt om at få
den mere ødelagt, end den allerede var. De gik med jernhat på hovedet, der gik helt ned om ørerne, skønt det var en dejlig varm sommerdag.
Men ih du grummeste, hvor så deres ansigter gyselige ud. Deres øjne var så store som kopper og huden var grågrøn, men det værste var næsen. Den var lang og endte ude i en stor klump.
Jeg var rystende bange, men heldigvis var min storebror Thorvald der. Han var umådelig klog.
Han vidste stort set alt, men han var også 5 år ældre end jeg. Han fortalte, at når soldaterne så således ud, skyldtes det, at det var en gasmaske, de havde på, og deres gangart var noget, der hed strækmarch, og at de i øvrigt så ganske ud som os. Jeg var herefter noget beroliget.
Brugsen
Lidt længere henne ad vejen lå Brugsen. Den største ejendom i byen. Her kunne købes dagligvarer, foderstoffer, cement, gødning, pigtråd, ja alt til landbruget.
Her var ansat en uddeler, 3 kommiser, en lærling og en grovfoder mand.
Mine forældre talte mange gange om, hvad de kunne købe i Brugsen før krigen, for jeg kunne ikke huske andet end, at der altid havde været krig.
De fortalte, at før krigen kunne man købe alt i Brugsen: kaffe, bananer, appelsiner, svesker, chokolade og meget mere og uden rationeringsmærker.
Jeg var skuffet over, at mine forældre omgikkes sandheden så lemfældigt. Ethvert menneske med en normal forstand kunne sige sig selv, at dette var noget snak, der ingen steder hørte hjemme. Men jeg sagde ingenting.
Der var 3 store udstillingsvinduer. Udstillingen i december måned 1944 var meget sigende for situationen netop denne tid. I det første vindue var der udstillet 2 sortlakerede kulspande og ikke andet. I det næste vindue var der udstillet et spil skak, og ikke andet.
Der var skaklandskamp mellem Danmark og Norge, og der blev foretaget et træk hver dag. Kampen var efter sigende meget spændende.
Det tredje vindue syntes jeg derimod var storslået og spændende. Her var udstillet trælegetøj. Der var mange træhuse i de skønneste farver, især en mølle med rødt tag og gule vinger, som man kunne dreje rundt med et lille håndsving. Jeg gik op og kiggede på møllen næsten hver eneste dag, men pludselig en dag, var den væk – Jeg var lamslået, og min sorg var meget, meget stor, men jeg græd ikke – det gør store drenge ikke. Få dage senere var det juleaften, og jeg fik en fin pakke og til min store overraskelse – her var møllen. Julen var reddet, og min sorg forduftet.
Bageri
På den anden side af vejen ligger bageriet – en stor, uhyggelig grim bygning.
Her boede bageren i hovedbygningen og i sidebygningen boede der en mejerist og en familie som vi hed Knudsen. Hr. Knudsen kørte hver morgen på sin cykel med anhænger ned på havnen i Lemvig og hentede fisk, som han så kørte rundt og solgte i omegnen.
Fru Knudsen havde en slagterforretning i kælderen, men det var altid småt med varer.
Der var mangel på mødelokaler i byen, da tyskerne havde beslaglagt alt, hvad der var af lokaler, men nogle kløgtige borgere fandt ud af, at bageriet, der næsten var lige så stort som forsamlingshuset, stod ubenyttet hen om aftenen, og samtidig var der altid en god varme. Der blev aftalt et lejemål med bageren. Bageren var godt tilfreds med at kunne leje det ud om aftenen. Der blev nu rigtig godt gang i aktiviteterne og i særdeleshed skak, som var meget moderne under krigen, og folk sad nu ved lange borde og spillede skak, medens de røg hjemmelavet tobak, så man knap kunne trække vejret.
Mon engagementet var godkendt af fødevarestyrelsen?
Telefoncentral
Skråt over for bagerforretningen ligger telefoncentralen.
Det var et meget ringe antal abonnenter, der hørte under centralen. Der var næsten ingen almindelige lønmodtagere, der havde telefon i 1944, hvilket skyldtes, at det var meget bekosteligt at være abonnent.
Årsagen til, at det var så dyrt skyldtes især de meget store anlægsomkostninger, og endvidere, at der skulle være 2 ansatte på centralen for at betjene centralens 40 – 50 abonnenter.
Det var især dyrt at benytte telefonen om natten og på helligdage, hvor den var lukket.
Nogle sparede en del af telefonudgifterne ved at have en fællesledning, det kaldes parts telefon. Det havde den ulempe, at dem, der var med på ledningen, kunne høre hinandens samtale.
Det kan konstateres, at der sket en betydelig udvikling i telefoni.
Frisør og cykelsmed
Naboen til bageren var frisøren, men byen var for lille til, at der var nok arbejde til en frisør. Han drev derfor samtidig cykelforretning. Byens borgere syntes, at disse 2 fag passede glimrende sammen.
Cykelarbejde dengang gik mest ud på at lappe cykler. Det havde ikke været muligt at købe dæk og slanger i flere år, så cyklerne var efterhånden så forstærkede med gamle dækstykker og så forlappede, at det næsten var et kunstværk at foretage en lapning.
Beskyttelsesrum
Alle vidste, at de allierede ville foretage landgang i nærmeste fremtid, og nu gik rygterne, at det
ville blive på den jyske vestkyst (Rygtet var sat i værk af den engelske vildledningsafdeling for at fastholde så mange tyske tropper i Danmark og Norge som mulig. Det ville være en katastrofe, hvis de blev overført til kanalkysten.)
Alle skulle derfor i hast bygge beskyttelsesrum. Vi drenge var allerede enige om, hvor vores skulle placeres i læbæltet.
Til vores store skuffelse, skulle vi som de eneste ikke have et beskyttelsesrum. Min far forklarede, at grunden til, at vi ingen skulle have var, at der aldrig ville blive tale om landgang på vestkysten. En landgang her ville bare medføre et italiensk problem, hvilket vi naturligvis ikke forstod et suk af (En landgang, der ville medføre et italiensk problem betyder, at en landgang på vestkysten blot ville medføre, at offensiven ville gå i stå ved den dansk tyske grænse, der er ganske kort, og derfor let at forsvare).
Men når vi ikke skulle have et beskyttelsesrum, måtte vi jo nøjes med at kigge på, hvorledes andre byggede deres.
I byen var der enighed om, at de skulle bygge i fællesskab, og de fandt et velegnet sted nord for byen, og der blev gravet og gravet.
Der blev købt noget kolossal svær tømmer i Klosterheden, som skulle bruges til vægsider og overliggere og sluttelig blev der fyldt 1 meter jord ovenpå.
Beskyttelsesrummet kom som bekendt heldigvis aldrig i brug.
En dag kom jeg op til min legekammerat, uddelerens søn Poul. Han var travlt optaget af at grave ud til et beskyttelsesrum til sit legetøj i baghaven. Det blev et rigtig pænt stort hul, og der blev så alt hans fine legetøj lagt ned, og bagefter blev der lagt en presenning over, og sluttelig blev der fyldt op med et betryggende tykt lag jord, og som han sagde: ”Jeg vil ikke risikere
noget”.
Hvordan det gik med legetøjet, husker jeg ikke.
Lige efter krigsafslutningen kikkede jeg ind i beskyttelsesrummet, men da var der kun 1 meter til loftet. Den kolossale vægt af jord havde trykket de store træstammer langt ned i leret.
Grovsmeden
Efter frisøren kommer vi til grovsmede- og mekanikerværkstedet, som jeg syntes, der var stor og spændende. Værkstedet ejedes af brødrene Simonsen, som var et par meget venlige mennesker. Deres venlighed var nok årsagen til, at jeg ofte fik lov at gå rundt og rode på deres værksteder og deres herlige skrammelplads, hvor der stod masser af gamle bilvrag, rustne landbrugsmaskiner og alskens spændende ting og sager.
I grov smedjen arbejdede foruden mester 3 smedesvende. Deres arbejde bestod i at sko heste, og heste var der mange af. Hver landbrugsejendom havde 2 eller 3 heste.
De skærpede plovskær, og når de blev for slidte, skulle der først svejses et stykke i. Danskharve og fjedertandsharver skulle jævnligt have svejset i tænderne, når de blev for korte. Stivvognene skulle ofte have nye jernringe på hjulene, og det kunne være ganske underholdende at overvære arbejdet, for ringene var ofte målt for store og undertiden for små, og så brølede mester op samtidig med, at han svedte og hamrede. Det var fuldstændig umuligt at købe nyt. Alt blev derfor repareret igen og igen.
Smedjen i Nr. Nissum
Vi fik en ny forkarl på gården, der hed Henrik, og hans forældre havde en grovsmedje forretning 3 km uden for byen ad Nissum til.
Nu skulle vi fremover have vores plovskær slebet der med begrundelsen, at det var så meget bedre end, hvad vi var vant til.
Jeg var meget utilfreds med, at jeg skulle gå langvejs hjemmefra for at få dem slebet, når vi havde et udmærket smedeværksted som nabo.
Jeg traskede halvsur op ad bakke hele vejen til smedjen.
Det var en ussel smedje. En lille hvidkalket rønne. Her arbejdede smedemesteren og hans søn.
Der var ingen elektricitet i værkstedet, så der var derfor ingen elektrisk lys eller elmotorer.
Blæsebælgen blev trukken med håndkraft af sønnen, og når så plovskæret var blevet rødglødende efter en tur i essen, som mester selv passede, kom den på ambolten, hvor de begge bankede løs på den, til den havde den ønskede form. Herefter gik de om bag huset med plovskæret. Her stod en kæmpestor slibesten med håndtag, som sønnen trak rundt. Smedemesteren holdt plovskæret på slibestenen, og da den omsider blev færdig, fik jeg den udleveret, og jeg kunne endelig gå hjem.
Jeg syntes, at smedeforretningen virkede en anelse gammeldags.
Autoværksted
Mekanikerværkstedet her i byen syntes jeg derimod var ganske imponerende. Oppe under loftet gik en lang drivaksel monteret med flere hjul, der ved at skubbe med et håndtag frem og tilbage kunne trække forskellige maskiner. Der var jernsav, drejebænk, boremaskine, slibemaskine og sluttelig fortsatte akslen ind i grovsmedjen, hvor den kunne trække et stort skrummel af en hjemmelavet motorhammer, der kunne hamre, så hele huset rystede.
Der var næsten ingen reparationsarbejde på mekanikerværkstedet, hvilket skyldtes, at de få biler, der var, var opklodsede på grund af, at der ikke kunne købes benzin. I mit hjem havde vi også en bil, en nyere Ford, som min far købte i 1943, hvor priserne på biler var fuldstændig i bund på grund af, at man ikke kunne købe benzin. Den stod opklodset inde bag i laden godt gemt bort i halm. Hvis den stod i garagen, var der stor risiko for, at tyskerne ville beslaglægge den.
Der var dog noget arbejde på værkstedet. Man opkøbte gamle biler, som blev ophugget. Undervognen blev ofte ombygget til landbrugsvogne / mælkevogne. Motor, gearkasse m.v. blev solgt som gammelt jern og det gode betræk, der var i bilerne, blev udtaget og solgt til fremstilling af indesko og børnetøj.
Tilbage var kun karosserier, og de kunne ikke anvendes til noget som helst.
Mekanikeren fik en god aftale med Henry Anneberg , som havde et mindre landbrug med en ret stor mose lidt uden for byen.
Karosserierne blev ifølge indgået aftale kørt ud i mosen, og Anneberg fik en pæn pris for hvert karosseri, der blev afleveret. Her skulle de så blot stå stille og ruste op og forsvinde – Mon miljøfolket syntes det var en god idé?
Men således skulle det imidlertid ikke gå, for i løbet af 1944 var der så stor mangel på alt materiale, at alt kunne anvendes i industrien, også gamle karosserier.
Anneberg solgte nu alle de karosserier, som han havde modtaget for det dobbelte af, hvad han havde fået ved modtagelsen.
Pladerne i karosseriet blev nu anvendt til fabrikation af spande, kulskovle og kulspande, og som tidligere omtalt kunne købes i Brugsen.
Transport med lastvogn og bus
Alt transport foregik med hestevogn, men der var dog en bil på vejene, nemlig vognmand Prangsgaard, der også boede i byen. Han kørte rundt i en gammel vakkelvorn 5 tons Ford lastbil med kakkelovn også kaldet en gasgenerator på højre side af ladet.
Der kom et par gange dagligt en rutebil med kakkelovn på bagenden sneglende igennem byen. Jeg husker engang, der var byfest i Lemvig, og der var en del unge mennesker, der ville med rutebilen, men det kunne ikke lade sig gøre, da den allerede var propfyldt med passagerer, medmindre de ville sidde på taget.
Det havde de intet imod. De kravlede op ad stigen, som der dengang altid var på bagenden af rutebiler, og så gik turen til byfest i Lemvig.
Det var en tvivlsom fornøjelse at køre på vejen dengang. I Fabjerg Kommune var der dengang kun 4 km asfaltvej, og det var bare hul ved hul. På grund af, at der ikke kunne få asfalt i årevis til at reparere med, var der næsten ingen asfalt tilbage. Resten af vejene i kommunen var grusveje.
Ole Olesen i Pindsboel
Lidt sydvest for byen ligger der et lille landbrug på 10 tønder land, som ejedes af en mand, som hed Wolle. Han var på grund af landbrugets ringe størrelse noget halvfattig, men en dag fik han en lys idé.
Han ville lave gasgenerator brændsel, for det var der stor efterspørgsel efter. Alle, der havde en bil, skulle jo bruge generatorbrændsel, også dem, der kørte for tyskerne skulle bruge det, og penge havde de rigelig af.
Wolle fik tilladelse af skovrideren til at hente trærødder i Klosterheden.
Han fik den lokale smed til at fremstille et spil. Der skulle 2 mand til at trække det i 2 håndsving, og med det kunne de trække trærødderne op. Smeden fremstillede også en tonstung faldøkse, som skulle hejses op ved håndkraft. Med den blev trærødderne grovdelt, for senere at blive findelt med håndsav og håndøkse.
Wolle ansatte 2 mand, og der blev produceret for fuld kraft.
Wolle kom nu rigtig til penge, og han tog nu som andre velhavende personer til Lemvig hver fredag eftermiddag for at hygge sig sammen med andre betydelige mænd over nogle kopper øl.
Da krigen var forbi, var det også forbi med Wolles velstand og betydelighed. Han var nu igen nøjagtig lige så fattig, som han var, inden han startede produktionen af gasgenerator brændsel.
Et ungt ægtepar flytter ind i hønsehuset
Lidt længere henne ad vejen mod Lemvig lå gartneriet Toftvang. Det havde jord på begge sider af landevejen. På jordstykket mod nord, som var solgt til en ung mand, var der en lille mose, og ved siden af mosen lå der et hønsehus/andehus. Husets størrelse var 4,2 x 10,5 meter i udvendig mål, og det var opført med en enkeltstensmur og med bliktag og et tyndt lag cement til gulv.
En dag kom et flyttelæs med blandt andet 2 brugte dannebrogsvinduer.
Vinduerne blev sat i hønsehuset, og udvendig blev det beklædt med bløde troldtex plader, og huset blev inddelt i 3 rum.
Her flyttede så et ungt ægtepar ind med 4 børn på henholdsvis 8 år, 7 år, 6 år og 5 år. I det første rum var der indrettet forgang og køkken, og komfuret var en primus. Det næste rum var stue, og her var opstillet en lille brændeovn, der havde skorsten ud af nord væggen. De havde et gammeldags træ wc på ca. 1 kvadratmeter, der var opstillet ude bag huset. Familiens flytning til sådan en beboelse understreger kraftig, hvor fortvivlet og håbløs bolignøden var dengang.
P. A. Jeppesen
I nabohuset til gartneriet boede der en kreaturhandler, som efter krigen også begyndte at køre taxi i en 16 år gammel bil. Han ville gerne have en fabriksny bil, men det var næsten umuligt at få tilladelse til at købe en af de få biler, der blev importeret til landet.
P. A. Jepsen, som han hed, gik derfor rundt til hver eneste familie i kommunen for at få dem til at underskrive et dokument, hvoraf det fremgik, at kommunens beboere var ganske dårligt stillet trafikmæssigt, hvis de ikke fik en ny taxa til kommunen.
Efter lang ventetid kom endelig tilladelsen, og der var stor glæde i den lille by.
Nordre Skole
Den næste ejendom på vejen er min skole, som bestod af 2 klasseværelser. Der var ansat 1 lærer og 1 lærerinde. Læreren, som underviste mig i 4 år, var indremissionsk i fanatisk grad. Hovedvægten på undervisningen blev lagt på udenadslære af bibelhistorie, katekismus og salmevers i massevis. Da jeg var dreng, var religiøs fanatisme desværre ret udbredt. Det var årsag til, at der var en kedelig kulturel kløft i sognet.
Jeg skulle begynde i skolen 1. april 1944, men det blev ikke på skolen, men derimod på en gård, der hed Kvisgård, og derved fik jeg yderligere 1 km til skole, hvad jeg ikke var særlig begejstret for. Mine storbrødre gik på en gård, der hed Kærgård. Tyskerne havde for længst beslaglagt skolen.
Indtryk af besættelsesmagten
Tyskerne blev ofte omtalt som brutale, hidsige og slette mennesker. Men virkeligheden var en anden. De var altid høflige og korrekte. Selv om vi havde mange tyskere på egnen, har jeg aldrig hørt om overfald, voldtægt eller tyverier. Hvis der var vrøvl med tyskerne, var det som regel vores egen skyld.
Mine to store brødre, Thorvald og Peder og naboens søn, Godtfred, var begyndt som storsabotører. Tyskerne havde installeret telefonnet ved at sætte brune klokker neden under de hvide danske. De 3 gæve sabotører arbejdede kraftigt på at skyde de brune klokker ned med sten. En dag gik det galt. En tysk sergent og en menig fik fat i trekløveret. Sergenten var nøjagtig lige så gal, som en tysker kunne blive, og det var ikke så lidt. Han råbte og skreg og var aldeles gasblå i hovedet, men trekløveret kunne intet forstå af, hvad han sagde, hvad de faktisk godt kunne.Nu havde tyskerne fået nok. De tog ladegreb på deres maskinpistoler og gjorde tilsyneladende klar til 3 henrettelser. Men pludselig råbte sergenten ”Heraus”. Det forstod sabotørerne, og så gik det i vild løb hjem til gården. Herefter skete der en afdæmpning i sabotagehandlingerne.
Forsamlingshuset
Skråt overfor skolen ligger forsamlingshuset, som blandt blev brugt som gymnastiksal for skolen. Det havde tyskerne også beslaglagt. Pludselig en dag i efteråret havde tyskerne forladt forsamlingshuset, skolen og missionshuset. De skulle til fronten, hvor der var hårdt brug for dem. Krigen gik vistnok noget halvdårligt for hr. Hitler.
I stedet for tyskerne kom der nu ungarere, men det var helt anderledes end at have tyskerne. De havde næsten ingen krigsudstyr. Der var ingen eksercits, ja de ventede faktisk kun på, at krigen kunne få ende, så de kunne komme hjem til kone og børn. De var venlige og flinke mennesker, og der kom nogle stykker i mit hjem, men det var noget vanskelig med kommunikationen.
Skødbæk Mejeri
Den sidste ejendom på vejen, som skal omtales er Skødbæk Mejeri. Et stor og topmoderne mejeri med et stort halvtag af halm ved den ene husende. Det var efterhånden blevet nødvendigt at bruge halm som energikilde.
Vi havde i øvrigt et mejeri mere i sognet – ”Det Gamle Mejeri”, et mejeri for missionsfolk. Forskellen på et almindeligt mejeri og et missionsmejeri er, at et almindeligt mejeri kører alle ugens 7 dage, hvorimod et missionsmejeri kun kører 6 dage om ugen. De fromme missionsfolk kunne (ikke) leve med, at mejerifolkene og mælkekuskene skulle arbejde om søndagen.
Elektricitetsværket
Den sidste ejendom, som jeg vil omtale er elektricitetsværket, som ligger lidt nord for byen. Et lille værk, som drives sammen med Nørre Nissum. Der var store problemer med at drive et elværk, da man ikke kunne købe ret meget kul. Man måtte i stedet bruge tørv, og dem er der bestemt ikke meget energi i. Strøm var dyr, og alle sparede det, de kunne. Der var f.eks. sjældent mere en 1 elpære i et rum, og det var meget almindelig, at man kun brugte en 15 watt pære i en lang kostald. Det var ikke alle, der endnu havde fået el. Familien Anneberg, som jeg tidligere har omtalt, og det område der omkring, fik først el omkring 1950.
Bombefly over Fabjerg
Det var en skøn dag i april måned 1944. det var en søndag. Det var det skønneste vejr. Det var varmt for årstiden. Der var ikke en sky på himlen, og det var vindstille. Mine brødre og jeg var på stadion for at se en fodboldkamp mellem Fabjerg og et af nabobyerne. Vi havde fundet nogle gode tilskuerpladser på kæmpehøjen, som ligger ved fodboldbanen. Fodboldkampen var spændende, og det gik rigtig godt for hjemmeholdet. De førte 2 – 1.
Pludselig hørte vi en fjern brummen ude fra vestlig retning. Snart efter kunne vi se en gruppe flyvemaskiner, og lidt efter igen en gruppe og igen en gruppe, og sådan blev det ved til næsten hele himlen var overstrøet med grupper af flyvemaskiner. Maskinerne fløj meget højt for at undgå at komme i nærkontakt med tyskernes antiluftskyts.
Fodboldkampen gik fuldstændig i stå, og fodboldspillerne stod ganske stille og gloede mod himlen med åben mund. Det var umuligt at tælle, hvor mange maskiner, der var, men vi var enige om, at der var flere hundrede. Alle maskinerne var 4 motors bombemaskiner, og min kloge storebror forklarede, at det var flyvende fæstninger .Denne kæmpe armada af allierede flyvemaskiner fløj i sydøstlig retning, men hvor de skulle hen med deres dødbringende last, vidste vi naturligvis intet om. Men vi vidste dog, at de skulle til Tyskland, og at de i løbet af få timer ville sønderbombe byer og fabrikker og samtidig dræbe og lemlæste mange mennesker .
(Det vi så den 9. april 1944 var 504 4 motors B 24 Liberator fly (flyvende fæstninger) på vej mod Tyskland. Dagens mål var flyvemaskinefabrikker i Polen og den østlige del af Tyskland. Af styrken blev 42 maskiner skudt ned over Tyskland og Danmark. Hen imod 300 allierede fly lykkedes det tyskerne under hele krigen at skyde ned over Danmark. Heraf ligger næsten 1.200 allierede besætningsmedlemmer begravet på landets kirkegårde og næsten 400 blev aldrig fundet).
Krigen er slut
En forårsaften sad vi og spiste, radioen var tændt, det var pressetid. Der var fuldstændig ro, ingen sagde en lyd, det var vi opdraget til. Og så lød det kendte dum, dum, dum, dum, dumm, her er London osv. Og så kom det glade budskab – tyskerne havde overgivet sig. Der var en sælsom stemning i huset. De voksne var overstadig glade og de havde vand i øjnene.
Vi drenge skulle ud, og vi gik rundt og så til ungarerne. De var fuldstændig vilde og spillede på, hvad de havde af instrumenter – endelig skulle de hjem til familien.
Rom Flyveplads
På Rom Flyveplads skulle de tyske soldater, de frivillige russiske, de ungarske og rumænske soldater også hjemsendes. Men flyvepladsen fik ikke lov til at ligge øde og forladt i mange dage. Der var i løbet af det forgangne halve år kommet 240.000 tyske flygtninge til Danmark fra Østtyskland. Tyskerne havde indtil kapitulationen anvist dem ophold på hoteller, hovedsagelig i hovedstadsområdet, men nu var det slut med den luksustilværelse, nu blev hovedparten af dem forvist til Jylland.
11.000 flygtninge flyttede nu ind i de tommer barakker på Rom Flyveplads, hvilket i øvrigt siger lidt om flyvepladsens størrelse. Jeg har engang med mine forældre kørt en tur gennem flygtningelejren. Der var mange barakker på begge sider af vejen.
Der var et højt pigtrådshegn omkring barakkerne, og udenfor hegnet gik der danske soldater med maskinpistoler og holdt vagt. Indenfor hegnet gik flygtninge, det var hovedsagelig kvinder og børn og ganske få invalide og ældre mænd. Jorden omkring barakkerne var så fortrampet, at der ikke var så meget som en grøn spire. Jeg syntes det alt sammen var noget værre noget. Grunden til, at der var så skrap en vagt omkring lejren var, at man ikke ville risikere, at nogle flygtninge skulle komme ud og blande sig med de pæne danske mænd og kvinder
Lidt om, hvad der var på flyvepladsen
- Der var 24 felthangarer, hvor de indvendige mål var 60 x 120 meter
- En meget stor reparations- og samlehangar
- Hovedvagt med 6 dobbelte fangeceller
- El-værk med underjordisk olieanlæg, vandværk og brandstation
- Reparationsværksteder for køretøjer
- Mandskabsbarakker og kantiner til flere tusinde soldater
- Infirmeri og kapel, der servicerede militær på hele Lemvig egnen
- 21 bunkers og 1 underjordisk hospital bunkers i 2 plan.
- Et ukendt antal kanon- og maskingeværstillinger, lyskastere og meget andet
I 1951 forlod de sidste flygtninge flyvepladsen. Herefter nedrives eller afbrændes samtlige bygninger og alle installationer fjernes. Hele arealet blev nu igen til en del af Klosterhede Plantage og en mindre del igen til landbrugsjord. Det er i dag vanskeligt at finde spor i skoven efter flyvepladsen, men de er der. Alle felthangarer og alle bunkers er der, men de er tilplantede og derfor vanskelig at finde. Kun den store hospitalsbunker er let at finde, hvilket skyldes, at en del af den er indrettet som museum.
Freden kommer til Danmark
Freden havde nu sænket sig over Danmark. Ytringsfriheden, der betyder så uendelig meget for os, var igen trådt i kraft. Frygten, uhyggen og usikkerheden var forduftet. Men ellers var der ikke stor forskel i dagligdagen fra overgang fra krigsår til efterkrigsår. Alting var fortsat rationeret. Vi skulle fortsat kærne smør og lave mel og fyre med kvas. De sidste rationeringskort forsvandt først i 1950.
Flygtninge på Brejninggård Efterskole
Når jeg er i gang med problemet flygtninge, vil jeg nævne, hvad jeg oplevede under mit ophold på Brejninggård Efterskole. Forstanderen fortalte, at skolen blev beslaglagt til at huse tyske flygtninge. Der kom udelukkende kvinder og børn. Alle led af underernæring og sygdomme. Kvinderne var så deprimerede og dårlige, at de ikke engang kunne passe sig selv og børnene med de mest elementære ting.
Den uge, det stod dårligst til, stod der 12 barnekister i forstanderens garage. Når det kunne gå så frygtelig galt, skyldtes det, at man dengang havde den fornuftige og sparsommelige indstilling, at man ikke ville bekoste medicin og lægeregninger på det simple ros fra Tyskland. Der er nok en del, der i dag er noget uforstående over datidens indstilling til flygtningeproblemet. Årsagen til denne uforståelige indstilling var, at der i de forgangne 5 år var opsparet et had og en hævntørst, der ingen grænser kendte.