af konsulent Niels Mølgaard, 1950
I 1891 købte Anton Christensen fra Moeskjær i Nr. Lem Saugmandsgård. I sine unge år tjente han i to år i Nørmark ved Lemvig hos den kendte bonde og foregangsmand Anders Koch. Her fik Anton Christensen god indsigt i landbruget og lyst til landbolivet og det kom til at præge ham senere i livet.
Her lærte han sin hustru Maren Jensen at kende. Hun var fra Vestergaard i Nr. Nissum. Hun var samtidig mejerske i Nørmark, en meget dygtig mejerske der blev Anton Christensen en dygtig livsledsagerinde, en god hjemmets kvinde gennem 50 år. Det var i 1891 de tænkte på at sætte bo. Én af Lemvigegnens bedste lermarksgårde Ø. Østerboel i Nr. Lem var til salg. Familien rådede til, at de skulle købe gården. Men Saugmandsgaard i Fabjerg var også til salg. Her så Anton Christensen, at der var størst udviklingsmuligheder. Til Saugmandsgaard hørte 328 tdr. land, hvoraf 128 tdr. var opdyrket, men meget forsømt. Den tidligere ejer Kr. Saugmandsgaard havde været enkemand i nogle år. I nabogården boede en enke, de besluttede at gifte sig og så flyttede Kr. Saugmandsgaard til Agergaard og Saugmandsgaard blev derfor i en årrække drevet som anneksgård til Agergård og fik derfor alt for lidt af både gødning og arbejde. Anton Christensen så imidlertid, at gården var god nok. De dyrkede agre fra gården og ud til nogle gravhøje, Langagrene, havde dybe muldlag og lerblandet undergrund. Han købte derfor gården, trods det, at familien havde ønsket, at han skulle have valgt Ø. Østerboel i Nr. Lem
Anton Saugmandsgaard, som han altid blev kaldt, tog fat med stor interesse. Det var i de år, der blev købt hedeparceller til Klosterhede plantage. Heden strakte sig helt ud til det tilplantede Klosterhede. Der blev rettet henvendelse til ham om at sælge hede og han syntes godt, at han kunne undvære en stump fra den søndre ende. Så han solgte 100 tdr. land for 25 kr. tdr., her var jord nok endda. Han begyndte straks at pløje hede op. Gården lå længst ude i sognet mod sydøst, ud til Gudum sogneskel.
Herude mellem gravhøjene gør et vandløb sogneskel. Her ligger Tællepindhøjene.
Et gammelt sagn fortæller om disse høje:
Hjorddrengene fra Gudum Kloster i Gudum og Bloksgaard i Fabjerg mødtes her når
de vogtede får i heden. De sad på hver sin høj og tællede på en pind. Men så blev de uenige, kom op at skændes og det endte med slagsmål og de stak hinanden ihjel. Her fandt beboerne dem og begravede dem på stedet.
Her var grænsen mellem den gammeldyrkede jord og heden.
Stod man da på én af gravhøjene og så mod syd, strakte hedefladen sig så langt øjet rakte, kun afbrudt af den fremvoksende Klosterhede Plantage, mod nord det dyrkede land med gårdene inde i Fabjerg og Gudum
På langagrene lå en lille gravhøj, sagnet fortæller at her boede den røde smed. Han var farlig at forulempe. Hvis man prøvede at grave i hans boplads ville Saugmandsgaard brænde. Der blev også fortalt, at en tidligere ejer af gården havde prøvet at jævne højen. Men så brændte gården og så fik den lov at ligge.
Anton Saugmandsgaard havde nok hørt herom, men han regnede det naturligvis for gammel overtro. Driftig som han var, så han sin fordel i at jævne højen ud i en nærliggende mergelgrav. En dag i august måned i 1897 begyndte de at bortkøre jord fra højen hen i mergelgraven. Det var en rigtig augustdag med varme og tordenbyger
En sådan drog henover Saugmandsgaard. Lynet slog ned og gården brændte. Der blev nu andet at tænke på end at køre jord. Der blev ikke siden kørt jord fra højen. Gården var for lavt assureret og Anton Saugmandsgaard led et stort tab. Han opførte nye, store bygninger, særlig laden var stor.
Folk på egnen sagde.”Hvad mon den unge mand bilder sig ind, mon han tror, han bor i Nr. Lem; han bygger jo en lade, der kan rumme halvdelen af avlen i Fabjerg Sogn? Ja, han skal nok komme levende herfra.”
Der gik 30 år, så var der brug for nye bygninger. Gården blev delt i to. En ny gård opførtes tæt ved den gamle med lige så store bygninger. Men de første år efter branden blev svære. Tiderne var ”små”. Landmændene var endnu ikke kommet helt over den store landbrugskrise. Især kneb det for unge landmænd, der havde begyndt i kriseårenes slutning.Og med det store tab branden gav, blev forholdene en tid meget kritiske. Spådommen: ”at han nok skulle komme levende fra gården” truede med at blive til virkelighed. Han havde fået en gæld på 1000 kr. efter branden, som absolut skulle betales. Anton var for ærekær til at gå til familien om hjælp. De havde jo rådet ham fra at købe den forsømte hedegård. Det så virkelig håbløst ud. Men så kom hjælpen fra en mand, han ikke havde ventet det fra, nemlig hans købmand.
Købmand Christensen, Vestergade i Lemvig. Denne havde mærket at der var noget i vejen med Anton Saugmandsgaard, skønt han ikke havde talt til ham om sine vanskeligheder. En dag han var i Lemvig kaldte købmanden ham ind på sit kontor og fik at vide, hvad der var i vejen. Anton Saugmandsgaard lagde forholdene frem, som de var. Købmanden havde tro på den unge landmand. Han lånte ham det manglende beløb uden nogen garantibevis. Han kunne betale pengene tilbage, når han kunne undvære dem. Der gik ikke mange år før han kunne tilbagebetale beløbet. Men han glemte ikke købmandens hjælp, så længe han levede.
Fra århundredeskiftet gik det jævnt frem i Saugmandsgaard. De 100 tdr. land hede var snart opdyrkede. Al jorden blev merglet og kom i særdeles god drift.
Som for de fleste hedeopdyrkere var mergelselskabets oprettelse af den allerstørste betydning. I tiden før havde det voldt store besværligheder at få mergel eller kalk til den opdyrkede hede. Kalk var lettest at få fat i og Anton Saugmandsgaard brugte en del jordbrugskalk. Der kom derfor rigtig fart i opdyrkningen af heden og mergling af de kalkfattige marker, da mergelsporet fra Buur nåede til Fabjerg kort før den første verdenskrig. Anton Saugmandsgaard fik 265 kbf. Mergel – fast mål. Det kendtes på avlen. Nu først kunne der avles store afgrøder. Omkring gården blev der plantet læbælte og anlat en stor, smuk have og endvidere tilplantedes 6 tdr. land, der nu er en værdifuld plantage.
I en årrække sad han i sognerådet og i mejeribestyrelsen, var medlem af menighedsrådet og i flere bestyrelser.
Der er mange landmænd på Lemvigegnen, der driver deres ejendomme særdeles godt. Landboforeningens bestyrelse havde derfor ikke lagt mærke til, at her var udført et arbejde udover der almindelige. Men det havde de nærmeste naboer for længe siden set, at en mand fra lermarksjorden godt kunne drive en sandmarksgård. Fra disse blev der rettet henvendelse til landboforeningen om, at Anton Saugmandsgaard og hustru burde indstilles til en anerkendelse for deres store kulturelle indsats.
Landboforeningens bestyrelse undersøgte forholdene og man var enige om, at de burde indstilles til det kgl. landhusselskabs sølvbæger, en meget sjælden udmærkelse. Kun to af sådanne sølvbægre var tidligere uddelt indenfor Skodborg -Vandfuld Herreder. I 1927-28 blev en ny gård, som før omtalt, bygget, ikke langt øst for Saugmandsgaard. En vej fører i lige retning mod syd, denne deler gårdens jorder i to omtrent lige store dele. Sønnen Peder overtog denne gård. Nogle år efter overtog sønnen Kresten den gamle gård. Anton Saugmandsgaard og hustru flyttede hen til brugsforeningsbyen ved landevejen i et dejligt nyt hus, de havde bygget her.
Alle deres børn var gift og boede i nærmeste omegn. Forældrene boede her i nogle lykkelige år, agtet og afholdt i sognet. De havde været med til at vinde ny land som få.