Kristian Marinus Frederiksen er født 11. marts 1873 i Nørre Nissum som søn af arbejdsmand Jens Kristian Frederiksen og hustru Gjertrud Marie. Familien flyttede til Kjærmarkshus i Fabjerg ca. 1880.
Kristian fortæller om politiforhør, ildspåsættelse og utrolige oplevelser som tjenestedreng og -karl forskellige steder i Fabjerg og omegn.
Erindringer af mit Liv
nedskrevet af mig selv K. M. Frederiksen
1. april
Min Barndom
Jeg er født i Nørre Nissum Sogn den 11. Marts 1873. Er Søn af Indsidder og Arbejdsmand Jens Kristian Frederiksen og Hustru Gjertrud Marie Frederiksen, født Christiansen. Min Fader er en Afstamning af Tysk race, da hans Fader var en Tysk Mejerist, som var paa Bygholm ved Horsens, og Moderen var en Afstamning eller Slægtning til Familien Poldbjerg, hvoraf en del boede i Fabjerg Sogn.
Min Fader var et udenfor Ægteskab født Barn og sat i Pleje hos en gammel Kvinde kaldet Ane Marie Nørgaard, som nok i sin Tid boede i Nørgaardhus i Fabjerg Sogn. Da de blev gift (i Gudum Kirke 30. oktober 1870), altsaa mine Forældre boede de til Leje i Borumhus i N. Nissum. Huset er for længst nedbrudt. Det laa ude i noget Eng og Mose kaldet Fenskjær. Jeg har i min Barndom været der for at se, hvor mit Fødehjem laa. Der var kuns lidt Murrester og en gammel Dige, som havde været Hegn om Haven (dengang kaldet Kaalgaard).
Min Fader gik ud i Dagleje, fik cirka 35 til 50 Øre i Dagløn og Moder gik ud med sin Mælkespand og tiggede lidt Mælk, og fik hist og her lidt Brød, Kød, Æg og noget Uld (kaldet Tov dengang)
Deres første Barn var en Pige (Kirstine Marie Frederiksen, født 28. juli 1871 i Øster Bjerrumhus i Gudum sogn), men hun blev ikke ret gammel. Hun døde af Krampe. Hendes Navn er mig ubekendt. Jeg er altsaa den ældste af de Børn, som er opfødt af mine Forældre.
• Christian Marinus Frederiksen, født 11. Marts 1873 i Smedsboel, Nørre Nissum sogn
• Johan Arndt Frederiksen (født 28. juli 1876 i Borumhus, Nørre Nissum sogn)
• Hans Adolph Frederiksen (født 9. august 1879 i Borumhus, Nørre Nissum sogn)
• Søren Skov Frederiksen (født 6. august 1882 i Kjærmarkshus, Fabjerg sogn)
• Marie Kirstine Frederiksen. (født 5. juli 1887 i Kjærmarkshus. Fabjerg sogn). Hun døde i Kjærmarkshus i Fabjerg.
Efter nogle Aars Forløb købte mine Forældre et Hus med lidt Jordtilliggende fra Øster Borum i Nørre Nissum. Der boede de i flere Aar. Men Fader som var sig godt belærdt, fik sig saa en Plads som Vinterlærer i Hestbæk og Sivekjær Gaarde, som laa langt ude i noget Mose og Hede i Gudum Sogn, hvor han hver Vinter i cirka 20 Aar gav Børnene Undervisning om Vinteren. Om Sommeren tog de hen til andre Skoler, som laa noget længere ude som Linde og Møborg eftersom de havde nærmest til.
Da jeg blev lidt hen paa Tiden en 8 – 10 Aar kom jeg ud at tjene. Den første rigtige halvaarstjeneste var i Tovborg i Nissum, hos en gammel Ungkarl, som hed Laust Tovborg. Jeg fik vist ikke andet end Føden, og den var ikke saa Prisværdig, men god nok efter tiden. Vi maa jo huske Manden var en gammel Rig Knark, men umaadelig Nærig (Gjerig), så vi fik om Morgenen Brød og Kogt Mælk. Brødet var det meste af tiden helt baade Gul og Grøn af Muel. Saa blev det brudt i stumper og lagt i den Koghede Mælk. Det var vor Morgenmad til daglig.
Han havde en Husholderske, Maren Andersen Stubkjær, en Datter af afdøde Indremissionær Anders Stubkjær, som dengang boede i Fousing ved Struer – Holstebro. Hun var ellers en rar og venlig Pige. Vi kom altid meget godt ud af det, men til stor skade for hende selv var hun meget Letlevende. Som før omtalt var Laust jo en Pengemand, som havde en stor del ude paa Rente hos forskellige Gaard- og Husmænd (Min Far havde også 1000 Kr laant af ham). Naar saa nogle kom for at Betale deres Renter til Ham, kunde det til Tider indtræffe, at vi stod i Laden eller i Kostalden og han tog saa mod Pengene, men gik ikke ind i Stuen, men lagde dem gerne op paa en Murrem eller en Stræk eller hvro det traf sig. Det kan godt siges, at det var fristende for saadan en fyr som mig at se Penge ligge saadan, men trods det tog jeg aldrig en Øre. Jeg var jo oplært til Lydighed og Ærlighed.
Det samme skulde en ogsaa maattet tro om Maren, som var opfødt i en Missionærs Hjem. Men mange gange, naar Laust var ude kaldte hun mig ind, hvor hun saa altid havde Bagt nogle lækre kager, som vi spiste i fællesskab til en taar godt Kaffe. Kaffe fik vi aldrig ellers, ikke mig da, og saa viste hun mig en Trækasse, som stod inde paa en hylde ved hans Seng, hvori laa en Mængde af Skillemønt lige fra 2 Øre til 2 Kr., men dog flest i Sølvpenge, og derfra gik vi saa en tur op i Øverstestuen hvor hun laaste en dobbelt Klædeskab op hvor hun fremtog en Papæske med saa stor en mængde Pengesedler lige fra 5 Kr. til 100 Kr. Sedler. Om der var nogle større, ved jeg ikke. Jeg var bange for at se paa saa stor en Redelighed af Penge.
Men en Skjønne Dag vi skulde alle til Gudstjeneste i Kirken en Søgn Eftermiddag. Laust og jeg gik foran. Der var jo ikke saa kort en stykke Vej til Kirken. Jeg fik saa besked om at skynde mig Hjem (efter Prædiken) for at faa nogle Faar flyttet og vandet. Maren hun naaede os ved Indgangen til Kirkegaarden, hvor hun sagde et par Ord til os. Det var altsaa Meningen at jeg skulde have været den første som kom Hjem, men jeg kom tilfældig til at tale med et par andre drenge og tiden løb fra mig. Laust kom først Hjem, saa kom jeg og fik lidt skænd fordi jeg ikke havde skyndt mig, men det var da ikke saa galt endda. Endelig kommmer Maren, og vi fik saa vor Mellemmad, og da fortæller Laust os, at der var gjort indbrud, da vi var i Kirke. Der var taget nogle penge, og der var lavet mere Ravage rundt omkring.
Maren sagde til mig om Aftenen, da vi skulde til sengs, om jeg ikke var Bange for at ligge ene nu da der havde været Tyve. Jo det var jeg ikke saa glad for. Hun fik mig saa med hende i Seng hvor hun fortalte mig meget hvorom jeg aldrig havde haft spor af anelse eller Forstand paa, hvorpaa hun afklædte sig fuldstændig og viste mig Naturens genstand og prøvede at faa mig til at Forsøge, da hun mente at det var gavnlig baade for Hende og mig. Jeg husker jeg blev gal i Hovedet og løb op i mit Kammer, men glemte mit Tøj, som hun saa kom med Morgenen efter.
Næste Dag skulde jeg til Skole. Der var ikke langt til Østre Skole. Vi havde en rar og flink Lærer (Søgaard hed han). Jeg fortalte saa i Skolen om Gaarsdagens Tyverier, og der blev en farlig spørgen om alt og saa faar Læreren ogsaa fat paa det og siger, at det skulde anmeldes til Sognefogeden.. Tilfældigvis var sognefogedens Dreng ogsaa i Skolen, og han gaar Hjem og siger det. Sognefogeden kommer hen paa Eftermiddagen og faar Raport. Han lader det gaa til Borgmester Lund i Lemvig, og endelig har vi gamle Politi Sløk om Aftenen. Han forhører os alle og saa siger han til mig, at jeg maatte hellere tage med til Lemvig. Det var jeg ikke saa Ked af, men til slut siger han saa: Gaa du i Seng, en anden Dag kan du komme ned til mig.
Saa tog han skam Maren med sig. Han tog hende under Armen og de spadserede saa til Lemvig. Maren kom saa i Arest. To Dage efter kom der Bud om at Laust og jeg skulde give Møde i Retten. Laust spændte Hestene for den stive Arbejdsvogn og vi tog afsted. Vi kom til Byen kl. 11 Form. Og kom i Forhør. Det blev henved Middag. Der skulde forhøres mere længere hen paa tiden. Jeg blev saa sat i en af Selerne. Jeg hørte Taarnuret slaa 12. jeg fik min gode Middagsmad dernede, som bestod af tykke grønkaal (Søbekaal), Rugbrød og 1 kogt Rødspætte. Nu havde jeg ikke faaet Middagsmad i 2 dage. Det smagte mig godt.
Kl. 1 kom vi for igen. Jeg husker ikke Forhøret, men Resultatet blev Maren blev der og siden har jeg aldrig set hende. Jeg skulde have været den skyldige, men som uskyldig slap jeg. Jeg har senere hørt at Maren kom til Amerika. Der stjal hun nok ovre og af Frygt for Straf hængte hun sig.
Min Fader har byttet Ejendom, og bor nu i Kjærmarkshus i Fabjerg. En ejendom hvor der kan holdes et par Køer. Om Sommeren gaar han ud i dagleje. Han havde meget af saadant paa St. Krogsgaard i Gudum hos en frk. Nyboe. Hun blev senere gift med en Hr. Grimstrup, og boede i Kjøbenhavn.
Om Vinteren skulde jeg jo være Hjemme for at gaa i Skole og til dels passe paa mine mindre Søskende. Jeg har været født med en tilbøjelighed til smaa Kunster. Min Broder som var nogle Aar yngre end mig, vi var ofte alene Hjemme, naar Mor skulde en tur i Byen. Jeg havde da min lyst i at tage nogle af Bøgerne og løsrive en del Blade og saa give min Bror skylden. Han fik saa nogle Klø. Dengang syntes jeg det var det rene Sjov, men nu ser jeg nok den store Fejl deri.
Nu havde jeg atter faaet lovning paa en Plads for Sommeren i Kjærgaard i Fabjerg og længtes svært efter 1ste April for at jeg kunde komme i min nye Tjeneste, men der var endnu et par Maaneder til. Jeg gik i Skole og ellers hjalp jeg jo Mor med at se efter de mindre Søskende.
Saa en Dag det var om Eftermiddagen, Mor skulde ind og ordne lidt inden døre, og saa skulde jeg en tur ud imens. Nu havde jeg ofte om Sommeren set at Hyrdedrengene laa og fyrede rundt om ved Grøfter og Gærder. Jeg havde da faaet fat i en Æske Tændstikker som jeg fik puttet i Lommen. Nu skulde det prøves om jeg ikke kunde lave et lille Baal. Den blev noget større end jeg havde beregnet.
Da jeg ingen steder kunde finde noget der kunde antændes fik jeg tilfældig øje paa en tot Lyng som var stoppet ind hvor en Rude var gaaet væk i en lille Vinduesramme i vor gamle Tørre hus. Jeg satte saa en Tændstik til og det fik jeg ogsaa held af, men saa ser jeg at Ilden eller Flammerne kan naa op til Tagbrynet, og af rædsel for at der skulde gaa Ild i Huset, skulde jeg jo have revet Propen ud, men jeg skubede den ind. Nu tænkte jeg at alt var godt.
Jeg gik saa lidt omkring derude og straks efter ser jeg det ryger voldsom oppe i Møndingen. Jeg gaar da ind og siger til Moder at jeg troede der var Ild i Huset for det rygede stærk paa Taget. Men hvad siger du Dreng, udbrød min Moder, hun gik straks udenfor hvor hun saa at det passede hvad jeg sagde (det kunde godt træffe at jeg kunde stikke en lille Løgn).
Hun gav sig straks i færd med at faa en Gris ud som stod inde i Tørvehuset. Vor Koe kom til vor Nabo Jens Kristian Kjærmark. Det varede ikke længe før der var samlet en hel del Mennesker, dels af Nysgerrighed og ogsaa for at hjælpe. Vort Indbo blev redet alt sammen, hvad der var i Stuerne, saa der var ganske lidt paa Loftet som gik tabt.
Jeg tog nu ganske rolig og forsvandt hen til en anden Nabo Søren Mortensen, og klagede mig over det sørgelige hændelse. De var rigtig gode ved mig med Mad og kærlige Ord. Jeg blev saa der til Aften, hvor min Fader kom og hentede mig. De havde fundet en Løsning paa at komme til at bo hos førnævnte Nabo Kjærmark. Fader spurgte mig saa om jeg ikke var skyld i Branden. Nej var rele nok uskyldig. Jeg havde rigtig nok faaet smidt Tændstikkerne fra mig for en sikkerheds skyld.
Næste Dag op paa Formiddagen kom der en lukket Vogn. Jeg stod udenfor og saa til. Jeg opdagede da at det var mine gamle Kændinge fra Tyveri affæren i Tovborg. Borgmester Lund og Politi Sløk. Saa vidste jeg det saa sort ud for mig, og derfor forputtede jeg mig i Vejgrøften, men jeg var en Uundværlig Person i dette tilfælde, saa jeg blev ledt efter og Raabt paa. Jeg laa ganske stille, men saa fandt Far mig og jeg maatte ind til (ater). Det var da saa naturlig at jeg var Uskyldig. Jeg tror nok de fattede lidt mistanke til mig, for gamle Sløk tog mig ved Haanden og vi gik en lille tur hen ad Vejen og taltes ved, men det blev nu lige nær den Dag. De kørte Hjem og jeg var glad. Jeg slap fri.
Men det gode eller Glæden blev nu kort. For nogle faa Dage senere kom Sognefogeden med en Tilsigelse til min Far om at møde i Lemvig og tage mig med. Den var nu ikke rigtig efter mit Hoved. Vi gik saa og talte om det med Branden. Fader sagde saa: Dersom du er skyld deri Kristian, saa maa du helst sige mig Sandheden. Du er jo saa Ung saa du faar ingen Straf derfor, men jeg var Uskyldig. Vi kom til Lemvig, og kom op i Forhør. Jeg holdt mig godt, men saa skulde Far gaa ud og den gamle Lund prøvede at faa mig til at bekende. Naar jeg nu vilde sige ham Sandheden, saa skulde jeg aldrig hør mere derom, og han vilde give mig 35 Øre til godter. Dette i mine Øjne store Pengesum gjorde udslaget. Jeg havde gjort det. Jeg fik Pengene Contant og fader fik det at vide, men han maatee love gamle Lund ikke at slaa mig derfor. Det lovede han og vi tog Hjem.
Fader sagde da, det var godt at det var mig der havde gjort det, saa var han mere rolig. Han var bange for det kunde have været andre Knægte. Der blev saa begyndt paa Opførelsen af en Ny Hus, men jeg blev ikke Hjemme og saa det hele.
Nu skulde jeg til min Ny Plads hos Niels Thorsen i Kjærgaard. Det var en Gaard lidt vesten for vores Hjem. Jeg kom saa i Pladsen, og blev budt Velkommen. Jeg huede ikke saa godt Manden. Det var saadan en lille tyksak og dygtig Hjulbenet. Jeg fik en for resten godt tillavet Mellemmad med speget Kød paa og Øl stod i en stor Krus paa Bordet. Fader fik en Snaps til (det maa bemærkes han fik ingen Spiritus ellers. Jeg har aldrig set ham Beruset).
Da vi var færdig med Maden tog Fader Hjem igen. Jeg skulde så have lidt Underretning om hvordan et skulde være i et daglige Liv. Jeg skulde om Morgenen hjælpe Sønnen Karl at muge Kostalden. Karl Thorsen blev Ejer af Gaarden efter sin Far. Nu har en Søn af ham igen Gaarden. Naar jeg saa blev færdig med dette skulde jeg op i Nordmarken at flytte fire par Faar. Det var skam tidlig om Morgenen og det var meget kold. Da en stykke Tid var gaaet skulde vi have fire store Stude paa Græs. De skulde også derop. Den første Dag hjalp Manden mig at faa dem ud og paa Plads. Jeg var skam lidt bange for dem. Det var nogle store Kameratter, men det gik godt nok.
Nu herefter skulde jeg saa ene trække dem paa Plads og passe dem. De kom Hjem om Natten og skulde ud igen om Morgenen. Nu var det saadan at saa snart jeg kom i den smule Tøj jeg havde skulde jeg først hen at flytte Faarene til Morgen. Det var tidlig og jeg skulde skynde mig, saa jeg tog ud uden Træsko. Der laa Rim paa Jorden, og det var som skulde jeg miste mine Fødder af Kulde. Saa en Morgen gik jeg derop og fik flyttet de to par, men lod de to par staa. Dem vilde jeg saa Flytte naar jeg kom op med Studene lidt længere op ad Dag. Jeg syntes de laa saa godt. Jeg stod en stykke Tid og varmede mine Fødder, hvor Faarene havde ligget. Det var saa dejlig varm, og saa tog jeg Hjem til Mugningen.
Da vi saa var færdige med dette skulde vi jo ind at have Davre, Stuvede Kartofler og Mælk og Brød. Jeg satte mig tørstig til Bordet og fik min Opstuvning spist. Manden sad ved enden af Boret. Jeg saa nok han kiggede saa lumsk til mig, men jeg trak Mælken hen til mig og vilde til at begynde dermed. Da rejser den lille Mand sig og siger ”Du faar Pinedø ikke mere. Du flyttede ikke uden de halve af Faarene saa du faar heller ikke mere end din halve Davre. Jeg forklarede saa hvordan det forholdt sig, men det blev derved.
Saa maatte jeg afsted ned studene og saa faa flyttet de sidste Faar. Jeg lavede ellers mange Ting, mugede for hønsene, lugede den lange Brolægning uden for Stuehuset og meget andet. Jeg gik også i Skole to halve Dage om Ugen. Mine Lektier kunne jeg Knap faa Tid at lære, men der var en nogle Aar ældre Datter. Hun hjalp mig saa dermed. Det var egentlig hende jeg holdt mest af af hele familien. Hun var en flink Pige men noget (Koldt).
Hun kom for resten daarlig efter det da hun blev Gift. Hun hed Katrine Thorsen og blev gift med en Søn far Borup i Ferring. Han hed Laurits. Han fik mange Penge med hende. Saa købte de Vester Nørgaard i Fabjerg. De blev skilt fra hinanden og Katrine blev senere sindssyg og kom paa Viborg Sindssygeanstalt, hvor hun nu har været mange Aar. Laurits blev gift anden Gang og bor nu i Lemvig. Jeg husker ikke stort mere om den Plads. Jeg kom saa Hjem igen til Efteraaret – og besaa den nye Hus, og var saa Hjemme om Vinteren. Jeg led dengang meget af Mavekatar og var ved flere Læger.
Jeg er nu blevet en del ældre og gaar i den store Klasse i Skolen. Det var i Nordre Skole i Fabjerg. Vi havde en Lærer Jensen, en stykke gal Menneske som slog for et godt Ord. Vi var jo en del store Knægte og vi var jo ikke alle lige gode. Degnen havde en stor Lyst til at tage ud til Selskaber og Kortspil. Saa meget af Tiden var vi overladt til os selv særlig om Eftermiddagen naar han var inde Privat at Klæde sig om saa han var færdig til afmarch naar Skolen sluttede. En af de ældste og Bedste skulde da overtage styrelsen i Skolen.
Vi lavede til tider nogle slemme Kunster. Jeg husker engang mig og min Kammerat Jens Holdt hed han. Det var en Middag vi stod og kiggede over Stakittet til Haven, og da bliver jeg en stor Græskar var som laa inde mellem nogle store Blade. Nu havde jeg ingen mening om hvad det var for en, og saa spørger jeg Jens derom. Jo han var godt kendt med den slags. Det var en der smagte som en Æble og var nu fuldmoden. Vi blev nu enige om at jeg skulde springe over Hegnet og tage den og saa smide den over Hegnet til Jens saa skulde vi dele. Men ingen af de andre Børn maatte vide noget derom.
Jeg kom over til den store Fyr men jeg siger til Jens: Der er mange mellem Bladene men de er mindre. Skal jeg ikke tage en lille en. Nej de er ikke modne nu siger han, og om nogle Dage er de lige saa store som den store nu er. Jeg huggede saa Fyren og smed den over. Den var skam stor, jeg tror 15 Pund. Da den kom over til Jens vil han ikke engang røre ved den men lod den ligge. Vi stod saa og kiggede lidt paa den. Saa blev vi enige om at kaste den i den store Skjelgrøft. Han vil ikke transportere den væk, saa tager jeg den og hen til Grøften med den, men det har de andre Børn opdaget, og der bliver en vældig røre. Situationen var faretruende for mig og jeg blev meget bange. Jeg vidste den gik ikke (Kold) af naar Degnen kom.
Jeg luskede lidt omkring. Da tog jeg min Trøje og min Madtaske og løb Hjem alt hvad jeg kunde. De spurgte mig da om derhjemme hvorfor jeg kom saa tidlig Hjem. Jo Degnen skulde i By. Naa det gik godt lidt. Da Børnene kom ind paa Plads, saa skal der jo indføres i Protokollen hvem der er i Skole i dag. Hvor er Kristian siger saa Jensen. Han var her jo i formiddag. Ja han løb Hjem nu og de sad og fniste, og saa fortalte de det hele. Han skriver da en lille Brev til Fader og sender en af Pigerne (Line i Lundhus) Hjem til Fader.
Jeg var ingen hel Helt dengang jeg saa hende komme ind med Brevet. Fader læste saa Indholdet og jeg kom i Forhør Hjemme og saa skulde vi komme hen til Degnen efter Skoletid. Vi traskede saa af. Jeg var sløj i Gangen. Vi kom ind og jeg maatte saa fortælle det hele. Det gik nu ikke saa galt endda. Jeg slap uden Klø, og det var fordi den var fuldvoksen og skulde have været taget alligevel en af Dagene.
Jeg husker en anden scene om en af Drengene, Andreas Laursen hed han. Det var en forfærdelig Krabat. Han slog mig næsten daglig. Særlig paa Hjemvejen fra Skolen. Saa en Dag vi var i Skole og sad paa Pladsen ved lidt Regning. Lærer Jensen var inde Privat for at skifte Tøj. Han skulde ud til Kortspil efter Skoletid, og i den Tid tager saa Andreas og klipper Skridtet op i sine Benklæder. Han sad yderst paa Bænken lige op ad Pigernes Række. Han drejer da om mod Pigerne og trækker det unævnelige ud og præsenterer det for alle Pigerne. Der bliver en Støj og Grinen af en anden Verden for Pigerne vilde alle se paa den Tingest.
Den Støj hørtes ind til Jensen som straks kom tilstede. Alt blev saa rolig og stille lige som Degnen viste sig i Døren. Hvad var endda det som var saa skjøn, ingen svarede, flere blev spurgt, ingen turde sige det, nu kaldte Degnen mig ud i gangen og blev ved med at spørge. Jeg maatte da til at forklare ham hele Redeligheden. Læreren som var et meget hidsigt Natur blev hel Tummelumsk, han gik ud i Laden og tog et Kotøjr med ind i Skolestuen, bandt Andreas forsvarlig om Livet og bandt Hænderne. Saa gav han Børnene hjemlov, men jeg og et par støkker mere maatte hjælpe ham at transportere Fyren ned til Hyldgaard.
Kresten Hyldgaard var dengang i Skolekommissionen. Da vi kom til Gaarden fik vi vor frihed og maatte gaa Hjem, skjønt vi vilde gærne have hørt Resultatet. Men Andreas blev alligevel mere rolig derefter.
Det traf sig længere hen i Tiden, da jeg var kommen i Tømmerlære, at han tjente paa Bjerg i Nørre Nissum, som konfirmeret Røgter. En dag Murerne læskede en stor Kiste fuld af Kalk skulde Andreas have en Krone for at hoppe ned i Kulen lige som det var opløst. Han var frygtelig Pengebegærlig. Han hoppede derned, men Gud bevarer den bløde og varme Kalk stod ham helt op i Hovedet. Han havde nær mistet Vejret, og blev en del forbrændt. Han var Syg i flere dage, Kronen var ærlig tjent.
Han kom senere til at tjene i Ørvejle i Fabjerg hos Kresten Havskov som yngre Kral. Der stjal han Honningen fra en par Bistader, og af Frygt for Straf gik han hen og hængte sig. Hans Fader og hans Broder tog sig også af dage ved Hængning. Forældrene boede i Kjærmarkshus i Fabjerg, de var begge Drikfældige. De hed Chr. Laursen og Karen.
Nu fik Jeg en Plads for Sommeren i Korslund i Fabjerg ved en gammel Tyk og Forædt Mand, Jens Kristian Jensen hed han, og hans Kone hed Ane Kjerstine. Jeg havde det rigtig godt der. Jeg skulde passe Kreaturer og hjælpe Sønnen en del. Han hed Ville Jensen.
Der fik jeg lært at ryge tobak, da Ville røg meget, og vi havde gode stunder srælig om Søndagene og Aften. Jeg blev den Sommer en hel Mester i Rygning. Det blev gerne noget sent inden vi kom i Seng. Ville og jeg laa i Staldkammeret i samme Seng, inden vi gik i Seng skulde vi have fodret Hestene af og vandet og Strøet dem. Jeg var Søvnig, da det var sent, saa var der en Tom Baas i Stalden, hvor
…
Her mangler desværre en side
…
Jeg faar ny en Ny Plads sammen med min Yngre Broder Johan. I Sivkjær i Gudum langt ude i Heden lige ind til Bur Sogneskjel. Jeg skulde være en slags Karl og Johan skulde passe Kreaturerne som alle gik løse omkring ude i Mosen.
Manden Peter Nybo hed han, det var en rigtig Djævel, men han havde en Rar og god Kone, Anne hed hun og var Datter af den tidligere ejer Chresten Sivekjær. Peter havde været Uldhandler og var saa kommen der og blevet kjendt med Datteren, han saa nok at der var Medgift, og fik sig saa sneget ind og fik det hele, men Gud bevares hvor den stakkels Anne fik en daarlig Mand.
Nu havde min Fader jo i en Aarrække været Skolelærer derude i Hestbæk og Sivekjær, som før fortalt i begyndelsen af mine Optegnelser, og saa havde de jo faaet bildt Fader ind at vi begge kunde faa en meget god Plads der om Sommeren. Vi fik saa vores Klunds samlet og fader fulgte os til Pladsen.