Peder Bjerg fortæller:
Den gang ejede kommunen at stykke jord, som lå syd for vejen, der går efter Korslund, nu tilhører det Øster Vintersgård. Der lå et hus, et Fattighus, vi kaldte det altid for Hospital. Der boede 3 kvinder: Stinne Nørgård, Mariane Prinds og Ciliane, de lå altid i kamp med hinanden, de fik understøttelse af sognet; men gik rundt og tiggede. Stinne Nørgård havde en søn, som hed Mads, han var ikke af de gode børn han var straffet for vold flere gange, og var en tid på Fattiggården; men stak af derfra, til sidst fandt man ham ude ved Holstebro, han lå ved en stak og var død, en tømt brændevinsflaske lå ved siden af ham.
Hospitalet blev revet ned i 1901, da købte Mads Buggesboel det, han byggede et stuehus af resterne, såvidt det slog til, det er der hvor Friistoft nu ligger, og nu bruges det til kostald.
Historiske kort, Fabjerg Sogn. Udgivet 1883 |
Mariboel har været Fattiggård i Fabjerg fra omkring 1890, hvor Niels Hald solgte gården til Fabjerg Kommune.
Peder Bjerg skriver i sine erindringer: Lars Maribol og Birgitte solgte gården til Niels Hald fra Ousgaard i Nr. Nissum. Han solgte den omkring 1890 til Fabjerg Kommune til Fattiggaard. Kommunen havde forskellige bestyrere, den sidste var Jens Dahl og Marie. Jens Dahl købte gården af kommunen og Fattiggårdens hovedbygning, som blev asyl beholdt kommunen med Dahl som bestyrer, en plejesøn overtog Maribol.
Krista Lauritsen fortæller:
Fattiglemmerne kaldte man beboerne. De boede adskilt af en lang gennemgående gang. De, der havde penge og kunne betale selv, boede på den ene side, og de, der ingen penge havde, boede på den anden side.
Asylet havde skiftende bestyrerinder: bl. a.
- Maren Nielsen – en søster til Niels Nielsen Hollands – fra 1920 – 1930
- Mette Kvisgaard – fra Øster Kvisgaard
- Fru Vinkel
- Anna og Chr. Jensen Brunshede
- Stinne og Johannes Nissen.
Der blev holdt sognerådsmøde på Asylet indtil man midt i 1966 byggede det nye plejehjem i Fabjergstad, så foregik møderne der.
Da Fattiggaarden blev nedlagt i 1963 købte Marie og Anker ejendommen af kommunen for 2.000 kr. kun med havejord til. Det var for inventar og gardiner og det hele, så det var et billigt stuehus, som de fik gjort i stand med centralvarme og indlagt vand.
Mett Hjort, Ann Holt, Mads Lundgaard, Søren Pedersen, Lise Obbekjær, Jenyvve (enøjede) Ann, Æ Furbo, Æ Kjøvenhavner, Bette Hans, Kristian Knudsen Vestergaard var bare nogle af beboerne.
Anker Dahl fortæller:
”Æ Furbo” var hans bedstefar og han blev kaldt æ Furbo fordi han var fra Fur. Han havde haft V. Nørgaardhus, og hans kone fik mange børn; men spurgte man ham hvor mange børn han havde, svarede han altid: ”Spørg min kone, hun ved det.” De fik 17 børn.
Da Murer Gottfred Kristensen faldt ned fra kirketårnet og der blev der samlet ind til enken, skulle Æ Furbo ha´kommenteret det på følgende måde: ” Her samlede de penge ind til hende og hun slap endda så nemt af med ham.”
Kresten Knudsen St.Vestergaard måtte ikke dø på Fattiggaarden, så han kom ud til noget familie, da han skulle dø.
Henning Jensen Kjær fortæller:
Bette Hans, Hans Chr. Hansen, gik ofte rundt som daglejer hos bønderne men han var dødsens ræd for hunde. Han var som regel i Lemvig hver torvedag, som var om lørdagen, og det skete af og til at han fik sig en tår over tørsten.
Engang kom Hans hjem fra Lemvig med en lille kæp i øret; men ud på natten skulle han af med noget af al det øl han havde drukket, så han gik ind ad den nærmeste dør som viste sig at være ind i et skab. “Huha sagde Hans mørk næt, aldri en stjar” (Mørk nat, aldrig en stjerne)
Han tog ofte en tur med toget til Bonnet hvor der var en beværtning og videre til Vemb over Holstebro hjem og så havde han ikke flere penge, skønt han normalt var gerrig, og ingen penge gav ud; men den tur skulle han på en gang imellem.
Hans var ofte et taknemligt offer for folks drillerier.
“Hans – sagde Hagbard Christensen engang – du skulle nu lægge erstatningssag an mod kommunen.”
” Hvorfor? ” spurgte Hans .
” Jow forde´di hår lå´e æ vej for tæt o di røv.
( Jo, fordi de har lagt vejen for tæt på din røv.)
Hilbert Nielsen fortæller
”Æ Køvenhavner” kaldtes en anden af beboerne på asylet, og det blev hun kaldt fordi hun hver gang hun skulle på tur sagde: ”Nu rejser jeg til København.”
Hun gik og plukkede “lusblomster” (mælkebøtter) i sit forklæde, fordi hun mente, de var giftige for kreaturerne og så gik hun op og begravede dem på møddingen og jævnede møget over dem med sine fingre. Hun havde også det med, at stikke af og gå på druk og når man så fandt hende et eller andet sted med en brandert på, skulle hun jo hentes hjem.
Jens Dahl og Jakob Bjerre havde engang fået hende læsset på en arbejdsfjedervogn og så gik det ellers ad Fabjerg til, men pludselig stikker ”Københavneren” Jens Dahl i bagdelen med sin hattenål.
I bar befippelse langer Jens hende een af pisken og river hattenålen fra hende og kyler den ind over marken.
Peder Stokholm fortæller
Æ Kjøbenhavner havde besøg af Doktor Nørby, engang hun havde været ved at skære sin pulsåre over. Det første lægen gjorde, da han kom ind til hende, var at fiske en flaske brændevin op af hendes bukser.
Så skreg hun i vilden sky; men Doktor Nørby tog det blodige stykke vat, han havde stået med for at stoppe blodet og proppede ned i halsen på hende, og så råbte han: ”Hold så din kjæft din forbandede kælling.”
Niels Nørgaaard fortæller om Bette Hans:
Hans Chr. Hansen 1875 – 1962
I min barndom d.v.s. i 1930 – 1940 boede på asylet en 10 – 12 personer, nogen boede der på grund af alder, andre fordi de ikke var raske og andre igen fordi de ikke kunne klare dagen og vejen.
En af dem var “bette Hans”, han var vel ikke mere end 150 cm høj, men hvad han manglede i højden, havde han i bredden, hans ben var usædvanlig korte og krumme, og da han gik lidt foroverbøjet, var der ikke langt fra jakkelommen til jorden.
Han gik altid rundt, om det var til Lemvig – eller det var ud og slå lyng i heden, jeg har aldrig set ham på en cykel, derimod havde han altid en kæp i hånden, og da en normal kæp var altfor lang til ham – stak den en halv meter bagud, og blev nærmest brugt på samme måde, som når man stager en båd.
Han var godmodigheden selv; men der blev sommetider lavet lidt sjov med ham – en gang sagde Hagbard Kristensen til ham: ” Hans jeg forstår ikke, at du ikke lægger sag an mod kommunen. ”
” Hvorfor sku jeg det ?”
” Jow, fordi de har lagt vejen for tæt ved din røw.”
Hans havde en tjans med at kræve ornepenge ind for Johannes Røgter i Hyldgård: men da Hans var meget ræd for hunde – de kunne jo også nemt nå op til hans buksebag – så skulle der ringes til gårdene i forvejen så hundene kunne være i snor, eller lukke inde, når Hans kom.
Engang beskrev Hans sit møde med en stor hund sådan: “En grimme stor køter, der kom lige imod mig, jeg troede bestemt at a høj fåt mi ejn tarme å se “.
Ingen havde noget ufordelagtigt at sige om Bette Hans; men han på den tid een af sognets skæve eksistenser.
Kristian Borum fortæller om Bette Hans(2012-2013)
Kilde: Borums.net
Hans Hansen – hed egentlig Hans Christian Hansen – blev kun omtalt som Bette Hans (altid udtalt Be’æ Hans). Han var født 07.10.1875 i Annexhede i Fabjerg og døde 10.10.1962.
Af gode grunde har jeg kun kendt ham sparsomt – da jeg var barn, og han var gammel. Jeg husker ham som en lille mand – deraf hans kaldenavn – der jævnligt kom på besøg i Sdr. Lund, hvor han gennem mange år havde fungeret som daglejer. Faster Risse omtaler sidst i brevet her fra 1934, at han hjalp til i roerne – Læs brevet her til højre…
Sin lidenhed til trods havde han i sine yngre år været stærk og – hvad der vel ikke var ualmindeligt på den tid – lysten efter at prøve kræfter med andre. Som han engang fortalte: Vi gik til Holstebro, bar’ for å kom’ te’ å slå’s!
KAMPMOD
Kamplysten gik dog noget på retur, da han kom over den første ungdom. Således mødte far ham engang i Lemvig, hvor han kom ud inde fra en beværtning: – Huha, der tør a e’ å vær’ … de er kommen op å slå’s, og Wolle [Ole Olsen] sijjer owen å en sto•he harboørbo!
EFTER EN BLODIG WEEKEND
Men det var nu heller ikke altid, at han var helt stolt over, hvad han havde bedrevet på sine udflugter til storbyen. Således fremviste han engang for far sin knortekæp, mens han dystert sagde: Sønderskov, der er blod å mi’ kjæp … og det er ret minneskblod!
OM AT BLIVE SNYDT
De værste oplevelser var måske i virkeligheden, når han var blevet snydt. Far mødte ham engang, hvor han kom gående langs vejen på vej hjem. På lang afstand kunne far genkende den lille mand, der stavrede af sted i vejkanten. Uafladelig fumlede han ved sine lommer i bukser og jakke og gennemsøgte alle vestelommer, mens han bandede og skældte frem for sig.
Forklaringen var, at han var kommet ind “et privat sted” omme i Ramme. Der havde man beskænket ham, men endnu før han var blevet rigtig døddrukken, havde man taget alle hans penge og lempet ham ud. Han havde således hverken penge – eller var blevet rigtig fuld – så der var ikke andet at gøre end at gå den tunge vej hjem.
OM AT VÆRE SKYDESKIVE
Nu er det jo aldrig rart at føle sig til grin, og Bette Hans har da nok ikke så sjældent oplevet at være skydeskive for de andre karles morskab formedelst sin beskedne højde. Således stod nogle stykke engang ved en hestebås, hvortil der var adgang via en halvdør. Da sagde en af de andre:
– Ja, Hans, hvis du ska’ kik’ ind te æ føløg, blywer du da nøj’ te’ å luk’ den nejerst dar op, for du ka’ da e’ kik’ øwer!
Hans blev rasende, men kunne jo intet stille op, men da han bagefter refererede til episoden, sagde han kampberedt om den formastelige:
– Han sku’ e’ ha’ såe jen o•he te’, så sku’ a ha’ spil’t fo’bold med den kå’l, så han var bløwen spil’t fo’bold mej!
OFFENTLIGE FRUENTIMMERE
Bette Hans blev aldrig gift, og jeg har heller aldrig hørt om, at han skulle have haft kærester eller have været forlovet. Men helt ukendt med kvindekønnet var han nu altså heller ikke – omend han nok gerne havde været i det mindste nogen af oplevelserne foruden. Således fortalte han om de uheldige eftervirkninger, han havde haft, da han havde besøgt “et offentligt fruentimmer”, for … hun håj’ en rådden dås’!
BRISTEDE ILLUSIONER
Som det vil fremgå, var det ikke udelukkende succeshistorier, Hans viderebragte om sig selv. Han fortalte også om, at han engang var inde hos en familie, som havde 2-3 halvstore piger. De satte sig på hans knæ og spurgte, om ikke han ville synge en sang for dem. Nu ved jeg ikke, hvor meget Hans ligefrem gjorde i den slags, men tilsyneladende var der da en ganske gemytlig stemning. Den vildfarelse blev Hans dog effektivt bragt ud af, da han gik, for han havde dårligt nok lukket døren bag sig, før han hørte en sige:
– Det var godt, vi bløw leer ve’ ham, den be’te forbandede skider!
OM SKAB
Far spurgte engang Hans:
– Hans, har du aldrig haft fnat?
– Jow, a hår endda væ’t luse’ å skawe’ manne gång’! lød hans opmuntrende svar.
VÆGELSIND
At han godt kunne lide at komme ud at svire – især i sine unge dage – fremgår vel af brudstykkerne ovenfor. Med tiden var lysten der måske stadigvæk, men han havde dog også betænkeligheder ved det, og det kom til udtryk i følgende ordveksling, han engang havde med far, da de mødtes foran en af beværtningerne i Lemvig:
– Der trowr a e’, a vil ind.
– Nej, det var da osse klogt at lade være med, Hans.
– Ja … ja, for en risikerer bar’ å mist’ alle si’ peng’!
– Ja, lad endelig være med det!
– Ja … nej, det trowr a e’, a vil … ja … jah, a ku’ jo osse gå ind å ta’ en enkelt genstand!
– Ja, det ku’ du da osse, Hans
HÆVNEN ER SØD
Bette Hans boede på asylet sammen med fattiglemmer (de blev senere betegnet fattigunderstøttede) og aldersrentenydere, der ikke havde familie eller boede i eget hus, men var åbenbart ikke på god fod med asylbestyreren, for engang erklærede han:
– Hvis hun dør fø’st, vil a sæt’ mæ å hinne grav å skij’ en sto•he lort!
Desværre har jeg ikke nogetsteds kunnet finde optegnelser, der bekræfter, at Hans rent faktisk fik gennemført sit forehavende.
VED GRAVEN
Apropos begravelse. Da Bette Hans på kirkegården kiggede ned i den åbne grav (vistnok ved bedstefars begravelse), sagde han:
– Det er en grim hwol!
OM AT SCORE
Nu var Hans jo fra en tid, der lå adskillige årtier før, nogen havde hørt om scorereplikker. Men selv om begrebet endnu ikke havde fået navn, eksperimenterede Hans alligevel med disciplinen.
Risse fortalte mig, at Hans engang, hvor han kom i nærheden af hende og åbenbart registrerede, at hun duftede af kølnervand, fremsagde følgende kompliment til hende:
Du ryhger godt, Karen!
En strid mellem 2 sogne om IKKE at forsørge fattiglemmer
Fortalt af Susanne Vestergaard, arkivleder Skarrild-Karstoft Museum og lokalarkiv
I Skarrild sogn, findes der som i andre sogne, i 1800tallet, flere personer der er under fattigforsørgelse – i 1858 ansøger Christen Andersen Knudsen og Ane Kjerstine Pedersen om fattigforsørgelse i Skarrild.
Ane er fra Fabjerg sogn, Skodbjerg Herred og Christen fra Ølstrup sogn, Bølling Herred, han har arbejdet på Nr. Karstoft som ung.
De lærer hinanden at kende, og det resulterer i at Ane føder et uægte barn – Birthe Kjerstine Christensen. Ane bor i Skarrild sogn og den ”udlagte barnefader” Christen tjener i Sdr. Felding sogn.
Stine (som Birthe Kjerstine bliver kaldet) bliver født d. 14/9 1849 – moderen Ane ernærer sig og datteren ved håndarbejde, men må efter en tid søge fattighjælp. Da Ane er født i Fabjerg sogn, flytter hun enten frivillig, eller forlanges flyttet dertil af Fabjerg sogn.
Det var nogle gange billigere for sognene, hvor fattiglemmet er forsørgelsesberettiget, at have lemmet hjemmet i sognet, end at refundere de udgifter som f.eks. Skarrild sogn, har på – i dette tilfælde – Ane og Stine. De er i 1855 på Fabjerg Hospital (Fattiggård).
Christen flytter noget rundt fra den ene plads til den anden, i forskellige sogne. I september 1849 rejser han til Sdr. Felding, i oktober tilbage til Skarrild sogn, og dernæst november 1950 rejser han til Fabjerg sogn (Ane´s fødesogn), hvor han har arbejde på Øreveile, herfra rejser han igen den 28/3 1853 til Resen.
1857 føder Ane den 13. maj datteren Johanne. Hun når lige at blive gift med Christen 14 dage før fødslen.
På den tid, kunne man ikke gifte sig, hvis man fik fattighjælp eller skyldte for en sådan hjælp, uden at sognerådets tilladelse til giftemålet.
Måske håber sogneforstanderskabet i Fabjerg sogn på at, Christen kan forsørge familien. Eller måske har de allerede nu, en ide om, at manden vil ende på fattigforsørgelse. I hvert fald må Christen have ansøgt om hjælp, for i juli 1858, bliver Skarrild forstanderskab, pålagt af Amtet, at refundere den understøttelse Chr. har fået i Fabjerg sogn.
At amtet er indblandet, skyldes at de to sogne ikke er enige om, hvem af dem, der skal betale understøttelsen til familien. Amtet har afgjort, at Skarrild har forsørgelsespligten.
Og da der i ”lov fra 1844 – står at gifte kvinder følger mandens forsørgelsessted, samt børn under 18 år – hvis han har opholdt sig uafbrudt i det nye sogn i 5 år, er Fabjerg sogn nu sluppet af med ikke mindre end 4 fattiglemmer.
Skarrild sogneråd må i 1858, nødtvungen lade familien flytte til Skarrild sogn, og ind på fattiggården. Nu er det i stedet Skarrild sogneråd, der begærer familien sendt til Skarrild sogn. Så godt nok kom man af med Ane og Stine først i 1850erne, men ender alligevel med at få dem tilbage som fattiglemmer igen.
Billedmateriale fra Fabjerg Sognearkiv
| Billede fra Asylet, Fabjerg ca. 1950
Bagerst fra venstre: Foran fra venstre: |
| Billedet er taget i Gudum Præstegård ved den årlige sommer-sammenkomst for sognets gamle.
Datering: ca. 1915 Bagerste række fra venstre: Anden række bagfra fra venstre: Tredie række bagfra fra venstre: Forreste række fra venstre – de 3 kuske for de gamle: |
- Folketælling (113. Hospitalet)
| A: Margrethe Jacobsdatter | 61 | Enke | Almisselem |
| Ane Kirstine Pedersdatter | 18 | Ugift | hendes Datter |
| Johanne Jensdatter | 46 | Enke | Almisselem |
| Karen Nielsdatter | 77 | Enke | Almisselem |
| Ane Marie Nielsdatter | 52 | Ugift | Almisselem |
| Niels Christian Nielsen | 13 | Ugift | hendes Søn |
- Folketælling (111. Hospitalet)
| Johanne Pedersdatter | 41 | Ugift | Almisselem | |
| Johanne Jensdatter | 52 | Enke | Almisselem | |
| Pernille Davidsdatter | 55 | Ugift | Almisselem | |
| Christen Pedersen | 33 | Gift | Almisselem | |
| Birthe Marie Bakken | 33 | Gift | hans Kone | |
| Mette Marie Pedersen | 3 | Ugift | deres Barn | |
| Peder Pedersen | 1 | Ugift | deres Barn | |
| Kjæld Pedersen | 65 | Enkemand | Almisselem | |
| Ane Marie Kjældsdatter | 9 | Ugift | hans Datter | |
| Ane Dorthe Laursdatter | 55 | Ugift | Almisselem | |
| Ane Laursdatter | 18 | Ugift | hendes Datter | |
| Niels Christian Nielsen | 19 | Ugift | Almisselem |
- Ane Kirstine Pedersdatter får en datter udenfor ægteskab med enkemand Peder Smed fra Rindsbye, Buckholdt sogn, Kjærherred, Tønder Amt: Ane Margrethe Pedersen, født 22.03.1842 i Fattighuset, konfirmeret 30.03.1856 som tjenestepige i Ørvejle. Moderen er ugift fruentimmer i Fabjerg Fattighus.
- Folketælling (79. Fattighuset)
| 1 | Ane Katrine Sørensdatter | 52 | Enke | Enke, Almisselem | her i Sognet |
| 1 | Maren Christensen | 10 | Ugift | et Pleiebarn | Varde |
| 2 | Pernelle Davidsdatter | 60 | Ugift | Almisselem | Gudom s, Ringk. Amt |
| 3 | Johanne Handrup | 55 | Enke | Enke, Almisselem | Nissum s, Ringk. Amt |
| 4 | Poul Berthelsen | 51 | Gift | Almisselem og Dagleier | Lem sogn, Ringk. Amt |
| 4 | Maren Jensdatter | 44 | Gift | hans kone | Møeborg s, Ringk. Amt |
| 4 | Ane Poulsen | 13 | Ugift | deres barn | Jordkirk, Apenrade Amt |
| 4 | Else Katrine Poulsen | 6 | Ugift | deres barn | her i Sognet |
| 5 | Mette Kirstine Jensdatter | 40 | Ugift | Almisselem | her i Sognet |
| 6 | Kjæld Pedersen | 7X | Enkemand | Almisselem | her i Sognet |
| 7 | Dorthe Lauritsdatter | 61 | Ugift | Almisselem | Fousing s, Ringk. Amt |
| 7 | Ane Marie Kjældsen | 14 | Ugift | et Pleiebarn | her i Sognet |
- Pernille Davidsdatter dør 16.03.1846 som almisselem i Fattighuset, 60 år gammel. Død af diarré.
1848 – 1850. Else Kirstine Christiansdatter får 2 børn udenfor ægteskab:
Ane Marie Christensen Født omkring 1848 i Vandborg
Jens Christian Mogensen Født 12.07.1850 i Fabjergdahlhus
Udlagt barnefader: Mogens Jensen fra Pilgaard, Dybe. Konfirmeret 29.04.1865
Margrethe Larsen får en datter udenfor ægteskab. Ugift fruentimmer i Fabjerg Fattighus: Ane Marie Christensdatter. Født 1853 hos Ole Hansen i Nørlem. Død 04.10.1853 (8 uger gammel) i Brunshede.
Folketælling 1855 (24. Hospitalet)
| Ane Kirstine | Pedersdatter | 41 | Almisselem | født i Fabjerg | |||||||
| Birthe Kirstine | Christensen | 6 | datter | født i Skarrild | |||||||
| Jens Peder | Christensen | 54 | Tjenestekarl | født i Ramme. g.m. Abelone Hansen | |||||||
| Abelone | Hansen Sand | 35 | Huskone, almisselem | f. Tuslund, Hadersl.A. gm. Jens Peder Christensen | |||||||
| Kirstine | Christensen | 5 | deres datter | født i Bentoft, Haderslev Amt | |||||||
| Else Kirstine | Christensen | 37 | Almisselem | født i Fabjerg | |||||||
| Ane Marie | Christensen | 7 | hendes datter | født i Vandborg | |||||||
| Jens Christian | Christensen | 5 | hendes søn | født i Fabjerg |
- Christen Jacobsen og Else Kirstine Christensen bliver gift 09.12.1855. Hun er almisselem og ugift fruentimmer, 37 år gammel. Han er født i Vejrum, ungkarl og tjenestekarl, tjenende på Nygaard i Nr. Lem.
- Ane Kirstine Pedersen bliver gift bliver gift 05.04.1857 med Christen Andersen Knudsen. Hun er ugift fruentimmer på Hospitalet, 41 år gammel. Han er ungkarl og tjenestekarl i Ørvejle, 36 år gammel, født i Ølstrup.
- Barn af tjenestekarl Christen Andersen Knudsen og Ane Kirstine Pedersen
Johanne Marie Knudsen Født 13.05.1857 på Hospitalet
- 1859. Barn af Christen Jacobsen og Else Kirstine Christensen
Kirsten Marie Jacobsen Født 26.10.1859 på Hospitalet
- Folketælling (55. Hospitalet)
| Marie Kirstine | Sachariasen | 78 | Almisselem | enke | født i Ølby |
| Ane Marie | Simonsen | 80 | Almisselem | ugift | født i Houe |
| Else Kirstine | Christensen | 42 | Almisselem | gift | født i Fabjerg |
| Ane Marie | Olesen | 19 | Datter | ugift | født i Vandborg |
| Jens Christian | Mogensen | 10 | søn | ugift | født i Fabjerg |
| Jacob | Jacobsen | 4 | søn | ugift | født i Rom |
| Kirsten Marie | Jacobsen | 1 | Datter | ugift | født i Fabjerg |
- Anne Marie Simonsdatter dør 5.9.1862 som ugift almisselem i Hospitalet, 82 år gammel. Hun boede 1855 i Lisumkjærhus.
- Marie Kirstine Sachariasdatter dør 14.11.1867 som almisselem på Hospitalet, 84 år gammel. Hun er enke efter fattiglem Søren Nørgaard, og hun er født i Fousing. Hun boede 1855 i Nørre Engelundhus.
1866 – 1872. Daglejer Christen Herup Christensen og hustru Ane Dorthea Jensen.
Ane Dorthea Jensen er født omkring 1832.
Kristen Kristensen Herup er indsidder i Hospitalet.
Mette Marie Kristensen Født 15.09.1862 (ikke i Fabjerg), Konfirmeret 08.04.1877 i Hospitalet
Jens Peder Christensen Født 11.08.1866 i Hospitalet
Christian Christensen Født 29.11.1872 i Hospitalet
Folketælling 1870. Hospitalet
| Ane Dorthea | Jensen | 51 | Gift | 1818 | Huusmoder, almisselem |
| Andreas | Jørgensen | 10 | Ugift | 1859 | Barn |
| Ane Margrethe | Christensen | 10 | Ugift | 1859 | Barn |
| Mette Marie | Christensen | 7 | Ugift | 1862 | Barn |
| Jens Peder | Christensen | 3 | Ugift | 1866 | Barn |
| Else Kirstine | Dørken (Christensen) | 51 | Gift | 1818 | Huusmoder, almisselem |
| Jacob | Jacobsen | 13 | Ugift | 1856 | Barn |
| Kirstine Marie | Jacobsen | 10 | Ugift | 1859 | Barn |
| Ane Dorthea | Laursen | 85 | Ugift | 1784 | Almisselem |
| Gjedske Johanne | Nielsen | 50 | Ugift | 1819 | Almisselem |
Folketælling 1880 (Fattighuset)
| Peder | Madsen | 72 | Gift | 1807 | Husfader, Husflidsarbeider, nyder Fattigunderstøttelse |
| Ane Kirstine | Madsen f. Jacobsen | 59 | Gift | 1820 | hans Hustru, nyder Fattigunderstøttelse |
| Mariane | Pedersen | 56 | Ugift | 1823 | Bor ene. Husflidsarbejde |
| Christen Herup | Christensen | 45 | Enkemand | 1834 | Husfader, Dagleier i Agerbruget, , nyder Fattigunderstøttelse |
| Jens Peder | Christensen | 12 | Ugift | 1867 | hans Søn, nyder Fattigunderstøttelse |
| Christian | Christensen | 7 | Ugift | 1872 | hans Søn, nyder Fattigunderstøttelse |
| Ane Magrethe | Christensen | 20 | Ugift | 1859 | Husfaderens Datter. Pleier Familien i Sygdoms Tilfælde |