Erindringer
Der er gået mange år, men siden hvornår…
….siden jeg blev født den 16/08-1932 i Nyholm (Fabjergstad 22)
som mine forældre havde købt den 1. januar 1932.
Jeg blev døbt Godtfred Helligsøe Kristensen – Helligsøe skulle efter sigende stamme fra en af mine formødre der var fra Helligsøe i Thy.
Mine forældre, Karen Margrethe Sejbjerg og Hagbard Villiam Barslev Kristensen blev gift den 3. januar 1932.
Mor var født den 23. juni 1907 i Nørtoft i Rom – min mormor Maren Sejbjerg var født i Vejrum og morfar Jakob Sejbjerg var født 16-07-1878 i Nørlem.
Mor var den ældste af 5 søskende, hun var opkaldt efter sine bedstemødre Karen efter sin farmor og Margrethe efter sin mormor.
Mors søskende var:
- Kirstine, døde af tuberkulose før hun blev 18 år.
- Magda
- Kristian
- Johannes, døde inden han blev 18 år af engelsk syge.
Min mormor blev indlagt på et sanatorium dagen efter mors konfirmation og hun døde inden et år efter af tuberkulose.
Far var født den 31. marts 1905 i Nyholm i Fabjerg
Min farmor Ane Marie Kristensen født Benjaminsen var fra Nees .
Farfar Godtfred Martin Kristoffer Kristensen var født i Odby på Thy, han var murer og blev dræbt ved et fald fra Fabjerg kirke i 1917.
Flere i familien bærer navnet Barslev og Helligsøe, to af mine farbrødre hed Helligsøe ligesom jeg.
Min bedstefars lillebror, der var vejmand på Thyholm hed Anton Helligsøe.
Barslev er et almindeligt navn på Thyholm, min faster hed Barslev og min oldefar hed Kristen Barslev.
Min far var nummer 6 ud af en børneflok på 10, min bedstemor blev enke med 5 ukonfirmerede børn og måtte tilmed føre sag mod kirken for at få erstatning. Sagen førtes helt til højesteret, før hun fik erstatningen. Årsagen hertil var at kassereren havde glemt at betale forsikringspræmien og kirken måtte udskrive ny kirkeskat.
Fars søskende var:
- Kristen som under krigen sad i Frøslevlejren (kommunist)
- Erik
- Karl
- Laurentin, døde som ung af tuberkulose
- Aksel som efter fars død kom op til farbror Anton Helligsøe på Thyholm hvor han voksede op
- Hagbard
- Maren
- Gunner, som også tilbragte en del af hans opvækst hos Anton Helligsøe
- Karen
- Anna, døde som ung af tuberkulose
Marie og Thorvald Friis, Toftvang
Vore nærmeste naboer var Marie og Thorvald Friis, som havde haft Vintersgård; men da sønnen Emil overtog gården, købte de Toftvang, hvor Thorvald – der i tidernes morgen var uddannet gartner – drev gartneri, biavl og havde lidt svineavl i et skur, der lå nede ved mosen.
Et par ualmindelig flinke ældre mennesker, som mine forældre havde megen omgang med. Min første erindring – eller genfortælling – om dem, handler om at jeg engang var gået derom i middagsstunden og med en pind var begyndt at rage i flyvehullet på én af bistaderne.
Det finder bierne sig jo ikke i, så jeg blev overfaldet af bier og fik rigtig mange stik, jeg hylede og løb hjem til min mor og som ikke vidste sine levende råd. Så hun for om til Marie og så blev jeg vasket i skummet mælk.
En anden gang – også i middagsstunden – var jeg gået over for at hente nogle af Thorvalds lerkrukker; men dem måtte jeg pænt bære over igen. Men det var et ualmindelig godt naboskab.
Jeg tror ikke der var mange aftener, at min far – når han kom fra arbejde – ikke lige skulle om at hilse på Marie og Thorvald og give dem et frisk pust udefra.
Jeg var enebarn til jeg var godt 5 år, så en dag lige efter nytår kom Moster Petrine og da der var gået et par dage fulgte min far mig om til Toftvang og da jeg kom hjem om aftenen havde jeg fået en lillesøster
Stor var min forbavselse, det er ikke som i dag, hvor børnene skal gå og mærke på deres mors mave, så de er fuldt orienteret om familieforøgelse.
Laura og Thorvald Kristensen, Nørtoft
Mit område var ikke stort før jeg begyndte at gå i skole.
Jeg har omtalt naboerne Marie og Thorvald Friis – til min fødselsdag fik jeg altid jordbær af dem – men jeg kan ikke huske Oline i Nørtoft; men jeg mener hun havde været gift med Gravers Svendsgaard. Hun havde en landpost der hed Johan, der boede hos hende; men jeg har som sagt ingen klar erindring om dem.
Men efter hende kom Laura og Thorvald Kristensen til Nørtoft, de havde en datter Inga. som nok var 3-4 år yngre end mig. Laura var en ualmindelig rar kone, som jeg gerne ville hen til, hun havde altid tid til mig.
Jeg husker at jeg har været med hende engang hun trillede Inga i barnevognen, vi skulle op til Maren og Lars Larsen – Maren og Thorvald var søskende.
Der var langt at gå for en lille dreng på 4 år; men jeg havde ved barnevognen og vi skød genvej – men alligevel, pyha.
Thorvald var meget hidsig og engang – én af hans køer havde rykket sit tøjr i stykker – nåede han lige at få fat i halen på den i den øverste ende af Thorvald Friis´s have nord for vejen – så han blev trukket hele vejen ned gennem læbæltet; men hans hidsighed var ikke blevet mindre, koen blev trukket hjem i stalden og fik nogle bank, så den sprang over fyldtømmeret og ødelagde det, så først dulmede hans vrede.
Ved krigens udbrud solgte de ejendommen til P. A. Jeppesen og der flyttede lejefolk ind. Helga og Kristen Vemmelund havde to børn Inge og Børge, de kom fra Sjælland, de havde været på en herregård hvor Kristen var chauffør; men da krigen rationerede benzinen, var der ikke brug for en chauffør mere og de flyttede til Vestjylland og de var et par ualmindelig flinke naboer.
Kristen Vemmelund fik arbejde på flyvepladsen hos tyskerne, det var der en del der gjorde dengang. Lige før krigen sluttede købte de en ejendom i Vind. Jeg kan huske de havde sølvbryllup i 1954, hvor mor og far var med. Jeg var også inviteret; men var på det tidspunkt soldat i Holstebro, samme dag skulle vores eskadron flytte til Hevring på grund af skydeøvelse; men jeg var kørt til reparation med min jeep og kom derfor ikke med kolonnen fra morgenen af; men skulle følge efter når bilen var klar.
Det blev den dog ikke før det blev aften, så Fåborg og jeg smuttede over Vind og fik suppe m.m., så det blev sent, før vi fandt Hevring.
På et tidspunkt solgte Vemmelunds ejendommen og flyttede til Hillerød, hvor vi havde kontakt med dem i mange år.
Marie og Niels Hjort, Hyldgaardhus
Vore naboer mod nord i Hyldgaardhus hed Marie og Niels Hjort. Marie kan jeg ikke huske og Niels husker jeg kun dunkel, de havde haft en gård i Rom.
Hjort som han kaldtes havde en hest og krejlede rundt med flere ting bl. a. fisk. Hesten kunne blive stædig – efter hvad min mor har fortalt – når de kørte til Lemvig, ville den pludselig ikke længere, så måtte Hjort vende køretøjet og køre hjem igen.
Da mine forældre blev gift, holdt de avis sammen med Hjort og – igen ifølge min mor – kostede den 3 kr. i kvartalet og begge steder kneb det med at finde de 1,50
Hjort havde flere børn; men dem har jeg ingen erindring om; men en søn Møller kom sommetider og besøgte mine forældre, han boede vist i København. Den yngste søn Erhard var chauffør og boede i Struer, ham har jeg mødt i Thyborøn
Ifølge Niels Bjerre som var hjemmeslagter skulle han slagte Hjorts hest, det foregik ved skydning og da skuddet faldt ramte en blodstråle Marie lige i ansigtet og hun faldt besvimet om. Hjort råbte forarget: ”Du har drolen splide mig ramt Marie.”
Emma og Henry Anneberg, Hyldgaardhus
Hjort solgte ejendommen sidst i trediverne og flyttede til Lemvig, så var der lejefolk i ejendommen et stykke tid; men så købte Emma og Henry Anneberg den, de kom fra Høgild ved Herning; men var henholdsvis fra Ramme og Fjaltring.
De havde to drenge, da de kom, Kristian og Børge og fik to mere Kaj og Jørgen. De solgte ejendommen omkring 1956-57 og flyttede til Rom.
Kr. Højlund boede i Højlund, jeg har været med min mor og far deroppe en aften til aftenskaffe, jeg var jo enebarn og kunne som følge deraf ikke være alene hjemme. Jeg kan ikke huske noget fra den aften; idet jeg faldt i søvn; men jeg kan huske Emil Friis i tiden derefter jævnligt spurgte mig om hvad jeg syntes om småkagerne. Der var nogle kønne døtre og vistnok en søn som rejste til Amerika; men jeg har ingen erindring om denne familie udover det.
Petrea og Emil Friis, Vintersgaard
I Vintersgård – hos Petrea og Emil var et sted vi kom meget.
Emil og min far var barndomskammerater.
Der var 3 drenge der: Thorvald – født 14-05-1932 – han var tre måneder og to dage ældre end jeg og Peder født i 1934 var to år yngre og Herluf fra 1937 var 5 år yngre; men der kom jeg meget som dreng; mange gange gik min mor og far og jeg og senere min søster Maren derned om aftenen med tøjskoene i lommen, det var hyggeligt en frostklar aften.
Når man hørte Emil og far fortælle fra deres barndomsdage, opdagede man at drenge altid har været drenge.
De tre drenge var ikke altid så velopdragne; men Emil havde en høj tolerancetærskel overfor drenge.
Jeg kan huske en aften Johannes Jensen – æ røgter i Hyldgård i mange år – også var der en aften og han ville gerne drille Emil og far med deres manglende hårpragt- han havde selv et flot hår skal lige tilføjes.
Petrea som gik igennem stuen og havde hørt Johannes´s drillerier vedrørende skaldepanderne replicerede: ”Mit kendskab angående mænds hår er: Meget hår, lidt forstand! Tænk bare på Julius nede i cykelstalden.”
Det skal siges at han havde et ualmindeligt stort hår men nok ikke så meget på den indvendige side af hovedet.
Julius passede cykelstalden i I. M.´s Gård i Vestergade i mange år.
I Vintersgård var der gerne to karle, de første jeg kan huske er Orla og Laurids oppe fra David Nielsen i Nr. Nissum.
På tur til Nørlem
Vi kom ikke så meget ud dengang, jeg kan huske at vi sommetider cyklede en tur – med mig på stangen – om sommeren til stranden i Nørlem for at bade.
Vi cyklede også hen til min Bedstefar i Nørlem, han boede i Solbakken; men han boede først i Nørtoft i Rom.
Han havde to gamle morbrødre, der ejede Nygård og vistnok arbejdede som tømrere. Da de døde arvede Bedstefar ejendommen og blev landmand; men efter nogle år længtes han tilbage til murer-skeen og byttede Nygård bort for Solgården, hvor han boede til 1942, da han byggede hus på Fabjergvej. Huset solgte han i 1946 og byggede igen, denne gang i Østerbjerg, hvor han boede til sin død i 1963. Min Bedstemor døde i 1922; men Bedstefar blev gift igen i 1932 med Katrine.
Da mor skulle i skole boede de stadigvæk i Rom og hun skulle derfor gå i skole
i Rom, selvom de boede nærmere Nørlem. Da læreren i Rom var kendt for at banke børnene – han blev kaldt ”Rom Tærskeværk” – ville min Bedstefar ikke have sine børn i denne skole længere, så min mor og hendes søster Kirstine kom til at gå i Nørlem friskole.
Vi var også på besøg i Brydeboel hos Else og Anders Serup, hvor både min mor og far havde tjent – min mor i et halvt år og min far i 3 år.
Og vi besøgte Agnes og Jakob Jensen i Nørlem, når jeg kan huske det skyldes det at Jakob havde en bunke Knold og Tot bøger, som jeg studerede med stor interesse.
Jakob Jensen og Jakob Molkjær var fætre til min Bedstefar, der må være en Jakob mere imellem mine forfædre.
Min tante Stinne og farbror Karl boede på Sølystvej og flyttede senere i Vejbelsgade. Karl arbejdede på Lemvig Svineslagteri og de havde 4 børn: Godtfred, Else, Egon og Anne.
Min fars faster og onkel Dorthea og Mads Kokholm boede i Østergade 3 a. Mads var murer og arbejdede engang sammen med min Bedstefar.
Bedstefar har fortalt at de en lørdag havde været i Lemvig og besøgt flere af de 39 værtshuse der var dengang. De havde da mødt en bondemand, som var i Lemvig for at sælge nogle rugeæg og han havde ikke fået udsolgt; men han fik afsat de sidste æg til Mads Kokholm, som fik dem i jakkelommerne.
Da de senere skulle gå mellem nogle lygtestandere kunne Bedstefar høre en mærkelig knasende lyd; men han sagde ikke noget; men en tid efter spurgte han Mads:” Hvor mange kyllinger blev der ud af dine rugeæg Mads?
Ingen, æggene var ikke befrugtede !”
Når vi var i Lemvig satte vi altid vore cykler ved gavl enden hos Mads Kokholm.
Dorthea og Mads boede først i et gammelt hus i Nørlem; men byggede i 1914 ejendommen Højvang, som de solgte i 1919 og købte Birchs Minde i Lemvig.
Bedstemor i København
Da min bedstemor i 1937 solgte ejendommen i Fabjerg, flyttede hun til Lemvig og fik en lejlighed i ejendommen efter Mads Kokholm men allerede samme år flyttede hun til København for at være sammen med sine to døtre, mine mostre Karen og Maren, Karen boede i Andreas Bjørnsgade og Maren i Burmeistergade Prinsensgade hvor Kristiania ligger
Da bedstemor flyttede var det ombord på Mathilde som sejlede mellem Lemvig og København.
I 1938 blev det bestemt at vi skulle en tur til København for at besøge hende, nu var der kommet en Lillebæltsbro og lyntog og der var stor dyrskue på Bellahøj og 150 året for Stavnsbåndets ophævelse og det hele, så selvfølgelig skulle vi til København.
Det var min første tur med tog og så med de nye lyntog, jeg tror det tog 6 timer. Vi skulle være væk i en uge og mors moster Petrine skulle passe ejendommen.
Vi boede hos min faster Karen, som var ugift, der boede bedstemor også.
Men når bedstemor var i København længtes hun efter Jylland og modsat længtes hun efter København når hun var i Jylland, så det blev til mange rejser frem og tilbage.
Vi havde en del familie i København, som vi skulle besøge
Faster Maren boede i Burmeistergade, Kaj, hendes mand, var murer og de havde en datter Frida, som var en måned ældre end min søster Maren.
Farbror Aksel som også var murer var gift med Rigmor og de havde to drenge Verner og Torben
Min yngste farbror Gunner var ansat ved åndsvage forsorgen
Morbror Peder som var ansat på Riffelsyndikatet var en typisk Benjaminsen. Han var underholdende. På sine gamle dage besøgte han os hvert år, han kom altid med rutebilen kl. 15 og rejste næste dag kl. 9.00, han skulle jo nå mange niecer og nevøer. Men han snakkede uafbrudt fra han kom til han rejste igen.
I 1952, da hans barnebarn Peter Rasch vandt guldmedalje i Helsingfors i toer kajak var han ikke nem at stoppe.
Alle medlemmerne af familien skulle jo besøges og blev det, vi var også ude ved Bellahøj dyrskuet, jeg kan huske at min far var meget interesseret i en tohjulet traktor, en forløber for vores havetraktor.
Og vi var på strøgtur med min søster i barnevogn og med min fars lillesøster Karen. Far blev stoppet af en tigger der bad om penge, da han – efter eget udsagn – havde drukket alle sine penge op – far stak ham en 50 øre eller 1 krone – det husker jeg ikke – men faster bebrejdede ham, at han gav penge til sådan en fyr.
Fars svar var:” Manden var da ærlig!”
Det var min far i en nøddeskal og viste hans sociale indstilling til samfundets tabere.
Det var en hård uge i København og da vi kom hjem var det første far gjorde at trække sine sko af og tage træskoene på, inden han skulle rundt at se hvordan det stod til på ejendommen.
Mads Lundgaard
Da far overtog ”Nyholm” havde mor Mads Lundgaard på kost.
Han havde arbejdet sammen med min bedstefar, da han styrtede ned fra Fabjerg Kirketårn i 1917, dengang spiste han ved min bedstemor og fortsatte med det ved min mor, til han engang i 50´erne på grund af sygdom kom på Fabjerg Asyl. Før den tid boede han i et værelse over centralen og hentede vand ovre i Brugsen til at vaske sig i – det var koldt vand – men han var altid pæn i tøjet. Han var en stor, stovt, pæn mand der var fantastisk god til at tegne.
Han havde sjovt nok nogle halvbrødre, de var alle små mænd.
Hans store interesse var duer, han havde nogle af Danmarks fineste duer – og han deltog i udstillinger over hele landet, jeg kan huske at han både var i Roskilde og København, han havde en grund mellem Fabjergstad 37 og 45, hvor han havde sit dueslag.
Han var en meget præcis mand, når han var arbejdsløs kom han og spiste kl. 12 – 15- og 18 – hvornår han spiste morgenmad kan jeg ikke huske – men man kunne næsten sætte sit ur efter ham
Jeg husker, vi engang skulle til Lemvig for at besøge bedstemor før jul, mor var begyndt på julebagningen og jeg havde bagt nogle vanillekranse, som Mads Lundgård havde truet med at spise, mens vi var i Lemvig
Det første jeg gjorde, da vi kom hjem, var at kontrollere om kagerne var der. Men – nej, de var borte, så jeg stak i at tude mens jeg fremstammede: ”Han har ædt dem.” Vort køkken havde træbjælker, der bar loftet, her havde Mads taget vanillekransene og bundet dem på en snor og hængt dem op på en søm under loftet, så sorgen blev vendt til glæde.
Julebagningen var et stort projekt, der skulle bages mange forskellige slags kager; men især pebernødderne husker jeg, jeg tror mor bagte af 16 pund mel.De skulle slå til, til påske og der skulle sendes nogle til København til bedstemor.
Post, fiskemand og slagter
Hvem vi havde til landpost kan jeg ikke huske – jeg tror det var Marcus post som boede oppe i Nyborg; om ham fortalte bedstemor, at han – når konen skulle vaske storvask, hængte dørene af for at børnene ikke skulle få fingrene i klemme i dørene.
Efter ham fik vi Bachman fra Lemvig, han var gift med ”Æ døv´smeds” datter Anna Laursen.
Vi havde en fiskemand fra Lemvig Thorvald Jepsen, som kørte omkring i en tohjulet kærre, med en russer som forspand, han drak ren sprit og det kunne også lugtes.
Rugbrød fik vi fra Struer Brødfabrik ”Moselund Bageri” også med heste forspand.
Og vi havde besøg hver uge af Slagter Kibsgaard fra Gudum, han kørte i bil.
Da krigen brød ud og der blev lukket for benzinen, cyklede mor hver lørdag formiddag til Gudum for at handle kød.
En gang imellem kom Jens Munksgaard fra Lemvig cyklende og solgte røget fisk.
Når bedstemor var hjemme på besøg fra København boede hun hos os og tog på besøg herfra, hun skulle altid besøge Hanne Laursen – Æ døv´smeds” kone, hun stammede ligesom min bedstemor fra Nees.
Og Kristiane Stensgaard, en gammel veninde, om hun stammede fra Nees ved jeg ikke. Når vi slagtede gris til jul skulle jeg altid ned til Kristiane med noget af grisen, nok igen fars sociale indstilling.
Vi havde også altid besøg af Eskild Pedersen når bedstemor var hjemme. Han boede i Granly.
Jeg kan også huske der af og til kom en uldhandler der stammede fra Lemvig.
Kortspil
I min barndomshjem er der altid blevet spillet meget kort, nok en arv fra min bedstemors tid, jeg kendte kortene noget før jeg kunne bogstaverne. Jeg husker at karlene fra Vintersgård Laurids og Orla tit kom om vinteraftenerne og så blev der spillet Rommy og Hjerterfri.
Da Peder Jeppesen flyttede til Nørtoft skete det at Emil Friis kom om aftenen, så blev der sendt bud til Nørtoft efter Peder og så blev der spillet Ligeud.
Var vi hos bedstefar og der var flere samlet blev der spillet femkort, det har jeg aldrig lært.
Min far, Hagbard
I 1939 blev vejen gennem Fabjergstad asfalteret. Far ville gerne have vejen rettet lidt, den lå og ligger stadigvæk nær på Nyholm; han tilbød at betale lidt til opretningen, jeg tror det var 100 kr. men det afviste formanden Jens Tang på det kraftigste. Mor har senere fortalt at far blev så gal at håret stod lige op på hovedet af ham.
Vejen blev asfalteret igennem Fabjergstad og så skete der ikke noget før i 1951 igen, jeg mener at det var samtidig med at Fabjergstad blev kloakeret og spildevandet ført ud i Karl Lunds Mose.
I 1939 fik vi lagt tegl på huset og noget af stuen blev lagt til køkkenet, gangen og et lille værelse blev lagt til stuen og der blev bygget veranda.
Der kom en kamin i stuen og der blev sat en spjæld i, så der kunne ledes luft ind i den ”pæne stue.”
Far var med til at starte fagforening og socialdemokratisk forening i Fabjerg. Hans store drøm havde nok været at få en større ejendom i hans unge dage; men det var tiderne og økonomien ikke til der i 30’erne.
Han deltog i Husmandsforeningens konkurrencer og fik præmier og diplom i 1934 og i 1937 og i 1948 fik han diplom for veldrevet markbrug.
Han elskede – når han kom fra arbejde – at gå en tur i marken med hakkejernet og ve den stakkels tidsel han mødte på sin vej.
Hans mødding var altid rettet og klappet, så der langt efter hans tid var folk, der kunne huske Hagbards mødding.
Mor elskede dyrene, så de var fælles om glæden ved deres landbrug.
Far var i bestyrelsen for husmandsforeningen og da han trak sig valgte man mor ind.
Far meldte sig ud af fagforeningen i 1948, de skærpede karéns-regler for mindre landbrug gjorde at han ingen økonomisk fordel kunne se ved at stå i fagforening
Skolegang
Første april blev lidt af en skelsættende dato for mig – jeg begyndte nemlig at gå i skole i Fabjerg Ndr. Skole.
Jeg havde fået en rygsæk, penalhus og en tavle med en griffel. Den første dag blev jeg fulgt i skole af min far, vores lærerinde Frk. Jørgensen havde far også haft i skolen, vi var 6 elever og jeg var den ældste.
Den næstældste var Krista Karlsen – hun var datter af landpost Johannes Karlsen og Johanne, hun var enebarn og var lidt præget af det.
Nr. tre var Axel Faddersbøl, hans mor var fysioterapeut og ugift, hun var en søster til Else i Svendsgård. Hun boede i Svendsgårds ”røgterhus” sammen med deres far og mor.
Nr. fire var Egon Dahl som var søn af Magda og Marinus Dahl – Marinus kørte mælk for Skødbæk Mejeri – de boede i Højtoft.
Nr. fem Aksel Stokholm Christensen var søn af Johanne og Niels Stokholm – de boede i Buggesboel. Niels var i mange år formand for Fabjerg Husmandsforening, så mor og far havde en del med ham at gøre. Niels var altid en glad mand.
Nr. seks var Viggo Larsen søn af Maren og Lars Larsen – Lars var skovarbejder og skorstensfejer.
Jobbet som skorstensfejer overtog far sidst i 30´erne, det skulle være en håndværker og var næsten altid en murer. Far havde jobbet indtil 1970, da kommunalreformen afgjorde at der skulle være større distrikter og Lemvig Kommune blev et distrikt.
Aksel og Viggo var nabobørn og var et år yngre end vi andre – hvorfor de kom så tidligt i skole ved jeg ikke – men jeg har altid sagt at det var fordi forældrene ikke kunne styre dem….
Frk. Jørgensen – det kaldte vi hende altid – var en meget rar ældre dame af typen med knold i nakken.
Vi gik 4 dage om ugen fra 13.00 – 16.00 og i vinterhalvåret gik vi fra 9.00 – 16.00 med en times middagspause, så nogle af os kunne nå at cykle hjem og spise.
Nørlem den 12. marts 2003
Godtfred Helligsøe Kristensen