Niels Nielsen Hollands (1951):
Aaret 1900 fik vi oprettet Ringkøbing Amts Vareindkøbsforretning. Der byggedes ved Korsvejen Nord i Sognet, hvor Jordemodervejen og den ny Lemvig-Gudum Vej, som anlagdes 1891, krydser hinanden.
Uddeleren i Brugsforeningen tog imod Svinene, som blev kørt til Struer Andelssvineslagteri, som vi her i Sognet omtrent alle blev Medlemmer af, hvem der opfedede Svin, og han modtog alle de Æg, vore Høns kunde lægge. Eksportforeningen er senere oprettet, og Slagtekvæget sælges herigennem. I Brugsforeninen fik vi Varer i Mængde lige fra Kraftfoder og Kunstgødning, Skovle og Grebe, Kaffe, Sukker til Skraatobak og Cigarer og ny Bukser og en Mængde andre Ting. Alt gik paa Andelsbasis.
Ved Aarets Slutning afholdtes Generalforsamling. Overskudet fordeltes, Underskud kendes ikke. Medlemmerne møder talrigt op. Kaffen drikkes, Cigarer ryges, Humøret stiger og naar Højdepunktet, naar Sognefoged Borum begynder at holde Auktion over de Varer, der ikke er blevet solgt i Aarets Løb. Men Aarenes Tal gør sig gældende.
Vor afholdte gamle Sognefoged Borum maatte træde tilbage hen i Foraaret 1921, og der afholdtes en Fest for ham i Forsamlingshuset, hvor et Guldur fra Sognets Beboere blev ham overrakt til stor Glæde for ham ogsaa derved, at mange gode Ord lyder til Tak for hans Indsats til Sognets bedste gennem de mange Aar. Og saa — allerede før Borum er traadt tilbage – er Jens Tang udset til at indtage hans Plads for at ordne Sognets mange Sager.
Han bliver Formand i Sogneraadet, Formand for Bestyrelsen i Brugsforeningen og for mange andre Bestyrelser baade her i Sognet og uden for Sognet. I 20 Aar er han fra 1921 Sogneraadsformand, blev saa Lemvigegnens Repræsentant i Amtsraadet, og han udfører alle sine Hverv med stor Dygtighed. Vi siger ham Tak for hans Indsats ved at vælge ham igen, hver Gang han kommer paa Valg.
Da han fyldte 60 Aar, mødte en Deputation hos ham og overrakte ham et Guldur fra Beboerne som Tak for hans Virke. I Tiden, som han har og stadig som Formand for Bestyrelsen i Brugsforeningen leder Udviklingen, har denne været kolossal.Omsætningen de første Aar var forholdsvis faa Tusinde Kroner.
Der begyndtes ret beskedent, bl. a. var den første Formand, Lærer N. A. Christensen, baade forsigtig og solid indstillet. En Pige fra Sognet, Marie Jensen, Engholm, som havde gode Evner, blev antaget som Uddeler, og Forretningen gik støt og tilfedsstillende. Da Handelen efter nogle Aars Forløb var gaaet godt frem, blev hun gift med Murer Kristian Jensen fra Korslund. De købte Bjerregaard i Ramme, og Brugsforeningen fik en ny Uddeler Knud Mølgaard.
1913 blev der Enighed om at antage L. Kølhede Larsen fra Over Dubgaard som Uddeler. Han var købmandsuddannet og havde i en Aarrække været i en større Forretning i Lemvig. Han kom i 1913 og blev til 1927, da den nuværende Uddeler Viggo Degn kom.
Han kan holde 25 Aars Jubilæum til næste Aar, og saa har Vareomsætningen ganske kulmineret med en Million Kroner, hvilken Sum den omtrent naaede i 1950.
I 1941 skete en betydelig Udvidelse af Bygningerne, Butik og Lagerplads omforandredes og udvidedes samt et stort nyt Pakhus, særlig for Grovvarer, opførtes. Det er særligt i de sidste ca. 20 Aar, at Fremgangen i Brugsforeningen er sket.
De første 13 Aar var der 2 Uddelere, Marie og Kristian Jensen og Knud Mølgaard, og fra 1913 til 1927 L. Kølhede Larsen, fra 1927 Viggo Degn.
Den første Tid af de 27 Aar var Lærer Christensen, saa Søren Svendsgaard, igen Lærer Christensen og saa igen Svendsgaard til sin Død i Marts 1924, fra 1924 Jens Tang, Formand. Alle disse kan siges at have gjort et godt Arbejde for, at Foreningen er gaaet støt og godt frem i disse 50 Aar. For en Aarrække siden skete den Udvidelse af Foreningen, at den foruden at være en Afdeling af RAV ogsaa blev en Afdeling af FDB.
Jens Bjerg f. 1909
Dengang leverede bønderne selv deres grise i en stivvogn eller fjedervogn, eller hvad man havde, i brugsforeningen, og der løb vi meget omme i frikvartererne, når vi gik til præst. Uddeleren hed Kølhede Larsen; men det var Kristian Marinus Frandsen, der tog imod grisene. Hvor der nu er pakhus, blev de læsset af. Det var i en lav bygning, og så gik de derinde og sloges – svinene altså – indtil de blev hentet. De var øremærkede, så de gik sammen.
Kølhede Larsen – som var en udmærket uddeler – kom altid ud med en seddel til folk, og så skrev han lige forskud 50 kr. Folk fik altid forskud på deres svin, 50 kr. hver gang, uanset hvor mange svin de kom med.
Vi kørte vore svin derop i fjedervognen, vi havde gerne et svinenet over, jeg var nu ikke så glad for at køre med dem, de kunne godt finde på, at prøve at lette forsædet med trynen. Det er ikke så længe siden, der var snak med Nelly om det, det var det værste hun vidste, når hun skulle ud for at passe på, at svinene ikke rendte af vognen, når vi var ved at læsse dem. Vi – ja, jeg hjalp ikke, jeg var for ”bette” (lille) til det .
Jeg kan huske, der kom en stor lastbil efter dem, det var én med massiv gummi, det var jo lige efter 1. verdenskrig. Jeg kan huske der var en stor kæde, der gik fra hjulet og op til motoren. Så skulle de have alle de her svin læsset, og så til daler´n (kørende) til Struer med dem.
Krista Lauritsen
Det gik rigtig godt i mange år, der blev holdt generalforsamling for et fyldt forsamlingshus, og man fik udbetalt dividende på 4 % af omsætningen. Men efterhånden skød de store supermarkedskæder op i Lemvig og Holstebro, og i 1990’erne balancerede Fabjerg Brugsforening på underskuddets rand og måtte kæmpe hårdt, for at holde sig på banen.
De store supermarkeder trykkede priserne, det var svært at være en lille Brugs.FDB blev for dyre med deres varer til de små brugser og man kunne ikke få kvantumsrabat, som de store butikscentre kunne. Fabjerg Brugsforening gav underskud i en del år, og selv om man havde solgt beboelsen fra, begyndte det at rykke den forkerte vej – det var en uholdbar situation.
Formanden Peder Kjær var på generalforsamlingen i 1992 ikke optimist med hensyn til Brugsens fremtid – regnskabet viste et uacceptabelt underskud og bestyrelsen så sig nødsaget til at tage sine forholdsregler. Uddeler Ulla Nielsen fik pr. 1 juli 1992 sin opsigelse og man snakkede om at nedlægge Brugsen, eller måske sælge den så billig, at der var én eller anden der ville tage over.
Der blev oprettet en støttekreds med deltagelse af blandt andet Jens Møller Villesen, Jens Hillgaard og Krista Lauritsen. De hjalp ved alt forefaldende arbejde, og man samlede penge ind og malede og reparerede, hvor der trængtes og der blev solgt amerikansk lotteri med sponsorerede præmier til fordel for Brugsen. Medlemmer af støttekredsen passede butikken, når Ulla havde fri, og det gik fint i nogle år.
I 1998 var der kommet nye medlemmer i bestyrelsen og Fabjerg Brugsforening trak sig ud af FDB. som i mange år havde været en alt for dyr leverandør og gik over til Let-Køb. Nu kunne Ulla køre med priser, der kunne konkurrere og Let-køb fik råd til at lønne unge mennesker, som kunne afløse Ulla i butikken lørdag og søndag, og når der ellers var behov for det og man anskaffede sig en ovn, så man selv kunne bage brød.
Fabjergs eneste dagligvarebutik eksisterede i en årrække, indtil Letkøb blev opkøbt af Kwik Spar.
I 2013 kom der planer om renovering af den gamle brugsforenings butik. Men man enedes om at bygge et nyt indkøbscenter i stedet for, og man fik Søren V. Jensen til at tegne og forestå indretningen og der blev samlet 1.200.000 kroner ind i løbet af kort tid og så skulle der bygges.Hos Fabjerg Vandværk lånte bestyrelsen ca. ½ million til formålet, og den 25. maj åbnede ”Min Købmand” i nye lokaler.