Fabjergstad 45 – Fabjerg Auto-Service

Fabjerg Autoservice

Krista Lauritsen:
Jens Simonsen var cykelsmed og broder til smed Niels Simonsen. De var brødre, og de drev smedeforretning sammen i Fabjergstad 44, indtil Jens Simonsen i 1948 byggede Fabjerg Autoservice på den anden side af gaden.

Herluf Friis:
Mekanikerværkstedet her i byen syntes jeg var ganske imponerende. Oppe under loftet gik en lang drivaksel monteret med flere hjul, der ved at skubbe med et håndtag frem og tilbage kunne trække forskellige maskiner. Der var jernsav, drejebænk, boremaskine, slibemaskine og sluttelig fortsatte akslen ind i grovsmedjen, hvor den kunne trække et stort skrummel af en hjemmelavet motorhammer, der kunne hamre, så hele huset rystede.

Der var næsten ingen reparationsarbejde på mekanikerværkstedet, hvilket skyldtes, at de få biler, der var, var opklodsede på grund af, at der ikke kunne købes benzin. I mit hjem havde vi også en bil, en nyere Ford, som min far købte i 1943, hvor priserne på biler var fuldstændig i bund på grund af, at man ikke kunne købe benzin. Den stod opklodset inde bag i laden godt gemt bort i halm. Hvis den stod i garagen, var der stor risiko for, at tyskerne ville beslaglægge den.

Der var dog noget arbejde på værkstedet. Man opkøbte gamle biler, som blev ophugget. Undervognen blev ofte ombygget til landbrugsvogne / mælkevogne. Motor, gearkasse m.v. blev solgt som gammelt jern og det gode betræk, der var i bilerne, blev udtaget og solgt til fremstilling af indesko og børnetøj.

Tilbage var kun karosserier, og de kunne ikke anvendes til noget som helst. Mekanikeren fik en god aftale med Henry Anneberg, som havde et mindre landbrug med en ret stor mose lidt uden for byen.

Karosserierne blev ifølge indgået aftale kørt ud i mosen, og Anneberg fik en pæn pris for hvert karosseri, der blev afleveret. Her skulle de så blot stå stille og ruste op og forsvinde – Mon miljøfolket syntes det var en god idé?

Men således skulle det imidlertid ikke gå, for i løbet af 1944 var der så stor mangel på alt materiale, at alt kunne anvendes i industrien, også gamle karosserier. Anneberg solgte nu alle de karosserier, som han havde modtaget for det dobbelte af, hvad han havde fået ved modtagelsen.

Pladerne i karosseriet blev nu anvendt til fabrikation af spande, kulskovle og kulspande, og som tidligere omtalt kunne købes i Brugsen.

Krista Lauritsen:

Fabjerg Autoværksted

Da Jens Simonsen døde i 1957 købte Peder Graversen værkstedet af enken Thora Simonsen. Peder Lauritsen fra Kvisgård lejede værkstedet af Jens Peder Graversen, og i 1958 købte han Fabjerg Autoservice for 52.000.

Krista og Peder Lauritsen drev Fabjerg Autoværksted indtil 1980, hvor værkstedet blev lukket.  Peder fik arbejde på Thyborøn Skibsreparation, hvor han var i fem år, mens Krista passede benzintank og åbnede én af de første genbrugsbutikker på Lemvig-egnen i værkstedet. I 1985 fik Peder job som pedel på skolen og ældreboliger i Fabjerg og Gudum. Benzintanken blev nedlagt og Krista blev pedel ved ældreboligerne Østergade og Voldgade Lemvig og rengøringsassistent på Fabjerg Skole.

Hans’s VVS og Blik

Bygningerne blev lejet ud til forskellige formål i en del år, indtil de i 1991 blev solgt til Sonja og Hans Jensen, som drev Hans’ VVS og Blik

Sørensens Smedje

I 2007 solgte han værkstedet til Bent Sørensen fra Nr. Nissum, som startede Sørensens Smedje.

Per Larsen VVS

Nogle år senere solgte han det videre til Per Larsen, der har virksomheden Per Larsen VVS.

 

Se arkivalier og billedmateriale m.v. i Arkiv.dk

Læs mere om Fabjergstad 45

Adresse:
Fabjergstad 45
Stednavn:
Fabjerg Auto-Service Fabjerg Autoværksted Hans' VVS & Blik Sørensens Smedje Per Larsen VVS
Matrikelnummer:
19cv Dal Anneksgaard