Engelundvej 24 – Vintersgaard

Vintersgaard, Øster Vintersgaard, Vintersgaardhus, Vintersgaard Mølle var 1683 en gård med 2 bønder; nogle af dens marker hed da Troldhovedagre og Lundelukke, nu er Lundlukke et hus.

Kilde: Historisk-topografisk Efterretninger

Af Vintersgaards 7 tdr. land 2 skpr. 3 fjkr. 2 album hartkorn tilhørte de 5 skpr. 1 fjk og 1 eller 2 alb. Fabjerg Kirke, mens de resterende tilhørte ejeren af herregaarden Kabbel Nørlem.

Da Kabbel med underliggende bøndergods ved skøde af 28. oktober 1718 blev solgt til Niels Overgaard til Kvistrup, var Vintersgaard bortfæstet til Poul Olesen og sønnen Bertel Olesen. Niels Vintersgaard må have efterfulgt disse som fæster af Vintersgaard.

I 1718 svaredes der til Kabbel af hele Vintersgaard i årlig landgilde 7 tdr. byg, 1 pd. smør, 1 svin, 1 fødenød, (kælvekvie) 1 får, 1 gås, 2 høns, 1 snes æg og 2 rdlr. mens afgiften i 1759 var forandret til 12 rdlr. Fabjerg Kirke skulle årligt have 1 tdr. byg omregnet i penge efter kapitelstaksten.

Niels Vintersgaard overtog omkring 1730 fæstet af Vintersgaard, han fik efternavnet efter gården. Niels´s egentlige efternavn kendes ikke. Han døde 1756, 50 år gammel. Han blev gift omkring 1730 med Inger *1690 og da hun var 16 år ældre end Niels, har hun antagelig været gift før og enke i Vintersgaard, da Niels kom til. Hendes første mand kunne måske være Bertel Poulsen Vintersgaard, nævnt 1718 og da een af hendes ældste børn var sønnen Christen, kunne hun måske være datter af Christen Jensen eller Christen Nielsen, der nævnes som fæster af halvdelen af Vintergaard i henholdsvis 1688 og 1696.

Inger Vintergaard døde 1763, hun fik 4 børn; men kun de to yngste var Niels med sikkerhed far til; de to ældste kan godt have været af Ingers første ægteskab.

Da Kabbel ved skøde af 9. januar 1759 blev overdraget sønnen Jens Wandborg, nævnes Niels´s efterfølger og svigersøn Laurids eller Laurs Christensen, som fæster af Vintersgaard. Laurids Christensen *1723 giftede sig i 1757 med Kirstine Margrethe Nilsdatter og som Lars Wintersgaard døde han i 1802, 79 år gl.

1798 overtog sønnen Christen Lauridsen Vintersgaard med 7 tdr. hartkorn, I 1804 brændte gårdens stuehus, der lå som vestlænge. Efter 25 års forløb, hvor han havde solgt godt 1 tdr. hartkorn fra gården, gik Vintersgaard til tvangsauktion i 1824.

Den blev solgt til proprietær N.C. Lund Kongensgaard, Nr. Nissum. det skyldtes for en stor del den store landbrugskrise frem til 1828, der fulgte efter Napoleonskrigene og Statsbankerotten 1811 med dårlige afsætningsmuligheder for danske landbrugsprodukter.

I 1844 var Jens Henriksen ejer af Vintersgaard, og i 1869 solgte Laust Madsen den til Jens Johan Anthonsen Wiborg. Jens Johan var sognefoged, hans søn Anthon, som var gift med Malene fra Kvisgaard, overtog gården og Jens Johan flyttede til en lille ejendom, som lå sydøst for Sdr. Lyngholm, hvor han boede til sin død. Anthon kunne ikke klare gården, så den blev i 1878 solgt til Jens Christian Kiær.

I 1880 købte Jens Jensen Østergaard Vintersgaard, og i 1883 solgte han den igen til Erik Andersen fra Thy. Han solgte allerede i 1886 gården til Anders Ottesen, som i 1898 solgte Vintersgaard til Thorvald Friis. Thorvald var præstesøn fra Horne og gift med Marie Jakobsen fra Ll. Surkjær i Gudum.

Kilde: En privat slægtsbog

Vintersgaard ejedes af Jens Johan, som var sognefoged, han solgte den til sin søn Anton gift med Malene fra Kvisgaard. Jens Johan købte en lille ejendom, som lå sydøst for Sdr. Lyngholm, hvor han boede til sin død.

Anton kunne ikke klare det i Vintersgaard, han solgte til Johannes Bertelsen, søn af Pastor Bertelsen Lomborg, han var gift med Marie fra Østergaard i Lomborg. De solgte igen til en mand fra Thy, som hed Erik, han solgte gården til Anders Ottesen som var der i mange år.

Sidst i halvfemserne solgte han gården til Thorvald Friis, som også var præstesøn, han var gift med Marie Jakobsen, de kom fra Amerika og havde 3-4 store børn med, som Friis selv havde døbt derovre, de blev fremstillet i Fabjerg Kirke . En søn Emil Friis overtog gården, han var gift med Petrea fra Romled i Rom.

Kilde: Peder Bjerg

Thorvald Friis købte i 1923 Toftvang og forpagtede Vintersgaard til sønnen Jakob i nogle år. I 1939 afstod Jakob gården til broderen Emil Seehusen Friis *14-04-1903, gift 1930 med Petrea Kristensen fra Rom. Emil gjorde særlig meget ud af fjerkræavlen og havde stort kyllingeopdræt.

Kilde: Ruth Bajlum f. Friis

Der fortælles, at man engang konfronterede Emil med alt det, hans brødre påtog sig af tillidshverv, Jakob var i sygekassen, Christian i sognerådet og Ejnar i amtsrådet , men da man spurgte: ”Hvad med dig, Emil, hva er du, svarede han: ”A er snefoged!” Petrea fik i en tidlig alder en svær leddegigt, som hun lærte at leve med. Hun var kendt for at sige sin uforbeholdne mening om tingenes tilstand, hun kaldte en spade for en spade og var respekteret for det. Emil døde i 1957 kun 53 år gammel, Petrea drev gården i en del år med skiftende bestyrere. I 1963 solgte hun Vintersgaard til en datter og svigersøn Ruth og Henning Bajlum og i 1965-66 byggede hun et hus i Fabjergstad og flyttede derop. Petrea døde i 1980.

Emil og Petrea fik 6 børn

• Thorvald *14-05-1932, lærer i Mejrup, gift med Irene Andersen, de fik 3 drenge Peder, Axel og Ivan. Thorvald døde 16-12-1988, kun 56 år gl.
• Peter *25-04-1934, døde som 19årig under en blindtarms operation, han var under uddannelse til lærer.
• Herluf *11-02-1937, ansat på kommunekontoret i Langå, gift med Tove Vestergaard Pedersen, de fik 2 piger Dorthe og Lene.
• Elin *10-09-1940, gift med Børge Bjerre fra Skovlund i Fabjerg, bor på Touborg Nr. Nissum. Elin arbejdede på Nr. Nissum plejehjem og blev også udlært sygehjælper; men så nedlagde man plejehjemmet og da hun bøvlede en del med sin ryg, gik hun på pension. Hun var med til at starte Nissumrevyen, hun er eminent god på en scene. Elin og Børge fik 3 drenge: Steen, Leif og Lasse.
• Ruth *05-11-1942, gift med Henning Bajlum fra Vinding. Henning kom til Vintersgaard som bestyrer for Petrea i 1962. Ruth og Henning fik 2 børn: Anette 01-04-1965, gift med Kim Jepsen på Kabbelvej, de fik to børn Henriette og Kristian, men i 2008 gik de fra hinanden og Anette flyttede til Lemvig. Leo *30-10-1968 blev i 2009 gift med Nasi fra Afghanistan, han overtog Vintersgaard, blev senere landbrugsrådgiver og er nu ansat ved landboforeningen i Ringkøbing. Nasi og Leo fik i 2011 en søn Kevin.
• Carl Emil elektriker, gift med Vera Hendriksen fra Nr. Nissum. Vera og Carl Emil fik 2 piger Vivi og Karina.

Leo solgte i 2004 Vintersgaard til Dorit og Bent Graversen Svendsgaard. Leo boede til leje på Vintersgaard, sammen med Nasi, og købte i 2010 Fabjergstad 72 og flyttede derop.

Kilde: Krista Lauritsen

Jeg boede på gården Vintersgård sammen med mine forældre og mine 5 søskende samt en forkarl, en anden karl og en ung pige. Min mormor boede der også efter, at hun blev alene. Hun var altid travlt beskæftiget med at sy børnetøj til alle hendes børnebørn.

Gården var dengang på 44 tønder land, men oprindelig var den kun på 28 tønder land, men manden på den store nabogård, Hyldgård, var noget uheldig i kortspil. Han blev nødsaget til at sælge 16 tønder land, som blev solgt til Vintersgård. Jeg nævner det simpelthen som skræk og advarsel for de personer, der er så letsindige at begive sig af med kortspil. Gården var en firelænget gård og tækket med stråtag. Hver sommer blev der som regel tækket en halv tagside.

Stuehuset, vi boede i, var indrettet, som det var almindeligt for næsten alle huse på landet. Der var ikke indlagt vand. Alt vand til husholdning, vask og rengøring skulle derfor hentes i spande ude fra vandpumpen. Der var ingen vask i køkkenet, så alt vand skulle bæres ud igen.

Opvarmning af huset skete dels ved hjælp af komfuret og dels med en stor, rund kakkelovn, der nåede næsten til loftet i stuen. Bagest i bryggerset var der indrettet et gammeldags wc.

Når vi børn skulle i bad, blev slagterkarret trillet ind i køkkenet. Forinden blev der hentet nogle spande ind ude fra pumpen og sat til opvarmning på komfuret, og så kunne vores mor gå i gang med at skrubbe os, hvilket skete i rækkefølge med de mindste først.

Når karlene skulle i bad, skete det ude i hestestalden ved hestenes drikketrug. Varmt vand kunne de hente i køkkenet. På baggrund af de sanitære forhold var den personlige pleje ofte meget mangelfuld.

Modernisering af stuehuset begyndte først i 1950’erne.

Kilde: Herluf Friis: Livet i en landsbyen Fabjerg 1944 – 1949