Theodora Hansen er født i Engelund i Fabjerg som næst yngst i en børneflok på 10 børn.
Hun fortæller om sin barndom i Engelund i Fabjerg.
Mor og far blev gift i 1908 efter at have købt Engelund, hvor vi 10 børn fik et dejligt barndomshjem.
Far tjente i Saugmandsgård og Store Krogsgård og mor tjente i Saugmandsgård og på Skovridergården. Da mor tjente i Skovridergården forærede far hende en cykel, fordi hun havde så langt til alting; men det blev der ikke set med blide øjne på af de agtværdige Fabjergfolk. En pæn pige kunne ikke tillade sig at sidde der og skræve, hun måtte være noget af en tøs den Maren.
De første år i Engelund kom der bud fra Krogsgård, når de havde en sending stude færdig til levering, de skulle trækkes til Humlum Banen, hvor de skulle være klokken 5 om morgenen. Så cyklede far aftenen før til Krogsgård, og fik et godt måltid, før de gik i gang med studene, der var et godt stykke at gå med de uregerlige dyr.
Så gik trækkerne tilbage til Krogsgård og fik et godt morgenfoder, før far cyklede hjem igen med en daler.
Jeg kan huske engang i fars sidste år, vi talte om det, og jeg sagde at en daler ikke var ret meget. Men så sagde far:” Åh jow, en dåler i mi håen det var re’e pæng, dem so vi æ ret tit dengång.”
Far var stor og stærk og meget rolig til at omgås dyr, så jeg kan godt forstå at de sendte bud efter ham, og jeg tror at far følte det som en tillid, hans gamle husbond viste ham.
Men det fik jo en ende, for der kom mange børn, så mor kunne ikke også klare morgenarbejdet i stalden
Når jeg nu ser tilbage, forstår jeg at det ikke altid har været nemt, at klare dagen og vejen med vi mange børn; men den luksus — vi måske ikke havde — savnede vi aldrig, vi var nemlig trygge og glade.
Far havde i nogle år en mælketur, det er før jeg kan buske; men jeg kan huske de år han var graver ved Fabjerg Kirke.
Dengang var det en stor rund kakkelovn der gav varmen i kirken. Om vinteren når det var koldt, tændte far op lørdag, formiddag, og var så henne og lægge i kakkelovnen et par gange i løbet af dagen, sommetider også midt om natten Så gik han med flagermuslygten, jeg syntes altid, det var så synd for ham,
når han skulle ud på den tur om natten.
Om sommeren var vi børn med til et meget uønsket arbejde. Vi hjalp med at luge stenbroen rundt om kirken, udstyret med en gammel kniv og en stump sæk; men hvor fik vi ømme knæ, så vi ventede med glæde på at far skulle sige:” Nu holder vi, og går hjem til mor.” Der var også meget andet arbejde på kirkegården, at luge og rive, som små hænder kunne hjælpe med, eller bare bilde far ind at vi var til stor nytte.
Når jeg nu har fortalt så meget om far, er det jo ikke for at forklejne mor, men det er simpelthen svært at sætte ord på.
Mor var jo hele vores verden — hun var der altid for os, vores hjem var altid rent og oi’dent1igt — vi var stolte af vores hjem.
Men hvor har der været meget arbejde der skulle gøres…
Når de store brødre kom hjem om søndagen, havde de en pose snavset tøj med, som blev byttet med en stak rent tøj, som var vasket og bødet (repareret) og strøget.
Der skulle også slagtes, bages, syltes, sys og strikkes m.m. plus en masse havearbejde men lige meget hvor meget arbejde der var, husker jeg altid mor som ren og sirlig.
Om vinteren når vi kom fra skole, var mor altid klædt om, og sad ved symaskinen eller med noget lappetøj. Så stod der kakao og en sigtemellemmad til os på køkkenbordet.
Selvfølgelig havde vi pligter; men arbejde og fritid blev kædet sammen på en god måde. Far havde stor humoristisk sans og megen lune, så at hjælpe ham var aldrig kedelig, han kunne hurtig fornemme, når der skulle fyres en lille vits af, eller holdes en pause.
Han havde mange ”sæjer (talemåder) — for eks.:
”Læ wos no ta’en mæ ro, dæ flywer ingen hatt i stell vejle”
(Lad os nu tage den med ro, der flyver ingen hatte i stille vejr.)
Eller: ”Plaeg å sto’e baer ska’en æ kø for hvåt, sa blywer di ste’er!”
(Plage og store børn skal man ikke køre for hårdt, så bliver de stædige)
Måske er det en mangel i min opdragelse; men jeg kan aldrig mindes at have faet en lussing.
Mor syede meget selv, forklæder, natkjoler, skjorter og kjoler; men da vi blev større gik vi piger hen til Karoline Karlsen, og Peder fik syet bukser hos Johanne Skrædder (Hilbert Nielsens mor)
Tøj og garn blev købt i Brugsen, dengang var der en afdeling i den ene ende af butikken med manufaktur og metervarer.
Vi gik også i skole lørdag formiddag, da jeg var barn, og når vi kom hjem fra skole, havde mor, som regel, gjort huset fint rent; men lamperne og knivkassen var sat på bryggersbordet, så skulle Elly og jeg deles om arbejdet med det.
Lamperne skulle pudses – og de skulle skinne – og fyldes med petroleum, vægen
skulle klippes og glasset skulle renses.
Knive og gafler skulle slibes med smergellærred — uh hvor det skar i mine nerver — så jeg valgte lamperne — hvis jeg fik lov — også selvom der var mere arbejde med det.
Vi fik elektricitet da jeg var 13 år, så var der kun de forhadte knive og gafler tilbage og da var Elly kommet ud at tjene…
Og så var resten af dagen gerne vores egen, lektierne skulle ordnes først, bagefter blev det, eftersom vejret var. Var vi indendørs læste og sang vi meget, spillede ludo, æsel, firkort, spørgsmål og svar, fjols eller pustede vat m.m.
Var der is og sne var vi meget på dammen eller i bakkerne sammen med nabobørnene Niels, Helga, Astrid og Agnethe med flere, og så morede vi os med vore hjemmelavede kælke.
Vi var for en stor del selvforsynende med råstofferne til vores mad. Vi havde en masse fjerkræ, både høns og ænder.
Om foråret så snart en hane begyndte at skrukke var mor på tæerne, og fandt en rugekasse og et roligt sted, og så blev hønen puttet på et passende antal æg — den første tid med en omvendt riskurv over sig ”nok til beroligelse” og så var der kun mor der måtte omgås den, hun klukkede lidt når hun kom med mad og hønen skrukkede igen, jeg tror de forstod hinanden. Utallige er de små kyllinger, der er ruget ud på den måde.
Engang imellem kunne der være et lille skravlet kræ, som kom i en skokasse med varmt sand i bunden, og en stump uldtrøje, så blev den sat inderst ved komfuret, hvor der var dejligt lunt.
Vi havde en smal strimmel græs foran haven, der kunne stå flere små huse, som far var god til at lave, og så kunne vi have opsyn med alt det bette kræ, det var sjovt at se, hver kendte sin mors klukken.
Kom vi lidt længere hen på sommeren, måtte vi børn til Nr. Lund for at købe andeæg, så var der et værre jammer på hønemor, når de var udklækket og ællingerne fik lov til at gå i dammen, der kunne hun jo ikke følge dem.
Så vi spiste meget fjerkræ, hanekyllingerne blev stegt som de blev store nok, på nær en eller to, som skulle leve, og så blev der kogt suppe på ham fra sidste år.
Der blev også slagtet et par tyrekalve i årets løb, når de var en 3-4 måneder gl..
Uhm det var godt mad.
Så gik der gerne en kvart kalv til Hvirgeltoft eller andre steder, så fik vi igen når de slagtede; men jeg husker at mor syntes bedst om vores egen, far gav dem vist rigeligt med sødmælk.
Der kom jævnligt en fiskemand, og jeg husker en slagter fra Lemvig, som til tider kom kørende i hestevogn med okse- og hestekød.
Chris blev der slagtet før jul, og den mestrede mor at ordne, så det hele kunne opbevares uden fryser eller henkogningsglas.
Fra haven blev der hentet en masse dejlige ting, lige fra de første rabarber om foråret til hyldebær om efteråret. Blommer fik vi næsten altid i stor mængde fra Marie Sørensen, de havde også bier, så vi børn fik tit noget bivoks at gnave på.
Jeg kunne godt tænke mig at tage jer med en tur ned i mors kælder, som jeg husker den. Først skal vi åbne en lem i køkkenbordet og så ned ad trappen. der er tørt og sundt dernede i modsætning til andre jeg har set.
Kælderen er ikke stor; men godt indrettet, ved den ene væg er der et langt bord, med underbord og ovenover er der hylder.
Det der fanger blikket, er nok det store ovale saltkar, og kigger vi i den gemmer der sig mange rigdomme, lige fra kød og flæsk til lækre rullepølser, måske en and, der lige skulle have et par dage.
Det har været lidt af en husmorkunst, at få kogt den rette lage, så både den og kødet kunne holde sig, og at passe på at alt var rent.
Og de store sten der var blevet skrubbet og skoldet og lagt på, så de kunne holde kødet nede under lagen.
Ved siden af saltkarret står en stor krukke med spegesild, samt andre krukker, som var lukket med fedt, dem var mor også meget påpasselig med, blev der den mindste revne i fedtet skulle indholdet bruges med det samme, der hænger også en røget skinke, og måske en spegeand.
Mor bryggede også selv vores øl, og hylderne bugner af saftflasker og syltetøj, og på underbordet står der syltede asier, græskar, rødbeder samt råsyltede blommer — uhm,
Jeg har mors opskrift på dem endnu.
Det hele står så tydeligt i min erindring efter sådan en tur i kælderen.
Da jeg var fem år blev Emma født, som den sidste i flokken. Så var jeg ikke den mindste mere; men jeg husker det som noget godt, nu var der én at synge for og lege med.
Og så kom tiden hvor jeg utrolig gerne ville lære at skrive og læse.
Var Peder eller Elly kommet hjem med et udskrevet skrivehefte, kunne jeg skrive ovenpå deres skrift, så det var helt tykt til sidst.
Jeg tyvstartede også lidt i skolen, vi boede jo så nær. Frk. Bak, som var vores næsten daglige gæst sagde: ”Lad hende dog bare rende hen til os engang imellem Maren.” Så jeg fik sommetider lov til at være med i klassen.
Det var dengang!
Min barndoms jul — ja den er dejlig at tænke tilbage på.
Til barnebarnet Trine og elever i 3.
Første december begyndte vi med julesalmerne, både i skolen og hjemme.
I mit hjem havde vi ingen elektrisk lys, så vi holdt ”mørkning” I kender nok ikke det ord, men det er tiden sidst på eftermiddagen, hvor det er for mørkt til at bestille noget, læse f.eks., men man kan godt sidde og synge, mens ens mor strikker sokker, og så kunne vi hele tiden se ilden i kakkelovnen. Min mor har lært os mange sange på den måde, hun kunne dem udenad.
Vi havde ingen julekalender, det kendte vi slet ikke. Far og mor var i Lemvig en eftermiddag, og vi ventede meget efter de kom hjem, for så fik vi et ark glansbilleder og et kræmmerhus hver.
Mor bagte en masse kager, og et bjerg af pebernødder; men det var også ”næsten alt det slik vi fik.”
Vi slagtede gris og ænder, og så blev der gjort rent, alting skulle være skinnende rent
til jul.
Min mor var meget dygtig, vi fik altid nye kludesko til jul, som hun selv lavede. Og så fik vores dukke et stykke nyt tøj, jeg skriver dukke og ikke dukker, for gennem hele min barndom, havde jeg kun en, den hed Ingeborg, og jeg elskede den højt, engang fik den et nyt hoved til jul, det syntes jeg var mærkeligt.
Nogle dage før jul var vi i skoven efter juletræ. Det var lettest hvis der var sne så vi kunne binde den fast til kælken, ellers måtte vi bære, en i hver ende.
Jeg kan også huske far har hentet den i hestevogn.
Vi glædede os meget til at vore store søskende skulle komme hjem og holde jul.
Der blev dækket et rigtigt festbord, vi fik suppe, andesteg og ris a la a la mande (ingen mandel)
Juletræet havde vi ikke set pyntet, før far havde tændt lysene, det var så dejligt at se på, man kunne næsten ikke få luft.
Far læste fra bibelen om dengang Jesus blev født, og så dansede vi om juletræ længe,
længe og sang en masse salmer.
Vi fik ikke så mange julegaver, af far og mor fik vi som regel et stykke nyt tøj, men vi søskende gav hinanden små gaver.
Så kom mor med en appelsin til hver.
Tænk — en hel appelsin, det fik vi kun juleaften.
Vi kunne en masse lege med julenødder, vi læste historier højt for hinanden, og havde nok fået nogle nye spil, som skulle prøves. Vi havde det bare så dejligt.
Kærlig hilsen Trines bedstemor.
Frk. Bak, hvor jeg husker hende med taknemlighed. både som lærerinde og som privat. Jeg synes jeg i tankerne stadigvæk kan se hendes baghjul snurre rundt.
Når hun kom, gerne henunder aften, satte hun aldrig cyklen opad muren som andre, nej hun kom i fuld fart, smed cyklen på jorden og allerede i bryggerset råbte hun: ”Dav Maren.”
Jeg var utrolig glad for skolen alle årene, og jeg tudede et stykke da der skulle siges farvel, og jeg tudede igen morgenen etter da jeg så andre på vej til skole.
Jeg fortsatte min orgelundervisning hos Sine Sørensen, og har vist haft hvad man kan kalde en privilegeret lang barndom, for jeg var 17 år før jeg kom hjemmefra, og det var lige hen til Schrivers, hvor jeg havde det utroligt godt.
Når jeg nu i dag ser min barndomsegn i ” æ sønder sogn” undrer jeg mig lidt, der er jo kun marker, ja, højene er der; men hvor er alle de små markveje, skeldiger og små skel man kunne gå på?
Jeg kan endnu se nogle af dem for mig, lige vest for vores hjem lå Rønns Dige, som fortsatte op til Engelunds søndre høj, den havde vi meget fornøjelse af, den var god at ligge i læ ved den høj, ligge og fantasere….
Der var jordbærplanter på diget, levn fra de gamle folks haver. Oh hvilken fryd at være den første der fandt et lille surt jordbær.
Vi kunne gå på skellet hele vejen ned til Hollands; så var jeg tæt ved Hvirgeltoft, hvor min faster Laura boede, hun var min gudmor.
Vi kunne gå, først på markvejen, så på diget når vi skulle til Balletoft, og fra Agergård til Fruerboel gik der en sti videre til Sørensens, derefter gennem vores mark, indtil den korn ud til vejen lige før bækken
En anden vej gik til Nr. Lund, vores nabo mod nord, der kom vi ofte, og jeg fik lov til at stoppe tobak i Laust’s pibe, han havde en hel række lange piber, der hang på væggen.
Når vi skulle have slik, hentede Stinne sirupsflasken og en spiseske, så kunne vi slikke det i os, herligt!
En anden sjov ting de gjorde deroppe, var at de spiste andeæg, et stort lerfad med masser af store æg blev sat ind på bordet til karlenes aftensmad, og det var ikke som hjemme et til hver
Nu er de små markveje og kirkestier væk, de store traktorplove med de nye unge energiske landmænd bag rattet har spist dem.
Mindehvisk om dage som er svundet
rige barndomsår som sætter spor
Hjertebånd, som blev af forbøn spundet hverdagsliv i lys af livets ord.
Barndomshjem — barndomsminder fortalt af Dora Tang ved søsteren Ellys fødselsdag
Ka do how ?
Når vi ser tebåg o vo barndomsdaw,
er vi ves enige om, vi fik en skjønne gaw.
Vo bamdornshjem va præget af nøjsomhed og Gudsfrygt
det va nok de, dæ gjor de hele så trygt.
Far læ’e vos å arbe — mor læ’e vos å sjøng
atte nutidsforhold – va vi ves lidt fate
men vi mærked aldrig — vi høj jo så møj.
Vi høj vor hvolbokøer dem høj vi tøed i en styk strek
og de sku jo fløtes — å ha nøj vand å drek
Far lawer siptow a en styk haltommrev
band en fin knu i hver ænd — så de høj en goed greb
Ka du how som vi spelt bold op ad æ husmur
sværhedsgraden fræ jen te tyv, tavt vi æ bold bløv æ en nån si tur.
Manne gång spøjt vi mæ Mølgårds bar ved Busbølhav
å samen død does, å antonius øver æ stovhus
Hudden ka ed være det var alti godt vejle, trove du et der æ nøj vi hå glemt.
Ka’ du how — al dem slynger far band op i æ lå’e
så svirer han en sæk om, så vi ku si godt uden å ta skå’e.
Å Mads gebuk — han va vos å vi laved manne kunster
men mor li’e ham et, hun tøt han var en monster
for han laved knevler alle steder å ædt hun blomster.
Ka du how, når vi kom i seng om æ aften å lot æ vindu o klem — hvem kom så,
å poted sæ ve vos? Du ved æ godt — Nille ! vo rø kat eller di kat mo vi helle sej.
Ka do how vo bette kjærgo, sønden i wo haw’
med trækors og teglsten ” Hvil i fred” o manne smo graw
vi hå græt å sjungen øver kyvlinger å kat
men da Trofast døe, å, da høj vi godtnok ondt i vo hjat.