Aldershvile blev i 1881 bygget af Lærer Andreas Obbekjær. Det var et lille stråtækt aftægtshus, ved siden af Fabjerg Søndre Skole Skole og Fabjerg Kirke.
Andreas Obbekjær var lærer ved Fabjerg Søndre Skole fra 1850 – 1881.
Han var født 25. dec 1797 i landsbyen Obbekjær ved Ribe, hvor hans far var landmand og sognefoged. Gamle Obbekjær var gift med Mette Marie Nielsdatter, landmandsdatter fra Horsensegnen f. 2. dec. 1812.
Obbekjær var en dygtig lærer og en god og besindig mand. Madammens temperament var mere svingende. Obbekjærs havde fælles indgang med skolebørnene og om vinteren, når der var sne, var det tit generende, idet børnenes slagsmål med sne undertiden kunne forvandle gangen til en snehule. Da kunne madammen sige: ”Du skulle rigtignok give de skrumlede drenge en fyring, så de kunne lære at opføre sig ordentlig.”
Obbekjær kunne så svare: ”Åh, lille mor, det er ikke så let, vi har jo selv så mange. Obbekjærs havde 14 børn, så deres lille degnebolig var stærkt optaget, og deres meget beskedne indkomster var der hårdt brug for.
Foruden en lille fast løn, havde han avlen fra omtrent 16 tdr. land; men han fik vist ikke så meget ud af landbruget. Hans besætning var gerne 4 magre køer og lige så mange får; men ingen heste, markarbejdet fik han udført på den måde, at bønderne gjorde et bed eller to hvert år. Han fik også korntraver og fødevarer fra gårdene i sognet. En almindelig gård skulle svare: 1 fårelår, 2 snese æg og tre brød, brødene fra den sydlige del af sognet var de bedste, de var rene rugbrød, hvorimod der var megen byg i brødene fra den rugfattige, nordlige del af sognet.
Desuden fik degnen sit forbrug af tørv leveret fra gårdene. Når tørvene undertiden var af for dårlig kvalitet måtte madammen ud at ”plukke en høne” med gårdmanden.
Lærer Obbekjær døde 8. oktober 1881. Han nåede ikke at flytte ind i Aldershvile, men hans kiste stod i huset indtil begravelsen, så man kan vist godt sige, at han ikke flyttede derom, før han var død. Hans enke Mette Marie flyttede ind i huset og boede der sammen med datteren Annelise, der som 85 årig boede der i 1925.
Jens Bjerg fortæller:
Der var ofte nogle skide knægte, der smed sten på hendes dør, for så vidste de, at hun kom ud, for at skælde dem ud. Han kunne ikke huske, om han selv har gjort det; men han kan huske, at hans søster Nelly sammen med veninden Anna Simonsen, gik ind for at få noget at drikke, de fik vand og da de gik ud, spurgte Andrea, om de ikke havde set et stykke pap, der var fløjet med ud, for så ville hun gerne ha det igen, hun var meget nøjeregnende og forstod at tage stumperne med; det var man også nødt til dengang.
Petrea, lå engang på sygehuset, her kom hun til at kende en dame, som var i butikken hos skotøjshandler Lysgård Madsen Lemvig, hun var også medlem af Frelsens Hær og engang hun var på besøg hos Petrea i Aldershvile, sammen med sine tre sønner, sad de inde i stuen og sang. Da de havde siddet og sunget en tid, blev døren ind til et lille kammer pludselig revet op og ud kom Søren med nathue på. Han sagde ikke eet ord; men gik hen til lampen og blæste lyset ud. Han var blevet træt af at have sådan noget gøgl i sit hus, som han sagde, så han pustede bare lyset ud og gik i seng igen. Da Petrea og Søren Mikkelsen solgte Ml. Dahl, i dag Spejderdal, til Anna og Svend Madsen, flyttede de til Aldershvile.
Hartmann Møller, som kom fra Høvsig i Bøvling, købte senere ”Aldershvile ” af Søren Mikkelsen og efter at have boet der en tid, startede han en købmandsbutik i stuen. Han var en sværvægter på ca. 275 pund, så det gamle gulv gyngede, når han gik. Han blev engang vejet på et dyrskue, hvor han blev fundet tungest. Han var godt begavet, han havde en flot håndskrift og var ferm til regning.
Hartmann Møller havde bl.a. været med til at lægge brolægning på landevejene og havde også tjent på Store Lykke i Bøvling, Han tjente godt på sin butik og sammen med kreaturhandler og lillebilvognmand P.A. Jeppesen købte han høveder, (kreaturer), op; men man skulle passe på, når man handlede med de to, de gjorde altid den bedste handel, de var garvede handelsmænd. Så kom pengeombytningen efter 2. verdenskrig, Møller havde så mange penge, at han ikke ville ha dem byttet, så han valgte, at sidde bøden af i arresten i Holstebro. Hans medfange var fanatisk religiøs og en nat vågnede Møller ved, at han stod over ham og gloede ham ned i ansigtet. Møller blev så bange for ham, at han klagede over ham og fik ham også fjernet. Købmandsbutikken gik godt for Asta og Hartmann Møller. De fik først i tyverne en søn Asger og senere, i trediverne, fik de et plejebarn Egon.
Hartmann Møller og Svend Madsen kunne godt finde på, at tage op til Bjerg en sommeraften, for at bade i mergelgraven og Møller gav nogle gevaldige brøl, når han fik vand på sin tykke mave.
Købmand Hartmann Møller solgte forretningen til Helga og Chr. Skaaning Nielsen. Skaaning var skrap til fodbold, en gang sparkede Jens Andersen Hvirgeltoft og Skaaning til bolden samtidig, med det resultat, at den punkterede med et brag og en anden gang brækkede han benet på Jens Andersen i en tackling. Helga var hjemmesygeplejerske og kørte på cykel rundt i sognene. Hun var en lattermild kvinde og utrolig populær.
Helga og Chr. Skaaning fik to piger:
Karen Elisabeth var født uden fornuft, hun kom af og til om i skolegården, hvor hun gik og raslede med et stykke madpapir, som hun havde i hånden. Skolebørnene tog sig godt af hende, det var en stiltiende aftale, at ingen måtte gøre hende noget. Hun var hjemme en del år, før hun blev sendt på et hjem ved Esbjerg.
Liselotte, damefrisør, gift med mekaniker Arne Hansen, boede i Tjørring.
Liselotte og Arne fik to piger.
Hun holdt i mange år, kontakt med Anna og Svend Madsen.
Liselotte døde i 2005.
Helga og Skaaning flyttede til Kølvraa, da de solgte forretningen til Jens Kamstrup fra Rom, han var gift med Anne Marie Rabjerg fra Herborg.
Kamstrup fandt på at køre til Fyn og købe æbler, som han så solgte videre.
Anne Marie og Jens Kamstrup solgte forretningen til Knud Birk Nielsen og flyttede til Skjern
Anne Marie og Jens fik to børn, Per og Lisbeth.
Knud Birk giftede sig med Tove Volder fra Bækmarksbro.
Tove og Knud Birk Nielsen solgte forretningen til Maja og Leif Hansen og Knud blev forsikringsmand.
Leif drev Fabjerg Købmandshandel i mange år, samtidig med at Maja gjorde rent på Fabjerg Skole.
Leif nedlagde forretningen og tog job på Hundevad Møbelfabrik i Rom.
Maja og Leif fik to børn
Mogens arbejdede i skoven i flere år, gift og bor i Lemvig.
Vibeke, gift med en belgier, bor i Aarhus.
Maja og Leif solgte Fabjergkirkevej 72 til Sidsel Overby og flyttede til Lemvig.
Maja og Leif døde kort tid efter hinanden i 2011.