Hver husstand skal sende én eller flere karle; antallet går efter ejendommens eller gårdens størrelse, og så går snefogeden videre fra gård til gård, indtil det nødvendige mandskab er i gang, og de bliver fortalt, hvor de skal begynde.
Vi og vore naboer begyndte næsten altid ved Ny Mølle, og arbejdede så østpå, indtil vi mødte mandskabet, som kom østfra. Sommetider kunne det gøres på en halv dag; men til andre tider kunne det tage to eller tre dage, og når det rigtig var galt, måtte vi sommetider begynde forfra igen på grund af blæsten og den fygende sne.
Efterhånden som vinteren gik, fik vi store snebanker på begge sider af vejen, og så var der plads til endnu mere sne fra den næste snestorm; men der var ikke andet at gøre, end at blive ved med at skovle.
Vejene skulle holdes åbne og farbare, så mælkekuskene kunne komme frem med deres tunge vogne, og mange, som boede på sidevejene, måtte bringe deres mælkejunger ud til kommunevejen, fordi deres dårlige veje endnu ikke var farbare for andet end slæde og let vogn.
Så var der også postbudet, som skulle være i stand til at gøre hans runde; men han var næsten altid til fods under disse vejrforhold. Vi så altid frem til hans komme, selvom der ikke kunne være brev fra Canada eller Amerika eller København hver dag, og tit blev det bare til en regning, men alligevel.
I tilfælde af sygdom skulle vejene være åbne, så lægen kunne komme frem, og hvis patienten skulle på sygehuset, eller hvis man skulle hente medicin. Den gang var der ingen anden udvej end netop vejen.
Kilde: Otto W. Hansen, født 1922 som søn af Maren og Laurids Hansen, Engelund.