Fabjergkirkevej 78 – Fabjerg Kirke

Året 1887 fik vi Pastor Schack, han blev indsat den anden søndag efter påske og talte over teksten om den gode hyrde, han blev indsat af Pastor Blume i Bøvling. Den nye præst fik det ordnet således, at vi fik varme i kirken, der blev opsat en kakkelovn i den vestre ende over for midtergangen; men det varede ikke længe, inden den måtte flyttes til den sydlige ende og skorstenen kom på i tårnet, hvor den er nu og det var bedre, fordi det kunne bedre gå med røgforholdene.

Under Pastor Vorm var det skik at konfirmanderne, efter endt eftermiddags gudstjeneste, skulle ud på kirkegulvet til overhøring af præsten, de to sidste hold konfirmander skulle også helst møde op; men de mødte vist nok ikke så gerne. Det brugte Pastor Schack aldrig, ligesom hans prædiken kun varede ½ time, han blev en meget skattet prædikant og afholdt af gamle, unge og ikke mindst af børn. Han fik begyndt med ynglings og pigeforening, samt børnegudstjeneste som lededes af en kvinde som hed Hanne Bæk og så Jens Chr. Frederiksen. Viljen var vist god nok; men evnen manglede, de talte alt for længe og kunne ikke fange børnenes interesse, jeg skulle også være med; men havde ikke større lyst dertil; senere kom det i en anden gænge.

Under Pastor Vorm var der nogle kvinder og mænd, som gik den lange vej til Flynder Kirke, for at høre Pastor Blume. Det fik ende, da vi fik Pastor Schack Ligeledes var der her i sognet 4 par folk som levede sammen på polsk; som det kaldtes, det fik Pastor Schack forpurret. På den nordre side i kirken hang der en masse perlekranse med navn på o.s.v., som var skænket over afdøde. Desværre beholdt vi kun vor kære Pastor Schack i få år. Kristus Himmelfartsdag i 1895 holdt han afskedsprædiken og blev præst ved Helligåndskirken i København. Han havde to sønner, som har været præster i København, Egede S. var provst, den anden Tage S. blev skudt af tyskerne under besættelsen, den ældste søn Johannes blev færdig med sin eksamen som præst; men han døde ganske ung.

Efter Pastor Schack fik vi Pastor Bjarnesen, som kom fra Ryde og Handbjerg. Det var to modsætninger Bjarnesen var ordknap, syntes mange, som prædikant sagde han alting lige ud, og der var en del der ikke kunne lide ham. Han kunne gerne tale i 1 hel time ved gudstjenesten; han kunne ikke lide at folk gik ud af kirken før det hele var forbi, men det kunne til tider være nødvendig. En søndag var der en kone som gik ud og præsten bagefter, han nåede hende i våbenhuset og spurgte hende hvorfor hun gik ud. Konen svarede:” A ska hjem å gi æ båer æ patt !” I Nr. Dahl var Moust Gravers Kristensen meget syg og der kom bud til Bjerg en søndag morgen, om jeg ikke ville køre efter præsten, da manden gerne ville til alters. Jeg kom af sted til Gudum Præstegård, præsten kom ud i døren og spurgte mig hvad jeg skulle. Det sagde jeg så; nej, det var der aldrig tale om sagde præsten, for han skulle lige straks til Gudum Kirke for at holde skriftemål og så videre; men manden er meget syg, sagde jeg. Præstens karl Karl Kristen, som havde været med ham fra Ryde, overværede samtalen og sagde til præsten, om det ikke kunne lade sig gøre, at Krohn, som den tid opholdt sig i præstegården, kunne holde gudstjenesten i kirken, og så præsten tog med til Fabjerg og derefter holdt skriftemål og altergang. Præsten summede lidt derpå, så sagde han til mig:  ”Kan De køre raskt, så vi kan nå det ?” Ja, ja, det kan jeg – det var jeg nu ikke så ringe til, så vi kom afsted. Under turen til Fabjerg talte jeg et par gange til  præsten; men han ville knap svare mig. Nå, ja så kan du blive fri tænkte jeg; men da jeg kørte ham tilbage igen, begyndte han at tale med mig straks, da vi kom på landevejen, om alt muligt og det blev han ved med, til vi kom til Gudum, vi nåede det i god tid Gravers Kristensen døde et par dage efter, det var tyfus, og mærkværdig nok var der ingen af os, der fik sygdommen, især hans mor som gik der og var med til at pleje Gravers, derimod fik hans søn det, han var hjemme og en datter var ude; men da hun var hjemme til begravelsen, fik hun det en tid efter.

Nu da jeg er begyndt med præsterne fortsætter jeg: Pastor Bjarnesen, der var syg de sidste år han var her, måtte holde kapellan, vi havde flere af dem; men det gik ikke så godt, til sidst fik vi Stenfeldt Mathiasen senere præst i Vandborg- Ferring; men så døde Pastor Bjarnesen. Indre Missions Tidende skrev efter hans død således: “Han var en tørv; men der var ild i ham”.

Så fik vi Pastor Nygaard fra Hemmet og Sdr. Vium, han blev senere provst, han var en dygtig prædikant og meget afholdt; men han blev også syg og måtte holde en medhjælper, vi fik Dejbjergpræsten en tid og han kom ofte i vort hjem, vi gik en del på jagt sammen, i 1925 søgte Provst Nygaard sin afsked og flyttede til Lundforlund på Sjælland; men døde ikke så længe derefter.

I året 1926 i januar fik vi Pastor Olsen som kom fra Marstal og Tranderup, jeg husker tydeligt den dag Pastor Olsen blev indsat i Fabjerg Kirke af Provst Rendttorf, min kone og jeg kom gående til kirke, så ser vi en mand gå henne ved Frk. Baks lejlighed. ”Hvad var det for en karl ?” siger jeg til min kone ”Det er nok en chauffør ” siger hun, ja, det er det vel nok; men vi kom ind i kirken og lidt efter kommer Provst Rendttorf ind og ved hans side går chaufføren; men da var han kommet i kjole og krave og vi kunne se at det var vor ny præst. Det gik jo som det skulle, Pastor Olsen kom på prædikestolen og han kunne nok prædike og tale højt, hvad jeg var glad for. Efter Provst Rendttorfs afsked blev Pastor Olsen Provst, han har nu været her i mange år og der er vist ikke mange steder, man har været så glad for sin præst, som her i Fabjerg, både som ordets forkynder og som menneske.

I 1917 blev altertavlen og prædikestolen restaureret af Kunstmaler Due og kom tilbage til deres oprindelige skikkelse, det pyntede jo svært. Kr. Borum og J. Simonsen var da i kirkebestyrelsen, og kirkegården blev beplantet og der blev anlagt gange og planeret. Efter Kr. Borum og J. Simonsen kom Anton Bjerg og jeg i kirkebestyrelsen, der var mange ting, som vi gerne ville have lavet i stand; men der manglede penge, vi havde ca. 400 kr. hvert år, det var rente af stiftsmidlerne i Viborg. Den sum var der hårdt brug for til vedligeholdelse af kirken og kirkegården, til større reparationer kunne vi få frigjort penge af kapitalen i Viborg, når vi søgte derom og det anbefaledes af provsten.

Kirken var meget tarvelig og vi ville gerne have den noget pænere, en aften var Lærer Schriver på besøg og da der blev tale om, at det var rart at have et orgel, spurgte Lærer Schriver mig, om jeg kunne tænke mig, at der var en mand her i sognet, som ville give en ordentlig skærv til en begyndelse, for at få et orgel. Jeg overvejede det lidt, så sagde jeg, dersom vi kunne få Knud Fruerboel med derpå; men han er nu ikke sådan særlig kirkelig interesseret. Resultatet blev at vi aftenen efter blev enige om, at gå til Fruerboel og prøve vor lykke, undervejs derhen gik vi og trak stak om, hvem der skulle være ordfører og det blev mig. Nå, vi kom til Fruerboel og gik ind i stuehuset, der traf vi Grethe: ”Jov, Knud er da hjemme og ude i æ Kjørs (kostalden)”! Vi gik derud og traf Knud, der gik med en lygte i hånden og bare ben i træskoene, det var omkring 1. Dec. Jeg indledte så min tale med at sige, at vi så forfærdelig gerne ville have et orgel til kirken; men vi manglede penge og en mand der ville give en god gave til at begynde med, derfor kom vi her i aften, for at høre om du, Knud Fruerboel, kunne tænke dig at lægge for. Knud stod og betænkte  sig lidt, så sagde han:” A vil gi 500 kr.” ”Mange tak skal du have; men 1000 kr. er bedre” sagde vi. Det summede Knud noget på: ”Jeg har lige fået en radiomodtager og den skal betales nu; men a vil gi 1.000 kr. som skal betales således: ¼ i det første halvår og så videre..”

Vi takkede Knud for den store gave og hvem der var glade, da vi gik hjem, det var Lærer Schriver og mig. Dagen efter lavede Lærer Schriver en liste og gik til Fruerboel og fik Knuds underskrift, nu skulle der tages fat på sagen, vi ringede til Pastor Olsen, om han ville komme lidt før gudstjenesten næste søndag til Fabjerg, hvor vi så blev enige om, at det skulle bekendtgøres fra kirkestolen, at der var skænket 1.000 kr. til et orgel i kirken og at der ville blive frembåren en liste til tegning af bidrag til samme. Pastor Olsen anbefalede det varmt, vi begyndte så med tegningen og det gik ret godt; men vi mødte dog en del modvind og vi nåede ikke at få tegnet penge nok, så vi kunne få orgelet, men sommeren derpå fik vi afholdt en basar med gudstjeneste ved Provst Rendttorf, og så fik vi penge i kassen. Vi fik orgelet før vi havde beregnet, grunden var den at Knud Fruerboel døde og arvingerne udbetalte de 1.000 kr. på en gang og de fleste af de tegnede bidrag fik vi også. Fra forskellige orgelbyggere fik vi tilbud på levering af et orgel; men Froberg i Odense var det laveste på ca. 4.300 og det har været et godt orgel.

Der var mange andre ting som var nødvendige, det regnede ned mange steder i kirken, blytaget var slidt op og måtte omstøbes. Blydækker Djernæs fra Vust foretog omlægningen over det hele, dertil fik vi af stiftsmidlerne; men så var det galt med kakkelovnen, vi byttede den med jernstøberiet i Nykøbing Mors og fik varmeapparatet, vi fik også lagt fliser i midtergangen, elektriske lysekroner, særkalke og meget andet. Det bør også nævnes at den syvarmede lysekrone er en gave fra enkefru Høegsberg og dåbskanden en gave fra fhv. Lærer Christensen i nordre skole. Kirkegården er også gennemgået store forandringer, som dreng husker jeg at der kun var en enkelt jern- eller trækors hist og her og ingen ”indestene” og ikke spor af træer.

Sagnet fortæller jo at kirken er bygget af en kristen jomfru og den store høj, som har været meget større og ligger vest for kirken, er samlet sammen af en hedensk jomfru; men kirken blev færdig først og derfor kom sognet til at hedde Fabjerg, endvidere fortælles det at der går en løngang fra kirken til højen. Foran nævnte Krohn blev senere præst og har været her mange gange og talt både i kirken og missionshuset. Der blev under arbejdet med gravningen til varmeapparatet fundet en del gamle mønter og Nationalmuseet må på én eller anden måde have fået det at vide, for der kom en skrivelse derfra til Provst Olsen, om at vi skulle aflevere mønterne til dem, vi sendte så mønterne og de beholdt de mest værdifulde af dem, nogle stykker sendte de tilbage, som nu hænger i kirken og et par stykker fik de på museet i Lemvig. Det var jo Danefæ, derfor gjorde Nationalmuseet krav derpå

Kilde: Peder Bjerg