Fabjergstad 31 – Kærhuset

Krista Lauritsen fortæller:

Allerførst i 1980’erne besluttede Lemvig Kommune at sælge Fabjerg Plejehjem til Ringkøbing Amt, som så ville ombygge det til Amtspsykiatrisk Plejehjem.

Der blev, som man nok kunne tænke sig, opstandelse i sognet – hvor skulle man nu sende de ældre medborgere hen?  Til Gudum Plejehjem blev der sagt. Og derudover blev der sagt, at hvis man ikke fik solgt plejehjemmet nu, kunne man risikere at stå med de tomme bygninger om nogle år, når det alligevel skulle nedlægges.

Der blev holdt en del møder og der blev sagt mange kloge ord om plejehjemmets fremtid, men beslutningen var taget. Plejehjemmet blev bygget til og bygget om for flere millioner, og det var amtet, der betalte.

Det Amtspsykiatriske Plejehjem, Kærhuset, er blevet en integreret del af Fabjergstad, og ældreboligerne på hjørnet af Fabjergstad og Engelundvej, som den daværende bestyrelse i Sogneforeningen sloges så bravt for at få, er blevet et godt sted at bo som udslusning for Kærhuisets beboere.

Kærhuset rummede 22 personer, da det i 2006 stod færdigbygget. Det er et flot og godt sted at være for dem, som har et psykisk handicap.

Inge Lise Nielsen blev den første leder på Kærhuset, og efter hende kom Lis Bjørndal. Så blev den ledet fra Kafferisteriet i Holstebro, og derefter blev Jens Kruger Rasmussen leder af Kærhuset.

Kærhuset har udviklet forskellige metoder, som virker positivt i mødet med personale og demente. Det er den viden, det såkaldte Mobilt Instruktør Team, nu kan undervise i,  på Kærhuset. I Jens Kruger har man fået en dygtig leder, som forstår sig på sit klientel, og som yder personalepleje.

Adresse:
Fabjergstad 31
Stednavn:
Kærhuset - Amtspsykiatrisk Plejehjem
Matrikelnummer:
19cq Dal Anneksgaard