Dora Tang er født i Engelund i Fabjerg som datter af Hans Laurids Hansen og Maren Andersen.
Dora blev gift med Anton Tang fra Smedslund, som de overtog i 1961, efter at have drevet landbrug på Ny Mølle.
Hun har skrevet sine erindringer i samarbejde med Krista Lauritsen, og her fortæller hun blandt andet om sin far:

De første år i Engelund kom der bud fra Krogsgård, når de havde en sending stude færdig til levering. de skulle trækkes til Humlum Banen, hvor de skulle være klokken 5 om morgenen.
Så cyklede far aftenen før til Krogsgård og fik et godt måltid, før de gik i gang med studene. Der var et godt stykke at gå med de uregerlige dyr.
Efter levering gik trækkerne tilbage til Krogsgård og fik et godt morgenfoder, før far cyklede hjem igen med en daler.
Jeg kan huske engang i fars sidste år, at vi talte om det. Jeg sagde, at en daler ikke var ret meget. Men så sagde far: “Åh jow, en dåler i mi håen, det var re’e peng. Dem so vi æ ret tit dengång”

Far havde i nogle år en mælketur – det er før, jeg kan huske, men jeg kan huske, at han var graver ved Fabjerg Kirke.
Dengang var det en stor rund kakkelovn, der gav varmen til kirken. Om vinteren, når det var koldt, tændte far op lørdag formiddag, og var så henne og lægge i kakkelovnen et par gange i løbet af dagen. Sommetider også midt om natten.
Så gik han med flagermuslygten. Jeg syntes altid, at det var så synd for ham, når han skulle ud på den tur om natten.

Om sommeren hjalp vi børn med til et meget uønsket arbejde. Vi hjalp med at luge stenbroen rundt om kirken, udstyret med en gammel kniv og en stump sæk.
Men hvor fik vi ømme knæ – så vi ventede med glæde på at far skulle sige: “Nu holder vi og går hjem til mor”.

Billede fra Maren og Hans Hansens sølvbryllup i 1923