Peder Bjerg – Erindringer fra min barndom og ungdom

Peder Bjerg er født i Store Døj i Lomborg i 1875. Faderen Niels Pedersen byttede i 1877 gård med Chr. Madsen, som boede på Bjerg i Fabjerg.
Peder har med sans for detaljer tilsat lune og tilpas jysk underdrivelse nedskrevet sin erindringer i 1951. De har blandt andet været bragt i Lemvig Folkeblad som en artikelserie.
Erindringerne er renskrevet med kosmetiske rettelser af Krista Lauritsen 14. marts 2001

Efter opfordring fra min familie og mange andre, skulle jeg prøve på, at nedskrive mine erindringer fra mine barndoms- og ungdomsår og indtil nu, da jeg er 76 år.
Jeg er født 2. december 1875 i St. Døj i Lomborg sogn og blev døbt i Lomborg Kirke 27. december samme år, og konfirmeret i Gudum kirke 13. april 1890 af Pastor Schach.
Min far Niels Pedersen var født i Store Døj i Lomborg 2. juli 1838, døbt 5. juli i Lomborg Kirke, samme år.
Min farfar hed Peder Nielsen og boede samme sted; men var født i Mellem Romby i Rom Sogn, min farmor hed Kirsten Pedersdatter og var født i Vester Lundgård i Nr. Nissum Sogn.

Min far havde to brødre og en søster:

Kristen Kubstrup Pedersen, som boede i Sdr. Lyngholm i Fabjerg og blev gift med Andrea Obbekjær, datter af afdøde Lærer Obbekjær Sdr. Skole. Kristen var tømmersvend og havde tillige 5-6 svende
Kristen Tang Pedersen, som også var tømrer fra sine unge år; men blev gift med Birthe Kirstine Berthelsen en datter fra V. Lundgård i Nr. Nissum, og han fik gården i medgift.
Nikoline som blev gift med Jens Peder Hjorth, som boede i Bloksgårdhus i Fabjerg, nu kaldes den Hjortkjær.

Disse 4 søskende blev alle gift et og samme år.

Min mor Kirstine Poulsen, født 24. juni 1849, var fra Sønderengelund i Fabjerg.
Hun var datter af Jens Poulsen og Kirsten Nielsdatter, min morfar var født i Sønderengelund, min mormor var født i Lissumkjær i Fabjerg Sogn.

Min mor havde 16 søskende, hvoraf de 7 døde, som små.

Mette Kirstine, gift med Bertel Lundgård i Nr. Nissum
Lovise, gift med Skræddermester Jens Mose i Nr. Nissum
Kirstine,gift med Bagermester Jesper Jespersen Ramme
Poul, Mejeribestyrer i Middelfart
Niels, Skomager i Lemvig
Chr. Lund boede i Ll. Vestergård i Fabjerg
Jens, Sadelmager i Lemvig, død i Fabjerg
Niels Chr., skomager i København og døde der.

20/1

Mit fødehjem St. Døj i Lomborg var en hedegård, med ikke så lidt hede til, min far opdyrkede en del af den; men der skulle gerne mergel til, det måtte han så hente i Lundsby ca. ¾ mil nord i sognet.
Til at grave og trille mergelen op, havde han 2 mergelkarle, den ene hed Pode, den anden hed Steffen, det var et par dygtige slidere; men de holdt temmelig meget af brændevin, og når de så blev godt fulde, ville de slås.
En aften, efter at far og mor var gået i seng, kom de to karle og bankede på vinduet og spurgte, hvis det skulle gå så galt, at de slog hinanden ihjel, for de troede ikke mindre kunne gøre det; om så mine forældre ville sørge for, at de fik en hæderlig begravelse. Jo, svarede mine forældre, det skulle de da nok; men dagen efter var de, de bedste venner igen.

Min far ville gerne have en bedre gård, så i 1877 byttede han gård med Chr. Madsen, som boede i Bjerg i Fabjerg. Den første august 1877 flyttede mine forældre til Bjerg, min farmor og jeg kom også med, jeg var da godt 1 ½ år gl.
Min far havde været soldat og var med i 1864 på stormen ved Dybbøl, og har fortalt mig mange episoder derom. Det, som især harmede soldaterne, var at tyskerne havde bagladegeværer, mens danskerne kun havde forladere, tyskerne kunne næsten skyde 10 skud for hver ét, som danskerne kunne.

Da Chr. Madsen flyttede fra Bjerg til St. Døj, havde han nogle duer, som han tog med; men de fløj tilbage igen, dem skulle vi så beholde, det var et par sorte ”skorstensfejere”.
Chr. Madsen var en hård karl, med for stor lyst til spiritus; når han skulle tærske, lagde han kornet ud på gulvet i agerrummet, og lod så et par vogne fylde med sten, og så spændte han hestene for, og kørte ind ad den ene port og ud ad den anden, og det skulle gå rask, om kornet kunne tærskes rent på denne måde, ved jeg ikke. Min mor har også fortalt, at han havde mange duer; men dem ville uglen tage, så han fangede en ugle levende, og naglede den fast på muren, også levende, til skræk og advarsel for ligesindede.

21/1

Det første, som jeg kan huske var, da der skulle komme en lille her, det var den 24. August 1879, da blev min søster Marie født, og da blev min anden søster Kirstine og jeg ført ned til Kjær, da det stod på.
I 1881 havde vi en karl, som hed Kr. Tygstrup, han var en stor børneven, og vi børn holdt forfærdelig meget af ham, jeg sov ude i karlekammeret ved ham.
Om aftenen faldt jeg oftest i søvn og lagde mig under bilæggerovnen, der var jo dejligt varmt, så når Kristian skulle i seng, tog han mig med ud ,og klædte mig af.
Han forærede mig engang en mundharpe, og lavede en taske med rem over skulderen: ”Nu skal du Peder gå ned til Kjær og spille for dem.”
Det gjorde jeg så, jeg kunne slet ikke spille; men Peder Kjær og hans kone Kirsten var sådanne flinke og rare folk, og jeg fik hele 2 kr. for den bedrift, og det var mange penge dengang.

Første gang jeg var i Lemvig, det var Kristian som tog mig med, jeg var 6 år og vi spadserede derned en søndag om sommeren, vi fulgte vejen forbi Bloksgård, og da vi kom til Sofielyst, stod der øst for vejen en lang række sortbrogede køer, og alle havde en ”hele” om forbenene.
Det er for at de ikke kan bisse forklarede Kristian mig.
(En ”hele” var en jernlænke med to jernholdere, som passede til at lukke sammen om benene på koen, de blev også brugt til bagbenene, når man malkede med hånden, som man gjorde dengang, for at koen ikke skulle sparke til spanden eller i værste fald til den, der malkede. – K.L.)

Sofielyst ejedes af en tysker ved navn Karstensen, det var en bøs karl og jeg husker, da jeg blev lidt ældre og skulle gå et ærinde til Lemvig, at når jeg traf ham på vejen med en stok i hånden og en stor hund i hælene, så var jeg slet ikke glad for at møde ham, for han kunne jo hitte på at tale til mig.

Tiden gik og jeg skulle til at lære bogstaverne, og det blev hos Petrea Mikkelsen (Brousen) i Dalhus, at jeg fik min første uddannelse, de havde ingen børn selv, hende og Søren; hvor var Petrea en god kvinde, som jeg holdt forfærdelig meget af.
Søren og Petrea havde en lille hund, og en gang om vinteren, da vi skulle have gjort rent hos fårene, var disse lukket ude en tid, så kom den hund herop og jog 2 af fårene ud i mergelgraven, som var meget stor.
Ude i den var der en lille ø, og der svømmede fårene ud, nu var gode råd dyre, min far var meget betænkelig derved; men Kristian og far fik fat i en lang vandtrug og slog et møgvognsbræt under hver ende, og så sejlede Kristian ud efter fårene, og bjergede dem i land i god behold.
Sådan et fartøj har jeg brugt mange gange siden, og sejlet på den store mergelgrav med, og den kunne ikke vælte.

Vi havde i den tid et par store kørestude, det kunne hænde, at de blev ømfodede, og så fik vi lagt sko under deres klove, halvsko var det, og så gik det udmærket.
Vi har brugt studene på landevejen, en gang var jeg med Kristian oppe hos Sidsel Marie, som boede der hvor Laura Hvirgeltoft har boet, det var blevet noget sent, det var med et læs lyng.
Da vi så kørte hjem, skulle det gerne gå rask, så vi havde en rive med i vognen og med den, skulle jeg kradse studene på ryggen, og så skulle jeg brumme ligesom en bremse, studene satte halen lige i vejret, og så gik det i galop, hvor jeg morede mig.

22/1

Min første skoledag husker jeg tydeligt, min mor var med mig, og vi var inde hos lærerens kone og vi fik kaffe, inden jeg blev afleveret.
I frikvarteret spøgede (legede) vi i sandgraven nord for skolen, som den gang ikke var beplantet.
I skolestuen var der fem lange borde med en gang ved hver side, skolestuen var der, hvor lærerinden nu har sin lejlighed.

Jeg var 6 ½ år, da jeg kom i skole, vi havde en meget dygtig, ung lærer, som hed Høegsberg og var fra Ulfborg, og desuden var han en dygtig landmand, som fik merglet skoleloddet o.s.v.

Den første juletræsfest, som jeg var med til, var i skolen, hvor var vi børn glade derfor. Hvert barn fik en gave, dertil havde vi hver givet en skærv, stor eller lille efter evne, og så havde lærer Høegsberg en pose med numre, som vi skulle trække af.
Gaverne lå på et lille bord, og den, som fik nr. 1, måtte så tage først.
Forældrene var også indbudt, og vi gik omkring juletræet og sang julesalmer, og læreren holdt en tale, vi var alle sammen, både store og små, inde hos læreren og vi fik chokolade.

Lærer Høegsberg plantede i sandgraven og træerne nord for skolen, vest for skolen var der et dige langs med landevejen og mod syd til kirkegårdsdiget, her legede vi en leg, vi kaldte at holde af diger.
Han var gift 3 gange i 4 år, hans første hustru Marie var fra Kalvslund ved Ribe, hun døde af barselsfeber.
Hans anden hustru Mette Tang var fra Ulfborg, den tredje var min kusine Maren fra Svendsgaard.
I første ægteskab var der en lille pige, som døde, da hun var omkring ½ år gl.
I det andet var der en dreng Gunnar, som vistnok er i Amerika nu, og i sidste ægteskab var der ingen børn

Ja, så gik tiden jo i hjem og skole – undervisningen foregik således, at yngste klasse gik 4 ½ dag om sommeren og 2 dage om vinteren, ældste klasse 4 dage om vinteren og ½ dag om sommeren.
Vi mødte til eksamen 2 gange om året, til at begynde med havde vi Pastor Worm, som vi ikke var så glade for; men i 1887 fik vi Pastor Schack, det var noget andet, hvor var vi børn glade for Pastor Schack, han var en stor børneven.

I skolen lærte vi godt, dem der ville lære noget, Lærer Høegsberg var ualmindelig dygtig, men orden ville han have, og han var ikke bange for at give en uartig dreng en rigtig god lussing prygl, når han havde fortjent det.
Han har nu aldrig slået mig og jeg kan heller ikke mindes, at han har skældt mig ud, pigerne rørte han aldrig; men vi havde stor respekt for ham.

I min skoletid var drengene slemme til at slås, og det gik tit hårdt til, jeg mindes 2 drenge, som jeg har moret mig over mange gange siden, det var Niels Bendtsen og lille Hans, som nu er på asylet, og alle folk i Fabjerg kender ham.
Niels var en stor lang dreng, og havde ikke så mange kræfter, Hans var lille og stærk, og begge var lige gamle.
Når Niels kom brasende for at slå Hans ned, brugte han gerne et kraftudtryk, og så for de mod hinanden; men det varede ikke ret længe, for når Hans fik godt fat på Niels, så lå han på jorden med det samme og Hans ovenpå.
Jeg var heller ikke bange for at slås, men helst med de store drenge, jeg var af min alder en stærk dreng, og i den sidste tid nok den stærkeste.

En dag, da jeg var blevet den øverste dreng – vi sad dengang efter vor dygtighed i skolefagene, og det var både ondt og godt – sagde Lærer Høegsberg: ”Se her, nu må du passe på, at Niels ikke bliver nr. 1,” og så viste han mig en skrivebog, som tilhørte Niels Hollands, som var to år yngre end mig.
Det måtte jo nødig ske; men Niels er den dag i dag bedre til at skrive, end jeg er.

Ja, så gik tiden og jeg skulle til præst, vi var 4 piger og 10 drenge her fra Fabjerg, og vi skulle gå til Gudum Præstegård, 1 mil var der og vi gik 2 gange om ugen og skulle møde kl. 9, så vi måtte tidligt afsted; men vi var alle sammen glade for turen over til Pastor Schack, han var en rar mand og det gik med liv og lyst i præstegården.
På hjemturen havde vi nogle svinkeærinder, og kom sommetider ikke hjem før hen imod aften. Vi drenge gik over til en høker, som boede i Paris i Gudum, hvor vi kunne købe kinesere, som var en sjælden vare dengang.

Den 13. April 1890 blev jeg konfirmeret i Gudum Kirke, der var 48 konfirmander.
Af gaver fik jeg en skrivemappe af min gudmor Birthe Tang i Lundgård, 1 kr. af min morbror Chr. Lund, og 1 kr. af Peder Kjær.

Da jeg kom ud af skolen, var Lærer Høegsberg begyndt at skrante noget, han måtte have en vikar, og i november 1891 døde han af tuberkulose, hans enke tog på seminariet og blev lærerinde i Århus i mange år.

Hjemmet i Bjerg

Mit hjem, her i Bjerg, var et godt hjem, hvor vi børn fik lært at bestille noget og at lyde. Min far var en bestemt mand, ikke af så mange ord, men han behandlede os børn godt, jeg har kun fået en god dragt prygl af min far 2 gange, som jeg havde fortjent; men mor var en god mor for os børn, hun var ikke slet så bestemt som far,

Vi børn havde det godt i hjemmet og med tak mindes jeg min kære far og mor.

Så havde vi jo min farmor hos os, hun var den rareste bedstemor, man kunne tænke sig, når det kneb for os, tyede vi altid til hende.

Vi, de 3 ældste søskende, sov i samme værelse som hende, da vi var små, hun lærte os tidligt at bede vor aftenbøn og fadervor.

Min bedstemor var ikke så lidt præget af den tids overtro, hun sagde altid til os børn, ”Når I går på landevejen om aftenen, må I endelig passe på, at gå i vejsiden, for midt på vejen kan I nemt komme ind i et brudeoptog eller en ligskare, som kører til kirken, og så bliver I ren tummelumsk i hovedet.” Der var også folk, som var så synsk, at de kunne se sådan et tog, ja, endog kende personerne, som var med.

Derudover fortalte bedstemor om de underjordiske, de boede i en høj nede ved Gantris i Nr. Nissum, de var slemme til at stjæle børn, når de ikke var døbte.

Skete det, at de stjal et sådant barn, var der ikke andre end præsten, der kunne hjælpe, og det var nok ikke altid let.

Den høj, hvori disse underjordiske boede, stod sommetider på ildsøjler.

Om gengangere fik vi også ikke så lidt at vide, karlene og pigerne var også slemme til at fortælle os sådanne historier, vi børn blev noget mørkeræd af at høre sådan noget, særlig på kirkegårdene foregik der meget.

Jeg husker engang at min søster Kirstine og jeg var et ærinde i Sdr. Dahl, og det var blevet mørkt og det regnede slemt, vi skulle forbi kirkegården, og det var vi jo ikke særlig glade for, da vi så gik der ved digen, kom jeg til at se op til skyggen af min kasket, den var hel glødende, jeg prøvede at stryge det af med mine fingre, men fik det så på dem, hvem der fik travlt, var nok os.

Da vi kom hjem fortalte vi det, far sagde, at det var noget man kaldte natild og det kunne komme, når det regnede meget og var mørkt, senere har jeg set det enkelte gange, det er jo fosfor.

Nu må jeg vist hellere fortælle, hvad jeg fordrev tiden med, da jeg var dreng

Da jeg var 9 år gl., overtog jeg kommandoen over kreaturerne og fårene om sommeren; om vinteren gik jeg i skole i ældste klasse 4 dage om ugen.

Om foråret, så snart der var lidt græs, skulle fårene ud, vi havde gerne 6 lammefår eller moderfår, 1 vædder og 4 beder; men når fårene kom ud, var det tit så koldt, at lammene ikke kunne komme med.

Fårene gik jo løse og jeg skulle passe dem, de kunne gå roligt et stykke tid; men når de så kom i tanker om lammene, løb de hjemad i galop, et til hver sin side, så var det umuligt at møde dem, og så stod de hjemme ved døren og brægede af fuld hals, ak, hvor har jeg mange gange været gal i hovedet over dem.

Omkring 1. maj skulle kreaturerne gerne på græs, de var jo i tøjr alle sammen, og der var den gang ¼ mil mellem enderne på vor mark , og når der så var græsgang ved begge ender, så kunne man få sig en ordentlig løbetur, og det skulle helst gå i skarp trav, når kreaturerne skulle flyttes.

Især i den varme tid om sommeren var kreaturerne slemme til at bisse, de begyndte tit kl. 8-9, og det kunne ikke hjælpe, at få dem ud før ved 6 tiden.

Fik vi dem for tidligt ud, så bissede de hjem igen, og så var det sidste værre end det første, det blev lidt sent, inden vi kunne få køerne hjem og få dem malket, klokken kunne godt blive en 9-10 stykker.

Efter høsten fik kreaturerne det lange tøjr, det vil sige løsdrift, det var nu ikke altid så rart at passe dem, når det var dårligt vejr.

Jeg fik mig et hus af græstørv i siderne og brædder ovenpå og så tørv ovenpå igen. Køerne havde en forfærdelig lyst til, at få deres horn i sådan et hus og så jævne den med jorden.

Man skulle passe på, at kreaturerne ikke fik smag på at komme i roemarken, for så var de ikke til at styre.

I høsten når vi kørte korn ind, måtte jeg tage mod tvillingerne, det var ikke neg som nu; men to neg som var bundet sammen med bånd, og så skulle jeg smide dem længere ind i gulvet til den, som lagde tvillingerne.

Den første tid hjalp jeg en ældre mand, som boede i Bækhus, han hed Niels Grebdal og var tømrer Haurballes bedstefar, senere hjalp jeg min far: Det var nu ikke så rart, når der var mange tidsler i kornet, for man brugte de bare næver Min far og mor sled hårdt i det, for godt nok var det en god gård; men meget forsømt, der groede mange tidsler og følfod; men efterhånden kom det, efter megen slid, i orden.

Om vinteren passede min far kreaturerne og karlen plejlede (tærskede) kornet, ja, de havde vist en daglejer til at hjælpe derved, for 50, højst 75 øre om dagen.

Om sommeren gik det hårdere til end om vinteren, når forårsarbejdet rigtig stod på, stod vi altid op kl. 4, Kl. 5½ spiste vi davre, som altid bestod af opstuvede kartofler med kød imellem eller flæsk, sild og derefter kogt mælk med brød eller grød til.

Kl. 8 ½ fik vi formiddagsmellemmad, dertil øl efter behag, middag kl. 12, og så middagssøvn til 1 ½

I høstens tid fik vi kaffe med en knald til, det var et stykke brunt kandis, mellemmad igen kl. 4 ½ og fyraften kl. 8, og derefter fik vi grød med en klump smør eller sirup i, det var næsten altid store gryn, som blev brugt til nadveren; men mor forstod at koge dem, for det var ellers vanskeligt, at få den slags grød kogt rigtigt.

Jeg fik altid lov til at sove indtil davretid.

Når vi så fik kornet sået, ja, vi havde også lidt roer, turnips og gulerødder, så begyndte forberedelsen til mergling.

Vi havde her ved gården en stor mergelgrav, som der i min drengetid blev kørt mange læs mergel af, særlig fra 1880 og til 1887.

Om vinteren blev graven fyldt med vand, og det skulle væk inden merglingen kunne begynde, det foregik på den måde, at der gik en rørledning fra en brønd ved den ene ende af graven, og i den brønd var der en stopper, og det var et stolt øjeblik for mig, når jeg fik lov til at tage den væk, for så kom vandet fra mergelgraven i rasende fart; men vandet kunne ikke løbe ud af selve mergelgraven, så det sidste måtte pumpes ud.

Vi havde en stor pumpe, der skulle 2 mand til at bruge den, min far, karlen og pigen skiftedes til at pumpe, det varede tre dage.

Når så vandet var ude, var der altid skredet en del jord ned i graven, det måtte også væk, så var der også en rigtig køregrav. Der var mange, som hentede mergel her, bl. a. Pigsborg, Ny Mølle, Sdr. Dahl, Søren Mikkelsen, Jesper Hollands og Anders Laursen. Mergelen kostede 25 øre pr. læs, hvor god den var ved jeg ikke; men når vi hældte lidt skedevand på den og den så kunne koge, så var det mergel.

Jeg mindes Jesper Nielsen fra Hollands, som regel var hans far, gamle Brousen som vi skulle kalde ham, med, de kørte med stude og i en vogn med træaksler og lundstikker, som holdt hjulene på vognen, der var et af hjulene, som gik ud og ind, om den sagde gamle Brousen:” Den hyvel der, den goer i slanggång, lisssom æ hvoworm:” (Det hjul der, går i slangegang ligesom hugormen)

Gamle Brousen var oldefar til Anne Lind i Nr. Dahl.

Desuden husker jeg godt Anders Laursen, som boede der hvor Kr. Mølgaard bor, han hentede mergel med sine køer, et par gode jydske køer, sikken læs han kunne køre med.

Vi kørte selvfølgelig selv mergel med 2 spand, 3 heste og en stud, det gik ikke altid så fredeligt af med følhoppen og studen, den ville slikke hesten, som ville bide studen.

Far kørte i marken og pigerne kørte fra graven, karlen og en daglejer læssede mergelen på vognene; men der skulle mange læs til, for der blev kun to dynger af hvert læs.

Nu står vandet i mergelgraven altid, og for en del år siden satte vi en del små ål ud i den, og har gjort det flere gange, de voksede godt og vi har fanget mange af dem siden, nogle store krabater var de blevet, den største vi har fået vejede 6 ½ pund, og en nat i fjor fangede vi 10 store 3-4 punds ål, det var nogle fede karle.

Om aftenen efter endt mergelkørsel skulle pigen gerne spænde hesten og studen fra, og de skulle så have vand ved dammen.

Pigen Marie ville så gerne ride og hun var kommet op på følhoppen og havde studens tøjr i hånden, hesten ville langt ud i vandet; men studen var en tvære hund, den rykkede Marie af hesten, så hun gik på hovedet i vandet, heldigvis skete der ikke større skade, end at hun fik en våd trøje.

Efterhånden blev jeg en stor og stærk dreng, jeg skulle noget af tiden følge hestene i marken, det var noget der passede mig, så skulle mine søstre passe kreaturerne; men det var de nu ikke så glade for.

Pigebørn var nu en gang ikke så glade for at arbejde med kreaturer, de kunne ikke rigtig tumle dyrene.

Året før jeg blev konfirmeret forkede jeg 10 tdr. byg i laden en dag; men om aftenen var Peder også færdig til sengen, det var lige hårdt nok for mig.

Året 1890 blev jeg konfirmeret, vi havde en karl det år; men han rejste en gang om sommeren, og så fik jeg min lyst styret med at køre med hestene.

Vi havde jo daglejere bl. a. Jens Pedersen Brunshede, ham havde vi i mange år, som høstkarl og min far satte stor pris på ham, han var ualmindelig dygtig.

Jens og en anden daglejer kunne tærske 10 traver havre med plejlen og fylde 65 læs gødning en dag, det er der nok ingen af de unge karle som kan nu.

I 1891 fik vi tærskemaskine og halmryster, samt en kværn, det var noget der passede mig, det var den første vindmotor her i sognet; men der kom mange siden.

En dag kom sognefogeden Jens Borum for at se møllen; men far var ikke hjemme, så jeg måtte præsentere den. ”Ja, siger sognefogeden, det er noget spilleværk;” men 2 år efter stod der en vindmotor på Sønderlund lade.

Møllebyggeren V. Christensen fra Humlum havde en cykel, det var nok med fast gummi; men det var en stor begivenhed den gang, når han kørte hjem.

Det var først når han kom om på landevejen at han kunne udfolde sig; men så skulle vi også alle sammen både far, mor, karlen, pigen og os børn hen på skjeldiget, for rigtig at se det store vidunder, når møllebyggeren balancerede på sådan et par hjul.

Der gik nogle år inden det blev almindeligt med cykler, de første var de såkaldte stenklyvere, med fast gummi, de var noget hårde at køre på; men så kom luftringene, og så fik mændene cykler, der var kun enkelte damer, som vovede at køre på cykel, det var jo kun herrecykler der brugtes først; men så kom damecyklerne, og det slog bedre an.

Min kone og jeg fik en damecykel i kompagni, den første vi havde var i 1902.

Slagtning, lysestøbning, øl og julebagning

Den gang slagtede vi mange får, som regel to gode, fede beder og et eller to får, til høst slagtede vi gerne et lam, for at vi kunne have lidt ekstra i den travle tid.

Af disse får blev der meget tagl, som skulle bruges til lysestøbning; min mor besørgede selv alt vedrørende slagtningen, hun kunne lave sådanne dejlige blodpølser med rosiner i o.s.v.

Bederne, som vi slagtede var gerne 2 ½ år og vejede 250 pund eller der omkring, så det var nogle kraftige fyre. Slagtningen foregik sidst i oktober eller først i november.

Til jul slagtede vi et stort svin, de første år jeg kan huske slagtede mor selv grisen, senere kom der en slagter og gjorde det, der var mange dyr at slagte; men vi købte jo sjældent kød hos slagteren og vi fik tit kål og ærter.

Lysestøbningen foregik på den måde, at der aftenen i forvejen blev lavet nogle væger af bomuldsgarn, så lange som lysene nu skulle være.

Om morgenen hvor det skulle foregå blev der lagt en stige på nogle skamler, så blev vægerne trukket på nogle pinde og lagt tværs over stigen, 6-8 væger på hver pind, og så blev talgen smeltet i en stor gryde på komfuret, og derefter blev den hældt i en stor spand eller kar, og så begyndte forestillingen; men der skulle passes godt på at talgen hverken blev for varm eller for kold.

Så dyppede mor vægerne i talgen, som efterhånden satte et lag derpå, og nu gik det fra den ene ende til den anden, nogle af lysene skulle være tykke, det var særlig julelysene, andre skulle være tynde, det var dem vi brugte til at løbe med i hånden, når man skulle se forskellige steder, og så var der Hellig 3 Kongers lys, som var tregrenet, og i sammenføjningerne kom der lidt krudt, så når det brændte ned i lyset gav det et ordentligt sprut, og så gik lyset ud.

Vi havde ingen lampe til petroleum før i 1879, da mor blev foræret en sådan af Kirsten Kjær i barselsgave; men i de første år blev den kun brugt ved enkelte lejligheder, såsom jul, påske og når bedstemor den 14. Februar holdt fødselsdag, da havde vi gerne nogle fremmede (gæster) i den anledning.

Jeg ved ikke rigtig hvordan vi kunne se af sådanne små talglys; men det gik meget godt. Vor ungdom nu skal gerne havde det elektriske tændt, ligeså snart det begynder at mørkne, vi gik derude i husene med en stump lys i en trælygte;
men så kom lamperne til petroleum, eller stenolie, som det kaldtes den gang, og flagermuslygterne, det var nok store fremskridt, og siden elektriciteten både som lys og kraft.

Bagningen til dagligdags foregik den gang således

Vi bagte oftest af melet af en tdr. rug ad gangen, deraf sigtede mor gerne noget mel fra i en temse, som blev brugt til sigtebrød; når rugen havde taget skade i høsten, var det lidt vanskeligt at få godt brød.

Melet blev lagt i dejtruget et par dage før bagningen, kogende vand kom så derpå, og der blev rørt rundt deri.

Dagen efter, når det var hævet, kom dejen op og blev bearbejdet i en sele, (en firkantet kasse) og blev lagt i væler; så endelig dagen efter skulle dejen æltes, og det gjaldt om, at det blev gjort godt, det har jeg været med til mange gange, det kunne godt give sved på panden.

Så blev kagerne dannet til, og sat ind på køkkenbordet mod væggen med den ene ende og et bræt for den anden, dagen efter blev det bagt.

I almindelighed vejede sådan et rugbrød 16 pund, det var noget andet end de små 4 punds brød vi får nu.

Så var der fyringen i bageovnen

Der blev altid fyret med lyng, når så den sorte mand var af ovnen, var den færdig til bagningen, d.v.s at når det sorte var af stenene i ovnene og disse var blevet hvide, så kom brødet i ovnene og døren blev klinet til med ler, for at holde på varmen

Senere blev ovnen lavet om, så vi kunne fyre med kul, ja, tørv kunne også bruges.

Julebagningen begyndte oftest kl. 2 om natten, min far fyrede, som regel i ovnen, og mor og pigerne begyndte så med tilberedning af alt det andet.

Først kom rugbrødet i ovnen, så sigtebrødet, dernæst hvedebrød, og så småkagerne og pebernødderne, de sidste havde vi mange af.

Det var en stor dag for os børn; men vi skulle passe på, ikke at komme i vejen for mor, for så kunne vi gerne blive flyttet på en ubehagelig måde, for mor var lidt i krigshumør sådan en dag.

Der skulle gerne bages meget før jul, dem fra vor egen sogn fik gerne en 3-4 almisser, som vi kaldte det, det bestod af ½ sigtebrød, 1 mål gryn og mel og 1 eller 2 tællelys, de fra andre sogne fik knap så meget, der kunne gerne komme en 10-14 stykker.

Til vore egne sognefolk fulgte der tit et stykke kød med, ja, småfolk havde det ikke så let den gang, jeg har tit undret mig over, hvor de kunne få føden; men hjælpsomheden var større den gang, end den er nu.

Ja, så skulle vi have brygget noget godt øl til jul, det begyndte med, at vi selv lavede vores malt, der blev i et stort kar lagt 5-6 skp. godt byg og overhældt med vand, når det så havde stået i 3 døgn, blev det taget op og lagt på loftet ved siden af skorstenen

i et tyndt lag og dækket til med sække o.s.v.

Og så begyndte spiringen, når det så var groet godt sammen, skulle det splittes ad, og ligge igen til det blev så nogenlunde tørt. Så blev det tørret enten på bilæggerovnen eller i komfuret, efterhånden som det blev tørt kom det i en stor tønde oppe på loftet, det lugtede og smagte godt, så var det færdigt til at male, vi brugte 16 pund i almindelighed, til jul noget mere.

Når brygningen skulle foregå, blev tapkarret sat op på en høj trefod lavet af træ, i karret var der et hul i bunden, og en stang blev sat deri og omviklet med en viske af rughalm, så blev den malede malt hældt i en spand og koghed vand derpå, tilsat med passende humle og lidt malurt, nogle brugte meget af det sidste; men så kunne øllet let blive bitter.

Så blev maltet hældt i karret, og derefter 3-4 spande koghed vand, så stod det et stykke tid sådan, så satte man en spand under taphullet, og så kom der øl, det første var det bedste, så stod der et stort kar på køkkenbordet, og deri hældte man øllet, når det så havde en passende temperatur blev der sat ølgær på, og der gjaldt det om at have nogle gode gær ellers kunne det mislykkes, så det ikke ville gære, og så blev det dækket godt til.

Dagen efter kom det så på tønde, de senere år på flasker, når øllet ikke ville gære blev den ikke rigtig god.

Mor brugte tit at komme en teskefuld sirup i bryggerkarret, til jul havde vi den første tid, jeg kan huske, 2 tønder en lille og en stor, i den første kom den første tapning og det var rigtig juleøl, den anden var knap så god.

Til julebagning skulle der jo bruges gær, og det var altid ølgær, da vi ingen pressegær havde den gang. Det skete en gang imellem at bageren der boede i Ny Mølle, kom og ville låne ølgær, jeg husker at mor ikke var så glad derfor, ja, der kom også andre.

I min barndom dyrkede vi hør et år, og jeg husker også lidt om, hvordan det blev behandlet, når det var indhøstet.

Det blev bragt ind i kostalden, så havde vi nogle kjæver eller brøder, de står endnu på loftet, så blev hørret lagt i blød, så ved jeg ikke mere derom; men når det var færdigt, gik mor hen til Mette Gartner, hun vævede og så blev det vævet til lærred; men eet husker jeg og det var, når jeg skulle have en ny skjorte, for så kunne den kradse ordentlig på kroppen.

Vi har også de gamle redskaber på loftet, som vi brugte ved bagningen af brød i den store ovn, både sten til at sætte brødet ind med, ragen som blev brugt til at trække asken ud med, og ildstangen som brugtes til at jævne lyngen med inde i ovnen, det var hel interessant at fyre i ovnen, og det har jeg prøvet mange gange

Efter min konfirmation blev mit arbejde mest at følge hestene, når den tid var, det havde jeg begyndt med før, jeg skulle gerne lære at pløje en lige fure, vi havde jo en langplov, med den kunne man pløje fint; men det gjaldt om at kunne indstille langjernet rigtigt, ellers gik det ikke så godt.

Vi havde jo møllen nu og med den kunne vi både tærske, grutte kornet og skære hakkelse, og det lettede jo arbejdet svært.

I 1891 blev min far syg, det var et hårdt slag for mor og os børn, den 12. December var der kommet en lille pige, så mor lå i sengen da far døde, så hun var ikke med til fars begravelse, den lille pige blev døbt den dag og kom til at hedde Nielsine.

Nu stod vi så ene, og jeg husker mor sagde til mig:” Tror du vi kan klare den Peder ?”

”Det skal vi” svarede jeg, vi havde god hjælp i min morbror Chr. Lund, som boede i Kjær den gang, han hjalp os troligt og var god ved os, vi hjalp nu hinanden så godt vi kunne.

I februar 1892 fik vi en karl til at hjælpe mig, ham havde vi til november, da fik vi Theodor Andersen fra Hvirgeltoft som karl.

Vi var jo et par unge mennesker til at passe en gård, vi drev den lige som min far havde brugt det, vi fik en del mere roer, jeg har tit tænkt på det senere; men det gik nu ikke så galt med arbejdet; mor var en fornuftig kone, så det hjalp godt.

Theodor og jeg kunne godt lave nogle kunster; men jeg tror nok vi passede vore ting nogenlunde.

Jeg husker, at vi havde en daglejer, som hed Jens Lind, han fortalte os, at han var sådan en vældig karl til at skyde, og så stærk han var, nå, vi ville nok prøve ham af, jeg havde en pistol (forlader) og den fyldte jeg med krudt og hagl, og så skulle Jens stå i loen, og skyde ud ad en luge og ramme en sten, som lå udenfor.

Jens tog omhyggelig sigte, og ramte også stenen; men han holdt pistolen for nær til næsen, der var temmelig stor, og det rev et ordentligt stykke hud af næsen, og det blødte slemt. En anden gang, da jeg kom ind i laden, var Theodor og Jens ved at tage livtag; Theodor var lige ved at kunne tage ham, jeg tænkte, at det måtte jeg prøve med Jens Lind, for jeg vidste, at jeg var stærkere end Theodor, og det gik også sådan, at Jens kom mod Bunden, endda 3 gange i træk, og senere talte han ikke om sine store kræfter.

Den gang gik det tit løs med styrkeprøver, den der kunne løfte 1 tdr. rug på sig, var ikke tabt bag en vogn; men den der kunne stå i en skæppe og løfte 1 tdr. rug på sig, var nu ikke så lidt stærkere, jeg har prøvet det, og det kunne jeg nok.

Når jeg skriver om styrke, så havde vi i min ungdom, 2 mænd her i sognet, som var ualmindelig stærke, det var Peder Nielsen Kjær og Niels Mathiasen.

Peder Kjær sagde nu altid: ”Go´dav bitte Niels” til Niels Mathiasen.

En dag var jeg kørende til Lemvig, jeg spændte altid fra hos købmand Kier nuværende Kiers far, han var en høj og stærk mand, han havde været garder, han havde sådan en lyst til at prøve kræfter med mig, men kunne ikke klare mig, den dag prøvede vi også kræfter inde i butikken, da kommer Peder Kjær derind, og han siger: ”Kan du ikke klare dig Peder, så skal a hjælp dæ, a ska nok ordne Kjærs lange skærekisteben.” Lidt efter lå Kjær oppe og sprællede på disken.

En gang havde de tækkemænd i Kjær, og karlene kunne ikke smide negene op til dem. ”Nu ska a vis dæ, huren du ska bær dæ aj” ( Nu skal jeg vise dig hvordan du skal bære dig ad) sagde P. Kjær og så tog han fat i karlen og smed ham op til tækkerne.

Den anden stærke mand Niels Mathiasen boede i en ejendom vest imellem husene, vest for Kjærdalen, han stod ikke så godt på benene, en gang da han tjente som ung i Øster Tang i Gudum, var der en stor tyr kommen løs, og den skulle jo fanges igen, Niels var med dertil, han gik mod tyren, som gik imod ham og rev ham omkuld; men Niels faldt om og kom til at ligge på ryggen, og var så heldig at få fat i næseringen på tyren, og så kunne han holde den.

Når folk sagde til ham, at det var ingen rar stilling at være i, svarede han, at han var så godt over æ, han mente, at han var herre over situationen.

En anden gang var han i Kjær for at tærske sammen med Markus Post, og bette Laj tjente der, så skulle Markus og Laj prøve om de kunne vælte Niels; men det var en aftale, at han ikke måtte slå med næverne, så begyndte forestillingen, én sprang fortil og én bagtil på ryggen af ham og ned måtte Niels, men desværre blev han gal, det kunne han let blive, det var hans ære for nær.

Der var ikke andet at gøre, end at de måtte ligge ovenpå ham, og holde ham nede, indtil han blev god igen, og det kneb svært at holde han, var han kommet op før, havde han slået dem fordærvet.

En gang var Niels Mathiasen og svogeren Niels Laursen kommet til Lemvig, og havde fået lidt rigeligt af de våde varer, de lavede lidt optøjer på torvet og politiet blev tilkaldt, det var betjent Salskov og arrestforvarer Peder Husum, som skulle arrestere de to mænd, Men det var nok lettere sagt end gjort, for de satte sig kraftigt til modværge, politiet brugte en snøre og fik den om halsen på Mathiasen, så måtte han give efter, for ikke at blive kvalt.

Politiet havde en stor hund med og den bed Niels Laursen i benet, og så var han også færdig, og de kom begge to i hullet. Vor gamle sognefoged Jens Borum var den dag i byen, og han gik om til politimesteren og fik de to herrer løsladt, imod at han sørgede for, at få dem ud af byen, og det gjorde han.

En nytårsaften var Niels Pigsborg og jeg i Kjær for at skyde nytår ind, Peder Kjær kom ud i sine kludesko, som han straks smed, der var et tykt lag sne på jorden, vi løb alt hvad vi kunne, han nåede os først, da vi kom her til Bjerg; men hvor han pustede, vi var bange for, at han skulle styrte derved, han var jo en stor og tyk mand.

I min barndom havde vi en orne, et stort dyr og der kom mange søer til den, men med tiden blev den meget ondskabsfuld, og når den var ude, ville den ikke så gerne ind igen, min far og karlen brugte et svingeltræ, og med den fik ornen et kraftig slag over trynen, den gav et brøl, og så ville den ind; men en dag gik det galt for far, han havde vist slået for svagt. Ornen rev ham omkuld, og bed et stort hul i det ene lår, han kom på benene igen; men da var den ene træsko fuld af blod; men da kunne far slå kraftigt nok og så ville ornen ind i sit hus.

Den gang lå der et hus, som var sammenbygget med stuehusets vestre ende og gik mod syd, et temmelig langt hus med agerrum så vi kunne køre igennem med heste og vogn, der havde vi svinehus, i den søndre ende var der tørv og ovenpå var der lyng, og der gik en dør fra bryggerset og derind.

Min far lå i sengen i lang tid efter den historie, vi havde ingen doktor; men vi hentede lærer Søgård Nr. Nissum, han kurerede låret med hvidt sukker og rom, han var meget søgt for mange sygdomme, særlig benbrud kunne han læge, når doktoren ikke kunne, det var en medfødt gave, som han var i besiddelse af.

Nå, men tilbage til ornen, den blev ved med at være lige gal, og så skulle den kastreres og det skulle foretages af en mand, som hed Niels Chr. Hansen (Frik), han boede i Annexhede, han var slagter og lidt bred i beslaget.

Så kom dagen, da operationen skulle foretages, han havde sin nabo Jesper Nielsen Hollands med sig. Svinehuset var i det før omtalte hus, der var fire huse og i et af de miderste var ornen, det var et stort dyr, den vejede mellem 800- 900 pund, da vi straks derefter leverede den.

Frik gik ind i huset ved siden af ornen, og Jesper og karlen ved den anden side, sidebrædderne var ca. 2 alen høje, og så skulle de prøve, om de kunne få en snøre om halsen på den, for at gøre den bevidstløs; men ornen forstod ikke spøg, den sprang let over til slagter Frik og hvem der fik travlt, var nok ham, ham ud og ornen i hælene på ham, op i tørvene; men de var ikke altid så gode at kravle i; men det var nærmest livet det gjaldt, så endelig kom han så højt op, at han kunne nå hanebjælkerne og kom op på dem, hvor han sad og sagde pip, pip til ornen.

De fik fat på den og fik den omtrent kvalt, og så gik det, som det skulle.

Der var sommetider, når slagter Frik havde fået en stor dram, det ville han gerne have, og begyndte han så at prale for meget sagde folk til ham:” Ka du hov den gång æ Bjerg worri var atter dæ ?”

Det kunne bremse ham.

Lidt om bryllupper, begravelser og høstgilder m.m.

Når der skulle være stort bryllup, skulle bedemanden ud at indbyde nogle dage før, med bud til slægt, venner og naboer, om at komme den dag og til den tid og spise frokost, følge med til kirke og følge med hjem til middag og blive lige så længe de havde lyst dertil.

Der blev så bagt i lange baner og gjort mange forberedelser til et stort bryllup.

Naboer og venner kom med noget som kaldtes Sénd, det bestod af fjerkræ, æg og fløde, det var som regel en pige, som kom med det, og hun skulle så have et sigtebrød, forskellige slags hvedebrød og småkager med hjem

Når festdagen så kom og gæsterne mødte op, blev de modtaget, som nu af skafferen og budt ind i forstuen, hvor de fik en småkage og et glas vin, så blev der spist frokost med øl og snaps, derefter kaffe.

Når tiden var inde dertil, skulle man afsted til kirken, forinden havde mændene fået en seddel stukket i hånden, med navn på den dame, som de skulle følges med op til ofringen, og have som borddame.

Der var til ret store bryllupper ryttere, når der var 8 ryttere fulgtes de ad 4 og 4, og de første 4 ryttere red af gårde, lidt før vognene kørte af gårde, og de fire andre red lige foran vognene, de første skulle til kirke og vende der, og så tilbage igen, så skiftede de plads med de fire foran vognen, og så var det deres tur til at ride til kirken, og tilbage igen for at afløse de første, så måtte de igen til kirken og vende der og tilbage igen og så fulgtes de ad, alle sammen til kirken.

Det var lidt hårdt ved hestene, sådan en tur; men et smukt syn, jeg har kun en gang set 28 vogne med 8 ryttere foran, ellers var der nogle og tyve vogne med 8 eller 4 ryttere.

Efter hjemkomsten fra kirken var der jo middag med suppe, andesteg og oksesteg, derefter vin og rombudding, så lagkage og kransekage hvortil der blev skænket portvin, sidstnævnte brugtes ikke de første år jeg kan huske, der var som regel ½ flaske rødvin til hver person, et gode var også at der ikke blev holdt så mange taler, som nu.

Et stykke tid efter middagen, blev der drukket kaffe, og hvor der var dans begyndte det så gerne, en gang om natten blev der spist frokost.

Det er jo kun de store bryllupper, jeg har skrevet om.

Når man så var kusk i sådan et optog, skulle man passe godt på, for når en vogn af én eller anden grund stoppede op, så standsede det hele bagefter, så skulle man rive hestene til siden ellers ville vognstangen gå i vognen foran og så kunne der let ske en ulykke, man kørte jo altid i skarp trav og man skulle køre tæt efter hinanden, kunne man ikke det, var det en dårlig kusk og nogle sølle krikker han kørte med.

I den forbindelse kan nævnes, at heste og vogn skulle være blankpudset og i fin orden, ellers var man en dårlig karl, nu til dags tager man det ikke så nøje.

Når man var kusk fik man, som regel, lov til at vente til bagefter spisningen, inden man fik noget. En gang til et bryllup husker jeg, at vi fik rombudding og dertil brun kødsauce, det smagte nu ikke så godt; men vi knægte havde ikke mod til at sige det.

Det kunne jo ske, at der ved et bryllup var nogle af gæsterne, der fik lidt lovlig meget af vinen, jeg husker en gang jeg var med til et stort bryllup, at der var fire af gæsterne, som var meget fulde, det var værtsfolkene meget kede af.

Ved begravelser foregik bespisningen omtrent som ved bryllupper; men der var en mere dæmpet tone over det hele.

Når der var én død, skulle liget lægges på langhalm, inden det blev lagt i kiste.

Ligsynsmanden havde været og syne liget, det var altid en sort kiste, som virkede noget trist, så blev den brun, nu er den hvid.

Der blev tit skænket lys over en afdød, så var der et par mand som gik eller kørte foran ligtoget, og når man så kom ind i kirken blev lysene sat op på alteret og tændt, sommetider kunne der godt komme til at stå fire lys på alteret

Når der var født et lille barn og konen første gang derefter ville i kirke, vi kaldte hende en kirkegangskone, da var der en anden kone eller hendes mand med hende og de satte sig i våbenhuset, hvor præsten vist under anden salme gik ud og holdt en tale for konen, hvorom ved jeg ikke; men så måtte konen komme ind i kirken.

Når der i et hjem var sket et dødsfald, skulle degnen eller læreren lave nogle ligvers over afdøde, og de blev sømmet på kistelåget og kom med i graven.

Der blev altid taget et afskrift af disse ligvers, og en tid efter kom der altid en mand fra Lomborg, han hed Mads Kålund og ville prente disse vers og så kom de i glas og ramme, jeg har endnu min fars og min lillebrors ligvers.

Som betaling for prentningen fik manden lidt penge, føde og logi, det tog et par dage for ham og det levede han nærmest af.

Landevejen og postforbindelsen

Det første postbud vi havde hed Peder Kjærgaard, han gik ud fra Lemvig; men gik kun til enkelte steder, så måtte folk selv hente posten der.

Ruten var således: Bloksgård, Præbensgård, Kjær og Skolen – der kunne posten sendes med børnene hjem, og omvendt – Aggergård, Ml. Børring og så efter Lemvig igen, til Kjærgård og Kvisgård og så var han færdig med turen.

Omkring 1885 fik vi kørende post fra Lemvig over Fabjerg til Klostermølle i Gudum, der blev han om natten, han havde selv et hus derovre, han kom så tilbage dagen efter ved titiden, om aftenen fra Lemvig ved 4½ tiden, han hed Chr. Stausholm og han tog bud med og passagerer.

Postbudet hed Chr. Karlsen og boede i Bækhus, en rask mand i sine unge dage, han kunne nok trave og det kunne også gøres nødig, da han om sommeren skulle udbringe posten samme dag og først ved femtiden kunne han begynde, der var ikke så mange aviser eller breve den gang, ugeblade var der snart ingen af, ja, ”Ugens Nyheder”; men posten skulle næsten altid fra den ene ende af sognet til den anden,

brevsamlingsstedet var hos Poul Jensen Ny Mølle.

Hovedvejen gik fra Gudum efter Aggergård og Fabjerg Kirke, gennem Kjærdal, vest på til vejen gik efter Bloksgård, til Rom Skel, denne vej blev så nogenlunde holdt i farbar stand, hver gård havde sit vejskifte, hvorpå man skulle køre uharpet grus og sand, de andre veje var ikke gode, ad hovedvejen kørte posten, den og så Jordemodervej var de eneste som blev ryddet for sne.

I 1886 havde vi meget sne, i Kærdalen var det særlig galt, vores karl som hed Jørgen var til snekastning 14 dage i træk, til sidst måtte de bænke sneen op, roden var fra Fabjerg Kirke til Rom skel, Knudsen Vestergård var snefoged.

I sådan tid måtte den kørende post gå på sine ben, og bringe posten ud.

I året 1887 blev mejeriet bygget og da blev vejen, der går forbi Kjær efter Skov og ud til vejen der går vest for Bloksgård, reguleret og påkørt grus, før var den nærmeste en markvej, de første år var den ikke god, i tøbrud måtte mælkekusken køre gennem Kjærdal og hen til Tingvej for at komme til mejeriet.

Der blev fra beboerne i den nordlige del af sognet rejst krav om bedre vejforhold, det var jo ikke var så underligt, når vi tænker os, at de folk som boede i Kjærgaard og Kvisgaard skulle hele vejen ned til vejen som går forbi Præbensgaard efter Bloksgaard, for at komme til Lemvig.

Der blev så forhandlet, med Fabjerg Sogneråd sammen med Gudum og Nr. Lem kommuner, om en vej fra Lemvig til Gudum Kirke.

I Gudum var det snart værre med vejforholdene end i Fabjerg.

Lundsgårdene skulle enten køre til Fabjerg eller Nr. Nissum Kirker for at komme til Lemvig, det var jo en lang omvej.

Når vi skulle til Lemvig efter et stort læs, hvad det nu var, måtte vi altid køre op ad Vesterbjerg gennem Rom, den gamle Østerbjerg var umulig at køre opad.

I den forbindelse skal nævnes, at når vi hentede mursten på Teglgården ved Lemvig, måtte vi altid køre ude i fjorden, der var ingen vej; men bare vi kom godt ud, var der fast bund, ellers kunne man let køre fast og det var nu ikke så rart

Der blev så forhandlet om en vej fra Lemvig igennem Nr. Lem, syd om Vestergaard og Svendsgaard, nord om Hyldgaard og efter Korslund.

Til denne vej ville ejendomsbesidderne give gratis jord; men det kunne man ikke enes om; så vejen blev gennemført i dens nuværende beliggenhed; men da måtte der betales for jorden.

Vejen blev så anlagt og åbnet for færdselen i 1891 i Fabjerg til Jordemodervejen, til Gudum i året derefter, nu foregik hovedfærdselen derefter ad den nye landevej.

Der blev bygget en masse, både gårde og huse langs vejen, jeg nævner dem lidt i flæng: Den første var centralen som byggedes af murer Godtfred Kristensen – og der i Staden er der jo kommet mange til senere – endvidere Toftvang, H. Kristensen, P. Jeppesen, Højgaard, Nygaard, Forsamlingshus, Nr. Svendsgaard, Aldershvile, Pax, Smed Nørgaards, Birkely, og længere mod vest Ny Boel, Sdr. Boel, Moselund, Skødbæk Mejeri og købmand Gregersen, og mod øst også en del, det var en stor fordel for sognet med sådan en vej.

Vi havde jo også den gamle landevej, som gik og går endnu fra Rom Kirke forbi Vester Mølle, Fruerhøj efter Holstebro, vi kaldte den også Kongevejen, den var så bred, at der kunne køre fire vogne ved siden af hinanden.

Ved 2 mils pælen nær Fruerhøj var der telt med krohold, når de store markeder var i Holstebro i september, altid 2 dage.

Ad denne vej var der stor færdsel på markedsdagene, store kobler kreaturer og heste kom ad denne vej, der kom også en del med vejene over Fabjerg forbi kirken efter Ørvejle i Gudum, hvor der også var krohold. Disse dyr kom jo fra sognene vest for Lemvig, fra Harboøre, ja, da også fra sognene øst for Lemvig.

Den første gang jeg var i Holstebro var i 1893, da var der stor udstilling der; mor og jeg ville gerne derned, men vi kunne ikke vejen; men så kom vores mælkekusk Poul Mandrup og han kendte vejen og ville gerne med.

Vi fik ordnet det sådan at vi kom afsted, det tog et par timer at køre derud, vi spændte fra hos Chr. Jensen i Skolegade, der var gæstgiveri og der spiste Poul og jeg, vi fik lammesteg m.m., det kostede 1 kr. foruden drikkepenge, mor spiste hos nogle bekendte, som hun besøgte.

Møllebygger Villads Kristensen fra Humlum, som havde bygget vores vindmølle, havde også en sådan udstilling, men desværre var det vindstille i de dage, så den kunne ikke rigtig sætte fart på.

Madam Bjerre fra Lomborg havde en slags kraftfoder på udstillingen, hun var lærerkone og en fremskridtskvinde på mange områder.

Andelsmejeri og vareindkøbsforening

Det smør, som blev lavet i hjemmene, var ikke lige godt alle steder, mine forældre havde stor interesse for fremstilling af en god vare, og jeg husker at der fra Ringkøbing var en smørekspert i forskellige hjem, for at lære husmødrene at lave godt smør og han var også i vort hjem, det gik nu meget godt.

Men så blev det sådan at vi kunne sende vor mælk til et fællesmejeri i Nr. Tang i Gudum, der var kun tre gårde som leverede deres mælk der, det var Sønderlund, Bjerg og Agergård, de lejede en mand som hed Andreas Høker til at køre derover med mælken, høkernavnet havde han, fordi han drev en høkerforretning, der hvor Jens Chr. Damgård boede i sin tid; men det brændte og han solgte jorden til Mads Klemmensen i Ø. Haurballe, der står vist nogle træer endnu hvor ejendommen lå.

Omkring midten af firserne, begyndte man at bygge andelsmejeri, tanken kom også til Nr. Nissum og der blev holdt møder derom, far var dernede for at høre om folk fra Fabjerg ikke kunne komme med; men det kunne der nok ikke være tale om.

Derefter blev sagen om at bygge et mejeri i Fabjerg, når der kunne tegnes 400 køer, drøftet mellem mændene i Fabjerg og Romboerne, dette resultat opnåedes, og man begyndte med byggeriet, og mejeriet stod færdigt 1. August 1887 til at modtage mælken, der var en del af de større gårde, som ikke ville være med, jeg nævner Lissumkjær, Hyldgaard, Svendsgaard, Kjærgaard, Søgaard, Rottersgaard o, fl.

Den første mejeribestyrer hed Jens Sund, derefter Mads Bechgård, Jens Chr. Roesgård, Korshøj Nielsen og Nielsen, som vi har nu.

Den første formand hed Vorits og boede en kort tid i Bloksgaard, sognefoged J. Borum var kasserer.

Ved generalforsamlingen var det sådan, at det var køerne som på en måde havde stemmeretten, indtil 4 køer 1 stemme, derover og indtil 8 køer 2 stemmer..

Det blev dog efter nogle år ophævet til almindelig stemmeret.

Mejeriet gik nu støt og med tilgang af nye interessenter, fra Nr. Lem var mange med deriblandt Kabbel, også fra Lomborg kom der mange nye folk med, Sdr. Raunsbæk, Vilhelmsborg og Ørtsgaardene blev også interessenter.

Nu gik det godt et stykke tid; men så blev der fremsat tanker om at bygge et nyt mejeri enten ved Smed Nørgaards eller Skødbæk, det blev Skødbæk og til det nye mejeri gik hele Nr. Lem og en del af Fabjerg sogn.

Så kom Lomborg Mejeri og dertil gik alle fra Lomborg og ikke så få fra Rom, til sidst kom Lemvig Mejeri og den tog alle Romboerne på 5-6 stykker nær.

Nu blev Fabjerg Mejeri fra at være et stort mejeri til en lille mejeri.

En gang i vinteren 1900 blev der indbudt til et møde i Ndr. Skole angående oprettelse af en vareindkøbsforening under R A V.

Formanden Mads Bjerre og Kr. Tovborg Jensen var til stede for at give oplysninger angående R A V, og der blev nedsat et udvalg til at arbejde videre med sagen.

Resultatet blev, at der blev bygget et hus med butik og lagerplads samt plads til uddeleren Marie Engholm.

Butikken åbnede 1. Novbr. 1900; men Marie Engholm blev der kun en kort tid da hun giftede sig, derefter kom Knud Mølgård, L. Kølhede Larsen og Viggo Degn.

Den første formand var Lærer Kristensen Ndr. Skole, så Søren Svendsgård og Lærer Kristensen igen og så Jens Tang, som var formand i rigtig mange år.

I begyndelsen handlede man udelukkende med R. A. V., nu handler man mest med fællesforeningen og som sådan er butikken nu en Brugsforening.

Der begyndtes i små forhold; men foreningen er gået støt fremad og har nu en omsætning i nærheden af en million.

For ikke så få år tilbage, var der omkring hver by en såkaldt læbælte, en mil i luftmål, og indenfor den grænse måtte ingen købmandsforretning oprettes. Jeg husker at Bager og Møller Poul Jensen Ny Mølle ville have en købmandsforretning; men kunne ikke få den, for grænsen lå øst for Fabjerg Kirke, nede ved broen.

Fabjerg Kirke

I min barndom var det meget koldt at komme til gudstjeneste i kirken, da der ingen varme var der, og Pastor Vorm prædikede en hel time, mændene kom med træskostøvler på og kvinderne kom vel i træsko, Pastor Vorm stod i den sidste tid vi havde ham med handsker på, han var ellers en myndig herre.

Året 1887 fik vi Pastor Schack, han blev indsat den anden søndag efter påske og talte over teksten om den gode hyrde, han blev indsat af Pastor Blume i Bøvling.

Den nye præst fik det ordnet således, at vi fik varme i kirken, der blev opsat en kakkelovn i den vestre ende over for midtergangen; men det varede ikke længe, inden den måtte flyttes til den sydlige ende og skorstenen kom på i tårnet, hvor den er nu og det var bedre, fordi det kunne bedre gå med røgforholdene.

Under Pastor Vorm var det skik at konfirmanderne, efter endt eftermiddags gudstjeneste, skulle ud på kirkegulvet til overhøring af præsten, de to sidste hold konfirmander skulle også helst møde op; men de mødte vist nok ikke så gerne,
det brugte Pastor Schack aldrig, ligesom hans prædiken kun varede ½ time, han blev en meget skattet prædikant og afholdt af gamle, unge og ikke mindst af børn.

Han fik begyndt med ynglings og pigeforening, samt børnegudstjeneste som lededes af en kvinde som hed Hanne Bæk og så Jens Chr. Frederiksen.

Viljen var vist god nok; men evnen manglede, de talte altfor længe og kunne ikke fange børnenes interesse, jeg skulle også være med; men havde ikke større lyst dertil; senere kom det i en anden gænge.

Under Pastor Vorm var der nogle kvinder og mænd, som gik den lange vej til Flynder Kirke, for at høre Pastor Blume, det fik ende, da vi fik Pastor Schack

Ligeledes var der her i sognet 4 par folk som levede sammen på polsk; som det kaldtes, det fik Pastor Schack forpurret.

På den nordre side i kirken hang der en masse perlekranse med navn på o.s.v., som var skænket over afdøde.

Desværre beholdt vi kun vor kære Pastor Schack i få år. Kristus Himmelfartsdag i 1895 holdt han afskedsprædiken og blev præst ved Helligåndskirken i København.

Han havde to sønner, som har været præster i København, Egede S. var provst, den anden Tage S. blev skudt af tyskerne under besættelsen, den ældste søn Johannes blev færdig med sin eksamen som præst; men han døde ganske ung.

Efter Pastor Schack fik vi Pastor Bjarnesen, som kom fra Ryde og Handbjerg,

det var to modsætninger Bjarnesen var ordknap, syntes mange, som prædikant sagde han alting lige ud, og der var en del der ikke kunne lide ham. Han kunne gerne tale i 1 hel time ved gudstjenesten; han kunne ikke lide at folk gik ud af kirken før det hele var forbi, men det kunne til tider være nødvendig. En søndag var der en kone som gik ud og præsten bagefter, han nåede hende i våbenhuset og spurgte hende hvorfor hun gik ud. Konen svarede:” A ska hjem å gi æ båer æ patt !”

I Nr. Dahl var Moust Gravers Kristensen meget syg og der kom bud til Bjerg en søndag morgen, om jeg ikke ville køre efter præsten, da manden gerne ville til alters.

Jeg kom af sted til Gudum Præstegård, præsten kom ud i døren og spurgte mig hvad jeg skulle.

Det sagde jeg så; nej, det var der aldrig tale om sagde præsten, for han skulle lige straks til Gudum Kirke for at holde skriftemål og så videre; men manden er meget syg, sagde jeg.

Præstens karl Karl Kristen, som havde været med ham fra Ryde, overværede samtalen og sagde til præsten, om det ikke kunne lade sig gøre, at Krohn, som den tid opholdt sig i præstegården, kunne holde gudstjenesten i kirken, og så præsten tog med til Fabjerg og derefter holdt skriftemål og altergang.

Præsten summede lidt derpå, så sagde han til mig: ”Kan De køre raskt, så vi kan nå det ?” Ja, ja, det kan jeg – det var jeg nu ikke så ringe til, så vi kom afsted.

Under turen til Fabjerg talte jeg et par gange til præsten; men han ville knap svare mig.
Nå, ja så kan du blive fri tænkte jeg; men da jeg kørte ham tilbage igen, begyndte han at tale med mig straks, da vi kom på landevejen, om alt muligt og det blev han ved med, til vi kom til Gudum, vi nåede det i god tid

Gravers Kristensen døde et par dage efter, det var tyfus, og mærkværdig nok var der ingen af os, der fik sygdommen, især hans mor som gik der og var med til at pleje Gravers, derimod fik hans søn det, han var hjemme og en datter var ude; men da hun var hjemme til begravelsen, fik hun det en tid efter.

Nu da jeg er begyndt med præsterne fortsætter jeg, Pastor Bjarnesen, der var syg de sidste år han var her, måtte holde kapellan, vi havde flere af dem; men det gik ikke så godt, til sidst fik vi Stenfeldt Mathiasen senere præst i Vandborg- Ferring; men så døde Pastor Bjarnesen. Indre Missions Tidende skrev efter hans død således:
Han var en tørv; men der var ild i ham.

Så fik vi Pastor Nygaard fra Hemmet og Sdr. Vium, han blev senere provst, han var en dygtig prædikant og meget afholdt; men han blev også syg og måtte holde en medhjælper, vi fik Dejbjergpræsten en tid og han kom ofte i vort hjem, vi gik en del på jagt sammen, i 1925 søgte Provst Nygaard sin afsked og flyttede til Lundforlund på Sjælland; men døde ikke så længe derefter.

I året 1926 i januar fik vi Pastor Olsen som kom fra Marstal og Tranderup, jeg husker tydeligt den dag Pastor Olsen blev indsat i Fabjerg Kirke af Provst Rendttorf, min kone og jeg kom gående til kirke, så ser vi en mand gå henne ved Frk. Baks lejlighed.

”Hvad var det for en karl ?” siger jeg til min kone

”Det er nok en chauffør ” siger hun, ja, det er det vel nok; men vi kom ind i kirken og lidt efter kommer Provst Rendttorf ind og ved hans side går chaufføren; men da var han kommet i kjole og krave og vi kunne se at det var vor ny præst.

Det gik jo som det skulle, Pastor Olsen kom på prædikestolen og han kunne nok prædike og tale højt, hvad jeg var glad for.

Efter Provst Rendttorfs afsked blev Pastor Olsen Provst, han har nu været her i mange år og der er vist ikke mange steder, man har været så glad for sin præst, som

her i Fabjerg, både som ordets forkynder og som menneske.

Det var jo så om kirken jeg skulle skrive noget mere

I 1917 blev altertavlen og prædikestolen restaureret af Kunstmaler Due og kom tilbage til deres oprindelige skikkelse, det pyntede jo svært.

Kr. Borum og J. Simonsen var da i kirkebestyrelsen, og kirkegården blev beplantet og der blev anlagt gange og planeret.

Efter Kr. Borum og J. Simonsen kom Anton Bjerg og jeg i kirkebestyrelsen, der var mange ting, som vi gerne ville have lavet i stand; men der manglede penge, vi havde ca. 400 kr. hvert år, det var rente af stiftsmidlerne i Viborg.

Den sum var der hårdt brug for til vedligeholdelse af kirken og kirkegården, til større reparationer kunne vi få frigjort penge af kapitalen i Viborg, når vi søgte derom og det anbefaledes af provsten.

Kirken var meget tarvelig og vi ville gerne have den noget pænere, en aften var Lærer Schriver på besøg og da der blev tale om, at det var rart at have et orgel, spurgte Lærer Schriver mig, om jeg kunne tænke mig, at der var en mand her i sognet, som ville give en ordentlig skærv til en begyndelse, for at få et orgel.

Jeg overvejede det lidt, så sagde jeg, dersom vi kunne få Knud Fruerboel med derpå; men han er nu ikke sådan særlig kirkelig interesseret.

Resultatet blev at vi aftenen efter blev enige om, at gå til Fruerboel og prøve vor lykke, undervejs derhen gik vi og trak stak om, hvem der skulle være ordfører og det blev mig. Nå, vi kom til Fruerboel og gik ind i stuehuset, der traf vi Grethe: ”Jov, Knud er da hjemme og ude i æ Kjørs (kostalden)”!

Vi gik derud og traf Knud, der gik med en lygte i hånden og bare ben i træskoene, det var omkring 1. Dec.

Jeg indledte så min tale med at sige, at vi så forfærdelig gerne ville have et orgel til kirken; men vi manglede penge og en mand der ville give en god gave til at begynde med, derfor kom vi her i aften, for at høre om du, Knud Fruerboel, kunne tænke dig at lægge for.

Knud stod og betænkte sig lidt, så sagde han:” A vil gi 500 kr.” ”Mange tak skal du have; men 1000 kr. er bedre” sagde vi. Det summede Knud noget på: ”Jeg har lige fået en radiomodtager og den skal betales nu; men a vil gi 1.000 kr. som skal betales således: ¼ i det første halvår og så videre..”

Vi takkede Knud for den store gave og hvem der var glade, da vi gik hjem, det var Lærer Schriver og mig.

Dagen efter lavede Lærer Schriver en liste og gik til Fruerboel og fik Knuds underskrift, nu skulle der tages fat på sagen, vi ringede til Pastor Olsen, om han ville komme lidt før gudstjenesten næste søndag til Fabjerg, hvor vi så blev enige om, at det skulle bekendtgøres fra kirkestolen, at der var skænket 1.000 kr. til et orgel i kirken og at der ville blive frembåren en liste til tegning af bidrag til samme Pastor Olsen anbefalede det varmt, vi begyndte så med tegningen og det gik ret godt; men vi mødte dog en del modvind og vi nåede ikke at få tegnet penge nok, så vi kunne få orgelet, men sommeren derpå fik vi afholdt en basar med gudstjeneste ved Provst Rendttorf, og så fik vi penge i kassen.

Vi fik orgelet før vi havde beregnet, grunden var den at Knud Fruerboel døde og arvingerne udbetalte de 1.000 kr. på en gang og de fleste af de tegnede bidrag fik vi også. Fra forskellige orgelbyggere fik vi tilbud på levering af et orgel; men Froberg i Odense var det laveste på ca. 4.300 og det har været et godt orgel.

Der var mange andre ting som var nødvendige, det regnede ned mange steder i kirken, blytaget var slidt op og måtte omstøbes.

Blydækker Djernæs fra Vust foretog omlægningen over det hele, dertil fik vi af stiftsmidlerne; men så var det galt med kakkelovnen, vi byttede den med jernstøberiet i Nykøbing Mors og fik varmeapparatet, vi fik også lagt fliser i midtergangen, elektriske lysekroner, særkalke og meget andet.

Det bør også nævnes at den syvarmede lysekrone er en gave fra enkefru Høegsberg og dåbskanden en gave fra fhv. Lærer Christensen i nordre skole.

Kirkegården er også gennemgået store forandringer, som dreng husker jeg at der kun var en enkelt jern- eller trækors hist og her og ingen ”indestene” og ikke spor af træer.

Sagnet fortæller jo at kirken er bygget af en kristen jomfru og den store høj, som har været meget større og ligger vest for kirken, er samlet sammen af en hedensk jomfru; men kirken blev færdig først og derfor kom sognet til at hedde Fabjerg, endvidere fortælles det at der går en løngang fra kirken til højen.

Foran nævnte Krohn blev senere præst og har været her mange gange og talt både i kirken og missionshuset.

Der blev under arbejdet med gravningen til varmeapparatet fundet en del gamle mønter og Nationalmuseet må på én eller anden måde have fået det at vide, for der kom en skrivelse derfra til Provst Olsen, om at vi skulle aflevere mønterne til dem, vi sendte så mønterne og de beholdt de mest værdifulde af dem, nogle stykker sendte de tilbage, som nu hænger i kirken og et par stykker fik de på museet i Lemvig.

Det var jo Danefæ, derfor gjorde Nationalmuseet krav derpå

Fabjerg Søndre og Nordre Skole

I min første barndom var der en skole, som kaldtes Hovedskolen, Søndre skole og en Biskole, hvor der undervistes af en mand der Thomas Pedersen, han var også snedker o. m. a.

Ejendommen, som han boede på, er nedbrændt for nogle år siden og ejedes af Martin Mikkelsen, børnene fra den skole skulle altid møde til eksamen i Hovedskolen.

Først i firserne blev der købt jord fra Kjærgård og bygget en skole derpå, så havde vi to skoler, Søndre og Nordre Skole.

Den første lærer hed Jensen og ville gerne spille kort med sognets beboere, derefter Lærer Kristensen som kom fra Gudum Ndr. Skole, han var en meget dygtig lærer og meget afholdt, han var her i mange år, han og jeg var i bestyrelsen sammen i flere ting og han var min gode ven, da han tog sin afsked flyttede han og hans kone til Herning, hvor min kone og jeg har besøgt dem mange gange, de er nu døde begge to

Så fik vi Lærer Thomsen som var gift med en datter fra Øster Lind i Gudum, han var lidt op i årene; men fik dog embedet, vi kom en del sammen og han var også en dygtig og afholdt lærer, hans kone døde her i Fabjerg og efter sin afsked flyttede lærer Thomsen til Holstebro, hvor han døde for nogle år siden

Hans efterfølger blev Lærer Linderoth som var her i ca. 10 år, jeg har ikke stort kendskab til ham; men en udmærket mand som kirkesanger var han, han fik også startet en sangforening, han flyttede til en ungdomsskole i Sommersted og blev forstander der i 1951.

Novbr. 1951 kom der en ny lærer til Nordre Skole Vagn Odgaard, en søn af Lærer Odgaard i Nr. Lem.

Den første lærer jeg kan huske i Sdr. Skole var Obbekjær; men han var svagelig og holdt vikar, som var hans egen søn Jakob Obbekjær som senere blev lærer i Hvidbjerg Thyholm, efter ham kom en Urban Hansen.

Den gamle lærer Obbekjær byggede huset som ligger ved siden af skolen og tog sin afsked; men døde inden han kunne flytte i den; men hans enke og døtre boede der i mange år.

Det påhvilede de fleste større gårde at de skulle levere 1 læs tørv til læreren om året og jeg var med min far i skolen med tørv.

Det var også skik at mange af kirkefolkene skulle ind efter gudstjeneste og drikke kaffe hos læreren, til gengæld havde konerne fløde, æg eller noget andet med til madammen.

Som jeg allerede har fortalt fik vi Lærer Høegsberg efter Obbekjær, indtil novbr. 1891 da han døde.

april 1892 fik vi Lærer A. Poulsen og han var lærer her i Fabjerg til 1. november 1920. Han var en meget dygtig lærer og både ham og hans familie var meget afholdt, han var også en dygtig landmand og fik heste at køre med, først en stor, siden 2 små heste og da han bortforpagtede jorden, havde han kun en lille hvid hest.

Lærer Poulsen havde fire voksne børn, der døde vist to af børnene som mindreårige, knap efter at de kom til Fabjerg. Sønnerne var Kristian som nu er pensioneret lærer og bor i Vils på Mors, og Poul som er uddeler i Handbjerg Brugsforening.

Pigerne var Astrid som blev gift med Lærer Karlsen i Stendis; men døde kort tid derefter, og Matilde gift med Kornelius Sidelmann i Råsted, hun er også død for mange år siden.

Madam Poulsen som vi altid kaldte hende, døde vist i 1916.

Nu tilbage til den lille hvide hest, lærer Poulsen kunne nok køre hesten; men døtrene ville også gerne køre med den; men kom det over dyret at nu ville den ikke længere så..

Lige overfor hvor min moster Mette Kirstine Svendsgård boede gik den ofte i stå; men pigerne var ikke rådvilde, den ene af dem gik ind til moster og spurgte om de ikke kunne låne en knibtang. Moster spurgte: ”Hvad vil I bruge den til bette piger ?”

Jo, hesten var blevet stædig og så kunne det hjælpe at knibe den lidt, og det hjalp.

Klosterheden

Klosterhede plantage er den største her i landet på areal mellem 11 – 12.000 tdr. land.

Med undtagelse af det omkring Gudumhus, som er plantet af Iver Olesen

Gudumkloster, kan jeg huske at det hele er blevet beplantet, alle de store hedearealer, som strækker sig fra Fousing til Lomborg.

Da det omkring 1885 blev til alvor at staten ville købe heden til beplantning var det vel nok de fleste af lodsejerne, som ville sælge; men der var også en del, som ikke ville sælge deres hede.

Det var vistnok daværende folketingsmedlem Åberg for Lemvigkredsen som forestod sagen, der betaltes 30 kr. pr. tdr. land og så måtte man bruge lyngen i 10 år deraf; men ikke jagtretten. Det var jo en meget betænkelig sag at sælge heden, for hvor skulle man få brændsel fra til bageovnen som opfyredes udelukkende med lyng, min mor var meget ked af det, da far solgte heden, vi havde 30 tdr. land.

Det sidste år vi havde den, hentede vi 14 læs lyng, i almindelighed brugte vi 4 læs om året, det skulle helst bjerges om sommeren i den tørre tid; men det kunne også let blive for tørt, var det for tørt gik det i smuld, især når det var kort lyng, var det groft kunne det bedre gå.
Man brugte et lyngjern til at slå lyngen med og en mand skulle kunne slå et læs lyng om dagen, jeg husker at vor karl og pige gik i heden om morgenen kl. 4 og kom hjem igen kl. 9, da var det for tørt, de gik så derud igen kl. 5 og blev så derude til kl. 9-10 længere hen på sommeren kunne de blive derude hele dagen.

Der var mange som solgte lyng til beboerne vest for Lemvig, min svigerfar Chr. Roesgaard har fortalt mig, at han har kørt mange læs lyng til Harboøre og det var der flere der gjorde; men de fleste hentede det selv, jeg har mange gange talt 20 vogne som hentede lyng ud imod Rishøje.

Det tog cirka 5 timer for dem fra vestsognene at læsse, det gjaldt jo om at få det lagt rigtigt på, ellers kunne man let vælte med det og det gjaldt jo om at få noget for pengene. Vi tog nu ikke så lang tid til det; men vi havde jo heller ikke så langt dertil, jeg har mange gange som dreng været med på heden for at rive lyngen sammen efter forkningen.

Vores hede lå et godt stykke sydvest for Kjærdal, der var en lille høj derude, i den var der en rævegrav hvor Mikkel boede med sin familie, de små unger løb oppe og legede og mutter sad og så til.

Vi havde en halvstor hund som gerne var med derude, den kunne godt lide at hilse på rævene, når de så var oppe listede Trofast sig så stille der hen ad omtrent hel flad mod jorden og jeg selvfølgelig bagefter, når så den gamle syntes at hunden kom for nær, så smuttede de i en fart i graven alle sammen.

Det var så lidt om heden, så må vi begynde med plantningen af heden, det var en mand fra Skive som fik det arbejde med at pløje den, der blev opført beboelseslejr og stald ”æ ståld” kaldte vi den, nu er det Korsvejhus.

Der var 4 karle og 8 heste én af karlene hed Peder Lund, han kom her på Bjerg enkelte gange og købte gulerødder af min far til hestene, han kørte med et par store brune kraftige heste, det var alle sammen svære heste der blev brugt, for der var nap i det.

Det var nogle ordentlige plove de havde, de kunne tage en bred fure og der var 4 heste for, én mand kørte og en anden styrede, det gik langsomt men sikkert.

En anden form brugtes også, hvor der blev gravet grøfter med cirka 10 fod imellem, i disse grøfter blev der så plantet, vistnok fyr og så var det meningen at de skulle gro op, som læbælte og så skulle der plantes gran imellem;
men det gik man efterhånden bort fra, da disse grøfter føg til med sand; man kan endnu sine steder i skoven se hvor de har været bl. a. sydøst for Sandehus.

Der var mange mænd her fra sognet som tjente en dagløn ved det arbejde, der var to mænd fra Rom som arbejdede meget derude, det var Simon Skødbæk og Kristen Hede. Vi havde et moseskifte som lå i en anden bæk syd for Sandehus og der bjergede vi tørv, den var lejet i 49 år og vi svarede 16 øre i afgift om året, derfor husker jeg meget om hvordan det gik til derude, jeg var altid med i mosen både som dreng og mand.

Omkring mosen var der høje bakker og deri havde disse to mænd lavet et hus, hvori de havde en seng og så kunne de lave mad der, de var derude en uge i træk, søndag aften kørte de med trillebør derud, de havde madvarer med, men så lørdag aften kørte de tilbage til Rom igen, det var nok et slid, de havde vist mest akkordarbejde.

Når plantetiden var inde tog folk her fra sognet derud til det arbejde, det gik til på den

måde at en mand gik med en buk som den kaldtes og lavede huller til at sætte planterne i, så gik der to bagefter og satte planterne.

Det var tit en mand med sine større børn som besørgede det arbejde, der var også mange voksne piger med.

Daglønnen var to kroner til manden og 1,25 til planterne naturligvis på egen kost, man begyndte kl. 6 om morgenen og blev ved til kl. 6 (18) aften med 3 spisepauser, der var flere hold med en 9-10 mand i hver under opsyn af en skovfoged eller en aspirant, tit var der langt at gå ud til Fruerhøj eller Stougård, der var jo ingen cykler den gang.

Der blev efterhånden anlagt veje derude; men de var tit så løse, da de ingen grus fik; nu er det anderledes med ret gode veje, og cykelstier des foruden.

I begyndelsen var plantagen under Feldborg skovrider og derfra kom planterne, som blev brugt i Klosterheden.

Da skovridergården blev bygget, kom der ret snart en skovrider som hed Piper, efter han Vellendorff, Meldahl, Ottesen og flere, vores nuværende skovrider hedder Nedergaard-Hansen.

Den første skovfoged i Fruerhøj hed Poulsen, han var en bror til skuespillerne Olaf og Emil Poulsen, der har været mange skovfogeder i Fruerhøj, nogle husker jeg navnene på, andre ikke. I Risbæk distrikt hed den første skovfoged Timmerman, han var en gammel, lidt fordrukken karl.

En gang under skovrider Vellendorff gik der ild i plantagen og skovridergården var truet, vi var en del her fra sognet som var ude at pløje rundt om ilden, det var en meget varm bestilling, der brændte mange tdr. land både ungtræer og hede; men vi fik ilden slukket.

Der er blevet solgt en tre-fire ejendomme her i sognet til staten, den første er Sandehus, der oprindelig lå lidt nordligere end den nuværende, der boede en mand som hed Jens Sinkbæk, han solgte Sandehus til Peder Andersen Fabjergboel,
som byggede stuehuset som står der nu, det var meningen at han ville have haft drevet en gård op der; men han opgav det og solgte det hele til staten.

Jens Sinkbæk byggede sig et hus derude, hvor der nu er en vanddam lidt før Mathildevej går fra Lemvigvej efter Fruerhøj, han fik 40 tdr. land af Kabbel hede som han ville dyrke op; men det nåede han aldrig, særlig dygtig var han ikke og der var mange børn, det kneb nok lidt med både føde og varme, huset var noget utæt.

En gang, da de skulle have jordemoder derude hos Jens Sinkbæk, måtte han jo afsted for at låne en vogn til at hente hende i.

Der var langt til den nærmeste nabo og det blev så Peder Eriksen Sønderby, han var en lun fyr.

Jens kommer så til Sønderby, da de er ved at spise til middag, de fik grønkål med flæsk, da Jens kommer ind siger Peder Sønderby til ham:” Sid om til bordet Jens å fo nøj te di unnnen.” Jens var sulten, så han fik det han kunne spise, først bagefter kom han frem med sit ærinde, Jens Sinkbæks ældste søn har fortalt mig det, så det skal nok passe, han var gartner og købte et stykke jord fra Hvirgeltoft hvor Hvirgelhøj ligger, det var i 1891.

Huset derude i heden blev revet ned og brugt til at bygge Hvirgelhøj med, sine gamle forældre og sine mindre søskende tog gartneren med , han hed også Jens Sinkbæk og i Hvirgelhøj anlagde han en have og drev gartneri, samt biavl der, i ikke så få år.

Men en skønne dag så han en avertissement i ugens nyheder, det var en pige som søgte en ægtefælle, Jens lagde billet ind og de blev enige om sagen, han solgte så ejendommen og rejste over til hende og de blev gift.

Pigen hed Antonia og var syerske og vistnok dygtig, det var i Slangerup i nærheden af København, Jens drev gartneri og kørte ind på grønttorvet med varerne, de har besøgt os flere gange, Jens er død for nogle år siden

I Vester Mølle som lå øst for skovridergården boede der en mand som hed Mathiasen, han var sønderjyde og havde mange børn, jeg gik i skole sammen med de to ældste Marie og Eline.

Mathiasen kunne ikke så godt have sine tjenestefolk og blev ikke så sjældent stævnet, min far var stævningsmand og måtte tit med den gamle sognefoged Jens Johan derud og det brød han sig ikke om, der var jo lang vej.

Da Vester Mølle nedbrændte i juli 1887 solgte Mathiasen jorden til staten, derpå er skovridergården bygget, vist nok lidt senere solgte Peder Eriksen også sin gård til staten og flyttede til Houe vest for Lemvig, gården lå vest for Øster Mølle ud mod bakkerne.

I Øster Mølle, eller Åbogaard som den nu kaldes, var der i min barndom ikke så lidt mølleri, stuehuset var stort 4 alen til loftet. 5 trappetrin derop i den nordre ende var møllehuset med det store vandhjul, som jeg syntes var noget så herligt, når den var i gang og vandet fossede ned over den.

Mølledammen var temmelig stor og strakte sig hele vejen som går efter Sandehus, da der blev for lidt at male blev mølledammen grøftet ud og bunden skulle så kultiveres; men det lykkedes ikke rigtig.

Mølleren kaldtes altid Laust Møller, efter hans død overtog sønnerne gården, Peder kørte op i sognet efter kornet og tilbage igen når det var malet, i min skoletid kørte han forbi skolen, vi drenge kunne svært godt lide Peder, for han havde altid et venligt ord til os og når der var sne på jorden kunne vi få lov til at binde vore slæder bagefter vognen, det kunne vi godt lide.

Den anden bror Jens passede møllen, den tredje Kresten passede markarbejdet; men så gik det sådan at Peder blev gift med Trine fra Rattrup.

Jens og Peder havde så gården i forening; men mølleriet blev sløjt, grunden var den at der næsten kom husmøller på hver eneste gård i sognet og så nedlagde de mølleriet og lod vandet fra mølledammen løbe ud, men der var mange fisk i den og de skulle jo gerne fanges, de havde også en ordentlig stor ålekiste sat i den brede grøft; men strømmen var for stærk og brød igennem og der gik en dejlig masse ål og fisk tabt.

Peder har fortalt mig at de lejede fiskeriet ud til købmænd og sagførere fra Lemvig, var ofte derude for at fiske i sommertiden og det var det rene svir for byboerne, der faldt altid noget af, af både mad og brændevin til dem i møllen.

Så en dag i vintertiden brændte det store stuehus, det var tæt tåge den dag, så ingen så det, der blev bygget et mindre stuehus.

Jens og Kresten blev ved med at være ugift, de blev op i alderen og så solgte de gården til ”Arbejde adler”, den første forstander hed Guldbjerg og var der i godt et år, derefter kom Frk. Andreasen som kort efter blev gift med sin bestyrer Carl Jensen, de var der i nogle år; men så kom den i privat eje, da købte forstander Bjerg den til et ungdomshjem og den fik navnet Åbogård.

Bjerg havde den i flere år; men solgte den så til staten, nærmest til brug for arbejdsløse; men det gik mindre godt, og nu er gården bortforpagtet.

Jagten i Klosterheden – der var ingen store dyr derude, men der var mange harer og ræve, en kort tid var der steppehøns som jeg har set derude, de var på størrelse med agerhøns og skulle være kommet fra Rusland; men forsvandt igen efter et par års forløb, nu er der ikke så få rådyr og nogle hjorte derude.

Der afholdes flere gange klapjagt derude og skydes en del vildt, sådan en dag er jægerne her fra sognet på tæerne, de går så udenfor hegnet for at skyde de dyr som løber ud, sommetider kan det give lidt, engang jeg gik derude fik jeg 3 harer; men oftest giver det kun lidt.

Desuden sidder jægerne også ved hegnet for at skyde et dyr når de går ind og ud af skoven. Jeg begyndte tidligt at gå på jagt, det var noget jeg havde arvet, min far og mine farbrødre var jægere, jeg var kun 16 år gammel da jeg fik fat på en muskedonner og første gang jeg prøvede den, skød jeg et par agerhøns, det gav lyst til det; men den her gamle bøsse var en forlader med kun et løb.

Året efter lånte jeg min morbror Chr Lunds jagtgevær og så gik det bedre, da fik jeg en del harer og agerhøns; men så fik jeg mit eget gevær og en udmærket dansk hønsehund, det var den bedste hund jeg nogensinde havde haft, endskønt jeg har haft mange i de over 50 år, jeg har dyrket jagten.
Et år skød jeg 57 agerhøns og mellem 20 og 30 harer; men da var der også mere vildt, end der er nu og ikke nær så mange jægere.

Forskellige personer nærmest originaler.

I min barndom lå der et langt hvidt hus på Fruerboel mark, nord for hvor Kr. Mølgård bor, i dette hus boede 2 ældre kvinder, vi kaldte dem Johanne Knebel og Kronborg, de gik rundt og solgte hægter og vævede strømpebånd m m., desuden ernærede de sig ved tiggeri, den ene gik altid et godt stykke bagefter den anden. Mor sagde altid til os når vi skulle i byen: Nu må I følges pænt ad børn og ikke gå som æ Knevel og æ Kronborg.

Syd for Kr. Thomsen Tinggårdhus lå også et hus, her boede Gjertrud Marie og hendes bror Kr. Herup. Gjertrud var en slags klog kone, og der kom ikke så få og søgte råd hos hende.

Jeg havde engang noget udslet på ryggen, og mor ville at jeg skulle gå til hende, jeg fik også et råd; men det hjalp ikke, jeg måtte til lægen, som sagde at det var natild, og hans råd hjalp.

Så var der gamle Jette, som hentede hvedebrød i Lemvig i en stor fiskekurv, som hun havde på ryggen, og hun var nok velset af os børn, hun havde en stor dametærte til 50 øre, en snegl 35 øre jødekager 2 og 4 øre, det var noget andet end det vi får nu.

Når mor ikke havde penge byttede de med brød og æg, Jettes hus lå vest for Kr. Mølgårds lige ved vejen, jeg hentede som ung knægt gerne et læs tørv for hende, og så levede jeg højt, hun kom med det bedste mad hun havde.

Lidt længere østpå boede Jens Skov og Ane (etøjet Ane, som vi kaldte hende) dem har jeg også kørt tørv for, men forplejningen her var nu ikke så renlig, der har jeg fået smør lavet af gedefløde, Ane var meget skrap i munden og noget galsindet.

Jens var god af sig, men hvor kunne hun herse med ham, han døde pludselig en nat, dagen derpå, kom hun hertil os, og mødte vor pige ude i gården, Ane siger så: Ja, nu ligger han flat. Hvem? siger pige: Jens, han er død.

Dem kunne jeg fortælle mange historier om, de har arbejdet ikke så lidt for os.

Nede ved broen øst for skolen boede Knud Hvirgeltoft og hans kone Marie. Det var et lille lavt hus de havde, og havediget nåede omtrent op til taget, det var jo fristende for skoledrengene, de ville gerne kravle op på taget; men så kom Marie, og hun skældte ud, og det var hun god til; men det endte med at drengene stoppede hendes skorsten, så klagede hun til Lærer Høegsberg og så fik legen ende, jeg var ikke med dertil; da jeg gik den anden vej fra skole.

Knud og Marie holdt smugkro, og der spilledes kort, det var særlig tjenstekarlene, som besøgte dem, og satte deres penge til der.

Disse huse som lå langs vejen øst for kirken, kaldte vi Kællingespring, husene som ligger vestpå nord for den gamle vej, havde et mindre pænt navn, som ikke så godt kan nedskrives.

I en ejendom der, som nu kaldes Mosekjær boede Jakob Svensker og Mary, som dreng var jeg lidt bange for ham, en gang skældte han mig sådan ud, og det var uden grund, jeg var med ude på heden, for at rive lyng efter vognen, da jeg skulle hjem skød jeg genvej, jeg havde naturligvis hunden med, og da vi kom ned til Præbensgård bæk, stod der et par får i tøjr, om det var hunden eller mig, de blev bange for, ved jeg ikke; men de rev sig løs og stak af, da jeg kom ad bakken stod Jakob der og slog lyng, uha hvor han skældte mig ud på sit gebrokne sprog.

Jakob var altid med ved høstgilderne i Hyldgård, og når han havde fået nogle puncher, så skulle han synge for gæsterne. Det var jo svenske sange, og der var altid en del gæster fra Lemvig, og de morede sig godt over Jakob sange.

Da jeg blev ældre var jeg ikke bange for Jakob, en gang da jeg besøgte ham, viste han mig en pistol han havde købt. Hvad vil du have den til spurgte jeg.

Den pistol vil jeg have til at skyde Mary Bødker med. Hun boede et lille stykke derfra, og de levede i stadig krig med hinanden.

En gang jeg gik på jagt i Jakobs roer, kom han hen til mig og spurgte om jeg havde skudt noget, for i går var der en hare her i roerne, da sagde jeg til Mary at havde vi nu haft Peter på Bjerg, han skulle nok have langet den kål i livet.

Der lå også et hus i heden, lidt sydøst for J. P. Christensen, gammel og lav var den, og de unge af i dag kan slet ikke forestille sig hvordan sådan et hus så ud. I den boede Peder Sparre, vestindiensmanden kaldte vi ham, og hans kone Ane

I den østre ende af huset boede konens far, han hed Jens Jørgen og var skrædder, han havde dårlige fødder, og gik altid både sommer og vinter i nogle kludesko, ombundet med klude.

Peder Sparre havde været hvervet soldat i Vestindien, da Danmark havde disse øer, det var han i flere år, da han kom hjem måtte han jo til at arbejde, og det var lidt uvan. Han skulle til at lære at tærske, vi havde det mundheld efter ham: Jeg kommer nok efter det sagde Peder Svarre da han skulle lære at tærske.

Han ernærede sig mest ved at sno simer, til at sy taget på husene fast med, det var han også god til, og det skulle der bruges meget af, vi havde jo ikke tækkegarn den gang.

Jens Ørgård var født i Nr. Dahl, han var ikke helt normal. Min mor har fortalt mig at han var klog nok i sine unge dage; men da jeg kendte ham, manglede han ikke så lidt. Han var ærligheden selv, og godt lidt; om sommeren ernærede han sig, ved at gå omkring med en gammel harmonika og spille for folk, han kom over hele Skodborg Vandfuld Herreder, ja helt til Holstebro. Når han kom et sted for at spille sagde Jens: Vil I lade være med at have musik for 2 øre. Han kunne nu ikke spille; men vi børn var altid glade når Jens kom.

Han var altid forlovet med en datter fra Rysensten, eller en anden stor gård, havde han ikke en messingring på, så havde han et stykke rødt garn på ringfingeren.

Om vinteren gik han gerne på omgang på gårdene 1 dag for hver tdr. hartkorn; men det var ikke alle steder han holdt af at være; især ikke hvis han skulle bestille noget, det holdt han ikke af, så løb han sin vej.

Jens kom en gang imellem i kirke, og en dag han var der stod han ved siden af Kristen Hyldgård, som var sognerådsmedlem og Peder Veje i Søgård, som stod med en merskumspibe med sølvbeslag på.

Peder Veje bebrejdede Kristen at han skulle af med for meget i skat, så siger Kristen til Jens: Sig et par ord. Så siger Jens: Læg din pibe Peder Veje, så får du lind i di skat. Når Peder havde råd til at have sådan en pibe, kunne han også give noget i skat.

Jens kunne godt lide Kristen Hyldgård; men ikke Peder Veje.

Der boede en mand i Vintersgård Anders Ottesen, han havde en dag besøg af en mand vi kaldte Peder Syv og de sad og talte sammen, måske noget højrøstet, så kommer Jens ind og siger: Det er da en fåle snak i holler én skull snår tro at her var en 7-8 stykker!

Da vi fik Fattiggården, skulle Jens være der; men det ville han ikke, han løb væk derfra så længe han kunne, det frie liv tiltalte ham mere.

Så var der sølle Knud, han var i pleje hos Kirsten Tang i Tinggårdhus, rigtig var han nok ikke i hovedet, og desuden kunne han ikke rigtig tale.

Blinde Karl fra Nr. Lem kom et par gange om året, han havde en flot harmonika og han kunne også spille på den: han ville have penge og desuden byg til en stor hane han havde, han ville helst blive natten over og så skulle vi med til nærmeste nabo, og det var ikke altid at man kunne blive af med ham der, så måtte man med ham til en anden. Vi havde en karl som var med ham, han bar sig sådan ad, han fik Karl indenfor døren , og så stak han af, der var ingen som brød sig om Karls besøg.

Sådan havde vi besøg af mange fra andre sogne, nærmest tiggere, der var Katten og Killingen fra Lomborg, Lonerne fra Gudum o.s.v.

Den gang ejede kommunen at stykke jord, som lå syd for vejen, der går efter Korslund, nu tilhører det Øster Vintersgård. Der lå et hus, et Fattighus, vi kaldte det altid for Hospital der boede 3 kvinder: Stinne Nørgård, Mariane Prinds og Ciliane, de lå altid i kamp med hinanden, de fik understøttelse af sognet; men gik rundt og tiggede. Stinne Nørgård havde en søn, som hed Mads, han var ikke af de gode børn han var straffet for vold flere gange, og var en tid på Fattiggården; men stak af derfra, til sidst fandt man ham ude ved Holstebro, han lå ved en stak og var død, en tømt brændevinsflaske lå ved siden af ham.

Hospitalet blev revet ned i 1901, da købte Mads Buggesboel det, han byggede et stuehus af resterne, såvidt det slog til, det er der hvor Friistoft nu ligger, og nu bruges det til kostald.

Der boede en mand hvor Jens Henriksen bor, han hed Peder Lind, han havde den evne at han næsten kunne få alle hunde til at følge med sig, og så solgte han dem. Vi fik en gang en lille hund af ham, og gav 2 pund smør for den.

Ham og hans kone hentede to gange i træk et får hos en fattig kone som hed Ane Katrine, hun boede i et lille hus ved Rom Kirke. De slagtede fårene; men det blev opdaget, og de blev straffet: Deres søn Jens Lind med æselet er kendt af en del af de ældre.

I Præstmark boede en mand som hed Kræ Præstmark, jeg husker en gang han var her, da var han i korte benklæder til knæene, og derfra lange hvide strømper, hvide træsko med kramper over og sølvknapper i vesten og pindeærmer eller måske var det læderærmer.

Jeg må vist hellere fortælle om den gang jeg blev signet eller sæjnet

Jeg havde været ved at fylde gødning, og havde derved fået så ondt i den ene arm, og kunne ikke sove om natten for smerter, og det ville ikke fortage sig. Min far var død den gang , så siger jeg til min mor at jeg havde så ondt i den her arm.

Du må hen til Kjeld Bjerg han skal nok kurere dig! Mor havde sådan en god tro til Kjeld, det havde jeg nu ikke; men det blev da sådan at jeg kom af sted.

Kjeld boede den gang i et hus tæt ved Lomborg Kirke, så det var en lang spadseretur; men benene fejlede ikke noget. Da jeg så går ad den skrå vej, som går fra landevejen

efter Rom Kirke kommer der en vogn kørende, det var Johan Larsen i Over Dubgård

og han havde Kjeld ombord, jeg kendte godt nok Kjeld så jeg råbte dem an, og så fortalte jeg dem alt om armen. Du kan lige følge med hen til min svigerinde, hun bor her lige ved landevejen!

Vi kommer derud og Kjeld spørger hende om hun havde et skjæppemål. Nej, det havde hun ikke; men hun kunne nemt få smedens dreng til at hente et i Ml. Romby, og det varede heller ikke længe før han var der med den og vi kom ind i stuen Kjeld og jeg.

Kan du sætte dig ned og lade din flade hånd ligge i bunden af skjæppen sagde Kjeld og satte sig også ned og kørte så rundt i skjæppen og munden gik på ham, det kneb lidt for mig at bevare alvoren; men vi kom over det.

Kjeld havde forinden følt lidt på armen, og nu bagefter sagde han: Hvis det ikke hjælper, så skriver jeg noget op her på et stykke papir, du kan få det på apoteket og gnide armen i. Men det hjalp, dagen efter fejlede armen ikke det mindste, skønt jeg slet ikke troede på det.

Kjeld Bjerg var en lille tynd mand, og jeg har set ham mange gange i Lemvig, han gik ikke, han kom gerne i småtrav hen ad gaden. Han var en klog mand og prøvede altid at kurere alle som kom til ham; men det hjalp ikke altid. Kjeld brugte noget hemmelighedsfuld i sin praksis, som klog mand.

En anden mand som jeg har kendt og som var i besiddelse af store evner, særlig til benbrud er afdøde Lærer Søgård i Nr. Nissum, i min barndom havde jeg fået en ondsindet betændelse i venstre øje, jeg var hos Dr. Krarup i Lemvig, og jeg blev behandlet af ham; men det blev værre og værre, jeg var ved at blive blind på øjet; men så tog mine forældre mig med til Lærer Søgård, og han hjalp mig, så jeg ikke blev helt blind.

Han brugte naturlige midler, noget blyvand til mit øje, og jeg er den mand megen tak skyldig, han kunne have fået lov til at praktisere som benbrudslæge, når han ville opgive lærergerningen; men det ville han ikke.

Her er lidt mere om Gjertrud Marie, en gang min søster Kirstine led sådan af blegsot blev Gjertrud hentet, for at give gode råd derfor, hun sagde til min mor: Du skal bage en pandekage sammensat af forskellige ting, som jeg ikke husker; men én ting husker jeg, og det var at mor skulle prøve at få fat i en bette lus, og så bage den ind i pandekagen, der var nok sådan én på børnene.

Nej, sagde mor, det kan jeg ikke, for vi har ingen af den slags dyr og det kom i en bestemt tone, og jeg tror ikke at mor bagte nogen pandekage.

Fortegnelse over ejendomme som er nedlagt

Sønderby og Vester Mølle har jeg allerede nævnt, måske flere.

Efter at slagter N.C. Hansen Frik flyttede fra Annekshede byggede han et hus nede ved skovvejen, som nu er nedbrudt.

Balletofthus, som lå lige syd for Chr. Thomsen hvor Kr. Herup og hans Søster Gjertrud boede er nedbrudt.

Jettes hus vest for Kr. Mølgaard er nedbrudt

Kr. Buggesboel og Maries hus som lå ved bækken på Jens Hansen Engelunds jorder er nedbrudt.

Jens Tømmermand og Kirstens hus vest for Jens Hansen Engelund på Hollands jord og som til sidst ejedes at Peter Brams eller Rønnov er også nedbrudt.

Knud Hvirgeltofts hus øst for bækken ved broen øst for skolen er nedbrudt.

Der lå et hus vest for Ny Mølle. som først blev brugt af Møllesvenden, senere boede der en træhandler som hed Bitte Gregers, desuden solgte han æbler og brystsukkker, det kunne vi drenge godt lide, når vi havde penge

Vi fortsætter med landevejen gennem Kjærdalen vestpå lige ved vejen boede Niels Bendtsen og Marie, i huset havde han et vindue, sådan at han kunne se ud til siderne langs landevejen. Han fuskede også i urmagerhåndværket og han skulle holde vores stueur i brugbar stand årlig imod at vi skulle hente et læs tørv til han i Døjbæk Mose.

En gang glemte han at få et hjul med i uret og så ville den ikke gå.

Der lå en ejendom nord for Chr. Christensen, som var bygget af Eskild Pedersen, han solgte den til Niels Mathiasen og Hanne, men huset brændte for dem og jorden tilhører nu Chr. Christensen.

Overfor Jens Peder Christensen på hjørnet lå et andet hus, det blev kaldt Figesens

og nord for lå et andet hus ved Præbensgaard skel her boede Jens Chr. Polbjerg og Else

Ved den sydvestre ende af Bækhus mark lå et lille hvidt hus, som tilhørte Post Karlsen, det var lejet ud til Eskild Pedersen, senere til Jens Lind.

Sydøst for J. P. Christensen lå, som før omtalt, P. Sparres hus.

På Fruerboel mark nord for Kr. Mølgaard lå et langt hvidt hus hvor Johanne Knebel og Kronborg boede.

Sydøst for Lyngholm lå en mindre ejendom til én ko, her boede Sognefoged Jens Johan Vintersgaard.

Nr. Lyngholm lå vest, sydvest for Svendsgaard, her boede Martin Mikkelsen, det er nedbrændt.

Sydøst for Grøngaard lå en ejendom, her boede Peder Chr. Slagter, jeg kan huske han købte et lam af min far, senere boede Budsgaard der.

Syd for Sdr. Boel ved skellet lå et hus, her boede Kristian Larsen, som var tækkemand.

Sydøst for Holtesgaard lå en lille ejendom, her boede Anders Salling og Trine, den er underlagt Holtesgaard.

Nord for Højlund lå en lille ejendom, hvor Poul og Trine Høt boede, de havde to køer. Jorden er nu der, hvor Toftvang ligger, det var et par gamle mennesker i min ungdom. jeg har flere gange besøgt dem, når jeg gik på jagt.

Der kunne fortælles mange historier om de to. Engang Pastor Schach besøgte dem sagde præsten: Nå, hvad får I så tiden til at gå med ? Jov, siger Trine vi spiller kort, 101 om en øre; men a vil mi´ salighed helst vinde. Ja, I er som børn sagde præsten.

Lige nord for hvor Smed Laursen bor, lå et hus, her boede Peder Syv og Johanne Marie.

Mellem Højvang og Villiam Andersens boede Poul Haurballe ,jorden er underlagt Højvang.

Nord og vest for Gunnar Pedersens boede Jens Brov til at begynde med, huset er nedrevet og jorden er vist den Bækkedal er bygget på.

Syd for mosen ved Gunnar Pedersens hus lå et hus, hvor Bogbinder Hans Ibsen boede.

I Nr. Børringhus, hvor der var høkerhandel boede Andreas Høker, han solgte den til Jens Chr. Damgaard; men den nedbrændte og jorden blev solgt til Mads Klemmensen Ø. Haurballe.

Dyrenes røgt og pleje i min drengetid

Om vinteren stod vi altid op kl. 6 om morgenen, så fik kreaturerne en gift utærsket korn eller rivning, og så skulle der malkes og gøres rent i stalden.

Så spiste vi davre, og efter den fik kreaturerne en gift hø, så hvilede de til kl. cirka 11, så skulle der vandes, og det var en større historie, da alle dyrene skulle fra båsene og ind og have vand i et rum i enden af kostalden. Køerne kom to ad gangen, og ungkreaturerne 4; der skulle meget vand til, da dyrene udelukkende levede på tør kost, vi havde ingen roer den gang. Der skulle helst være to mand til vandingen, da dyrene ikke altid ville i båsen igen, én mand kunne få en forfærdelig bøvl med dem.

Efter vand serveredes der halm, og så skulle vi have vor Unnen (middagsmad ), det var vist godt nok til kreaturerne sådan at skulle ned til vandet.

Kl. 3 fik kreaturerne noget grutning opblødt i vand i nogle store kasser .

Der var dem som også fodrede kl. 9 eller sådan; men det blev aldrig brugt her hos os.

Kl. 8 malkede vi.

I 1885 byggede min far en ny kostald, og der var cementvandkopper, så var vi fri for al det arbejde med vandingen.

Svin havde min far, efter den tid, ikke så få af, vi havde ikke cement i bunden af huset; men kun almindelig store marksten, det var sommetider at svinene kunne få lyst til at rode dem op, hvad gjorde vi så ?

Ja, så skulle vi have dem ringet, og det foregik på den måde, at der blev lagt et stykke reb i munden på dyret, og det blev gjort fast om en stolpe og så gik svinet tilbage og strammede rebet, så tog far en syl og lavede hul i brusken af trynen, der kom sjældent blod, så stak han hesteskosøm derind og snoede den rundt, der skulle gerne to ringe til, så skulle de nok lade være med roderiet, en gammel so var nu ikke så let at bakse med.

Med hestene var det en anden sag, de var nok vore kælebørn, de skulle plejes godt

i driftens tid skulle man op kl. 4 for at begynde fodringen. Kl. 6 skulle de være i tøjet, foderet bestod gerne af havrekjærv skåret i hakkelse og med korn til; men det var kun i såtiden, om vinteren fik de gerne noget halm til.

Hakkelse var billigt at fodre hestene med, nu fodrer man med halm, hø og roer, det er jo meget billigere.

Hestene skulle altid være velpudsede og blanke, den karl der ikke kunne have dem sådan, var en sølle én, desuden skulle karlene jo gerne kunne køre hestene på den rette måde, og mønstre dem, det var nok et fint syn, når han kunne det; hvor mange karle nu om dage kan det ? Desværre ikke ret mange

Jordens Drift

Såningen om foråret skulle gerne begynde den sidste uge i april og første uge i maj, det var den bedste tid mente man den gang. Gødningskørsel var der ikke ret meget af, den skulle gemmes til rugen, ja, noget kørte vi ud til byg, vi havde jo næsten ingen roer.

Sidst i firserne begyndte man dog at dyrke så mange roer at vi havde med sparsommelighed så det næsten kunne vare til jul, det var mest turnips, og lidt kålroer, samt gulerødder.

Når forsæden var lagt i jorden, skulle brakmarken pløjes, den var pløjet tynd om efteråret eller tidligt forår, det var grønjord, det kunne tit være strengt arbejde når jorden var for tør, plovfuren skulle altid skæres midt igennem, det skulle altid være en lige fure og jævn i bunden. Den første gang jeg prøvede omkring 1890, da var jorden tør, det foregik med svingplov, som vi havde fået i 1880, en udmærket plov; men det gjaldt om at man kunne sætte plovtøjet rigtig i den, ellers gik det ikke så godt. Vi har den gamle plov endnu, og jeg kan ikke nænne at sælge den, den og den såkaldte svenskharve.

Brakjorden skulle helst pløjes 4-5 gange inden rugen skulle såes, inden sidste pløjning skulle der køres gødning derpå, og rugen skulle helst såes inden 10. september.

Først i firserne blev der kørt mergel på brakjorden om sommeren. Roesåningen var ved at begynde; men ikke ret meget, de såmaskine vi brugte, var vi fire gårde i fællesskab om: Sdr. Lund, Nr. Lund, Korslund og Bjerg.
Det var en maskine med tromle forrest, så såværket, og et par kamme. Vi prøvede at binde maskinen efter ploven; men det var ikke så godt, da jorden som regel var for våd; men så blev pigen og jeg spændt for såmaskinen, og min far styrede, og det gik gevaldig; man kunne godt blive lidt varm i panden; men det gik jo over igen.

Så fik vi støvtemaskinen, det var nok stor fremskridt, den kunne én mand betjene, når vi havde tromlet kammene.

En gang var min kone og jeg til fødselsdag hos Lærer Poulsen, og der var både Søren Agergård og Anton Saugmandsgård, og Søren klagede sig over at han var træt og satte sig ned i sofaen, for han havde kørt med den her støvtemaskine hele dagen, så siger jeg til ham: Du skulle få dig en Avance, den kan både så og rense roer, og så er der den fordel ved den at man bedre kan få frøene til at spire efter den, ved det at man sår på flad jord.

Nej sådan noget skidt skulle han ikke have, for roerne var ikke til at holde rene, og Anton holdt med ham.

Første gang vi fik sået roer var det gulerødder, og det var Ole Futtrup som var gartner, senere fik han både Ryssensten og Kongensgård, han såede frøene gennem et langt blikrør, hvormed han lavede en rille i jorden og gik så og dryssede frøene ned i røret, og en anden kørte bagefter med en trillebør for at dække dem til. Det brugtes også at så turnips med hånden; men så kunne de ikke tyndes ud.

Høsten

Når høstens tid var inde havde vi travlt , som regel var vi kun to mand til at høste og to piger til at binde op, når det kneb var vi et hold mere.

Det gik med liv og lyst, vi blev altid ved til kl. 8, og så skulle vi sætte lidt neg sammen en times tid, eller også lavede vi bånd af rugtag til at binde kornet med. Vi sad gerne i hestestalden, under arbejdet kom mor gerne med kaffe.

Når vi fik ophøstet, det gjaldt om at blive færdig først, gik vi hjem og stillede op foran døren, karlene med hø-leen og pigerne med kratten, hvorom var bundet halmbånd og så strøg vi leen og klingrede og så skulle vor mor være i døren med en flaske brændevin eller anden vin og småkager, ellers truede vi med at høste kålen.

Om aftenen fik vi æbleskiver, chokolade og kaffe.

Når vi høstede gjaldt det om at have leen skarp ikke ved slibning, vi harede den, som vi kaldte det, det foregik på den måde, vi havde en harestol og en hammer med en skarp pen, på stolen var der en jernopstander med hoved på, og der lagde vi leen og bankede med pennen af hammeren, nu gjaldt det om at få lagt en fin haremål, for blev den takket, som en sav, kunne den ikke rigtig skære, så var det strengt at høste.

Da tiden var inde til at kornet skulle i hus, så begyndtes der så tidligt om morgenen som muligt, og til sent om aftenen, jeg syntes man havde mere travlt i høsten den gang end nu. Kornet blev bundet sammen to neg, det var så en tvilling, det skulle der gerne to til at besørge, pigen var selvskreven og så husker jeg at min mor hjalp, og senere min kone, og så kørte vi hjemad alt det vi kunne, den der blev bagefter med høsten fik gerne en høstkarl, det var en stor dukke iført et par bukser, frakke og hat. Vi fik en gang en sådan herre, han var sat op ad bryggersdøren, og da jeg om morgenen lukkede døren op faldt fyren ind imod mig.

Efter at kornet var kommet i hus, fik vi opskær, der som regel bestod af andesteg, budding og meget andet godt, og der skulle alle være med, som havde hjulpet os i høsten.

I min barndom var der mange og store høstgilder med dans og musik.

De ældre spillede kort og der vankede godt med både mad og drikkevarer og gæsterne holdt gerne ud til morgenstunden, i mit hjem har sådanne høstgilder ikke fundet sted.. Da folk fik slåmaskiner, fik de også høstværk til dem, og det lettede jo en del med høstningen; men så holdt selvbinderen sit indtog, og så hjalp det især med høstningen; men også med hjemkørselen, Vi fik vor binder i 1911 og den holdt ud til 1946, den tog skade ved branden, så vi byttede den bort, de samme sejl som vi fik med den, holdt ud til enden. Efter høsten begyndte efterårspløjningen, roer var der ikke mange af i firserne; men i halvfemserne tog det fart, og først i århundredet dyrkede mange roer, kålrabi og turnips, senere runkelroer og nu fodersukkeroer.

Efterhånden fik man flere maskiner i landbruget, til at begynde med havde vi kun en plov, en svensk harve, dansk harve med træbul, og pigharve, tromle og en hesterive.’

Vi havde en vogn med træaksler, i 1891 fik vi, som jeg har nævnt vindmotoren med tærskeværk og kværn, efter den tid fik vi dobbeltplov, oliverplov, avance, men det var først efter 1900, så såmaskine, radsåmaskine, selvbinder, elektromotor, kværn, roeoptager, høvender og andet. Desværre brændte det meste af det ved gårdens brand d. 7. november 1947, opstået fra elektricitetsværket. Blæsbjerg i Nr. Nissum brændte samme dag, og det havde ild i 6 ejendomme mere, og en masse sikringer og pærer sprang rundt omkring ved samme lejlighed.

Vistnok i 1882 var jeg med far til Humlum St. med et par store grå stude, som var købt af Jens Lund fra Humlum. Studene gik den gang levende til England, det var en lang tur for sådan en fyr. Hjemad kom vi op at køre fra Ø. Trabjerggaard i Gudum, far havde solgt nogle grise til Kr. Thorsen der, og skulle levere dem, der var så megen sne på jorden og tåge om morgenen da vi drog afsted. Hvor stor prisen var på disse stude husker jeg ikke, men i 1898 solgte mor 3 stude til Jens Lund leveret i Humlum for 18 øre pr. pund.

I 1901 solgte jeg stude og fik 23 øre pr. pund, 1 tyr 24 øre og en god ko 200 kr., og så gik det opad til første verdenskrig, så gik det i galop.

Efter krigen begyndte det at dale med priserne, omkring 1929-30 var kreaturerne nærmest usælgelige, en god ko kostede 10 kr. en fed stud eller kvie 14 øre pundet lev.

Med senere gik det også op og ned, til tider havde de vært nede på 18 øre pr, pund levende vægt, og grisene druknede man eller gav dem bort. Jeg ved ikke hvordan folk klarede udgifterne; men det gik da også galt for mange. Skatter og lønninger var jo ikke så store; men indtægterne små. Fra først i firserne om omkring århundredeskiftet var lønnen til en forkarl ca. 200 kr og en pige som ville deltage i markarbejdet 100 kr.

Når vi kørte i byen eller til Lemvig

I min barndom når vi skulle besøge slægt og venner kørte vi i en holstensk vogn, den var ret så pæn med to agestole, hele familien, bedstemor var også med.

Når vi kørte af gårde sagde far altid: Så i Guds navn! Jeg tror han mente det alvorligt. Når vi kørte til Lemvig fik vi sommetider lov at komme med , vi kørte i den stive vogn, når vi så holdt i købmandsgården hos Carl Bechgård, kom staldkarlen straks løbende med en trappe som han satte til vognen, så mor kunne komme ned af vognen.

Vi kom ind og fik overtøjet af, og så fik far en bitter, og mor en sød dram. Så kom vi ind i købmandens fine stue og fik kaffe, jeg gloede ordentlig på al den herlighed, der var der, sådan noget var man jo ikke vant til at se på landet. Når vi så skulle hjemad, fik far en rejsedram og jeg fik et stort kræmmerhus enten rosiner eller svedsker, til jul fik mor altid en julegave af købmanden, han spurgte gerne om hvad hun manglede, og så gjaldt det om at lukke munden op. Det var torvedag i Lemvig om lørdagen og da skulle alle folk til byen, og det var et stort savn for mange da det senere blev om fredagen, hvad mening var der egentlig i at byboerne skulle have fri om lørdag eftermiddag ? Vi på landet må arbejde hele dagen.

Sådan en lørdag var de store købmandsgårde fyldt af vogne til tider overfyldt, de store købmandsgårde var særlig N. Christensen i Vestergade og Ejfraim Jensen hvor Vasegården ligger, Carl Bechgaard på torvet solgte den til L. Kier, som 1898 byggede sin nuværende gård overfor Rådhuset.

Der var desuden Anton Thomsen og Andreas Holm, nu er der ikke så store forretninger; men til gengæld mange små.

En stor lørdag var der nok liv i købmandsgårdene, eller en valgdag, markedsdag og lign. sommetider var der ikke plads til hestene, så de måtte stå ude, det gav nok også skejser til købmanden.

Der var kun 3 læger i Lemvig: Distriktslæge Jensen, D. Ditlefsen og Andersen, kun én politibetjent som hed Sløk, arrestforvarer Peder Husum og en natvægter, det kunne ske en gang at en mand fik for meget af de våde varer og lavede optøjer, så blev han smidt ind, mår det foregik, var der gerne et ordentligt følge af drenge og unge mennesker, når politiet trak af med synderen, til tider foregik det på trækvogn. Spiritus var en billig vare. 1 bajer 15 øre, og en bette sort 8 øre, 1 kaffepunch 15 øre, 1 kop kaffe m brød 15 øre 1 stk. smørrebrød 10 øre, lidt bedre 15 øre.

Af gæstgiveri og hoteller var der cirka 30 i alt.

I almindelighed var folk vist værre til at drikke for meget end de er nu.

Da hørte både dommer, politi og borgmesterkontorerne sammen og beklædtes af én mand, den første jeg husker hed Smidt, så Lund, Baltasar Christensen o, fl.

Ejendommen som Dr. Roesgaard beboede var den gang bolig for nævnte personer, og kontoret lå ved siden af. jeg kunne skrive meget om Lemvig; men det fører for vidt, den gang kendte man hele byen, nu kun en del af den.

Lidt politik m.m.

Min far var ægte venstremand, der var kun to eller tre gårdmænd, som var venstre: Mads Agergaard, Niels Bjerre Kvisgaard og måske P. Chr. Skov, men så var der en del boelsmænd og husmænd som var venstre.

Der var kun to partier højre og venstre, det var lettere at finde sit standpunkt den gang end det er nu, hvor der er så mange partier, men det gik hedt til når der i et selskab var folk fra begge partier, de blev rigtig gale i hovedet.

Der var her i Lemvigkredsen en folketingsmand Chr. Aaberg fra Aaberggård i Møborg, vist en udmærket mand; men han havde den fejl at han var højremand.

Når valgdagen oprandt skulle vælgerne til Lemvig, for at stemme og det foregik mundtlig. I forskellige lokaler i byen sad valgbestyrelsen, og så sagde man til dem hvem man ville stemme på. Jeg har vist et par gange stemt på den måde, der blev nok øvet valgtryk den gang, især overfor småfolk, heldigvis fik vi indført skriftlig og almindelig valgret.

Jeg kom tidligt med til valgdagen i Lemvig, min far ville have mig med, jeg var da kun en 11,12 år.

Valgtalerne blev holdt på rådhustrappen, Kr. Høgsgaard fra Lønbækgaard i Nr. Nissum var opstillet af venstre mod Aaberg; men nåede ikke at blive valgt. Folketingsvalg foregik den gang i enkeltmandskredse, nu er der jo tillægsmandater og listevalg.

Til næste valg var der en valgtribune hvorfra kandidaterne talte, og de ordførende stillere og andre, der havde noget at sige.

Denne gang havde venstre en cand. teolog Laursen fra Kolding, og han havde nær taget kredsen fra højre, det blev kun til 6 stemmers forskel; men højre havde opdaget at det nemt kunne gå galt, så de kørte rundt i byen efter vælgere, som var blevet hjemme, de havde fulgt slagets gang, og det gik for dem.

Næste gang Laursen opstillede var han blevet moderat, og da bille min far ikke stemme på ham, men blev hjemme, og det var der mange andre venstrefolk der blev, karlen og jeg var dernede, det syntes far; men denne gang opnåede Laursen ikke så mange stemmer, som første gang, og blev ikke opstillet mere i Ringkøbing Amts 2. valgkreds. Imidlertid døde Folketingsmand Aaberg og højre måtte se sig om efter en ny mand, og det blev Breinholdt fra Sdr. Vinkel og han blev også valgt; men var kun folketingsmand en kort tid, det var supleringsvalg, mod ham havde venstre opstillet gårdmand Elias Sandbæk fra Nees

1898 var der ordinær valg, og da var Elias Sandbæk igen opstillet, og då gik han af med sejren, der var stor glæde blandt venstre at de endelig fik valgt deres mand og Elias Sandbæk repræsenterede kredsen til sin død.

I 1901 fik vi systemskiftet, og så blev det venstre som kom til at danne regering, og en bonde blev landbrugsminister, nemlig Ole Hansen fra Bringstrup, det var meget uhørt, nu kunne bønderne bruges som statsministre, både Knud Kristensen og Erik Eriksen.

Nu går jeg lidt tilbage i provisor-årene i firserne, da havde vi en konseilspræsident til at regere, då lød det sådan: Ned med Estrup, Schavenius og Ravn og vi vil ingen højre have i Kongens København.

En nat Estrup gik på gaden blev der skudt på ham, men kuglen prellede af på en knap i hans frakke og resultatet blev at nu skulle vi have en hel masse gendarmer til at passe på ham, og andre borgere i landet, for nu var der stor usikkerhed.

Gendarmerne var nogle flotte karle i lyseblå uniform, og bevæbnet med en lang sabel, karabin og revolver, en del var fodfolk, de fleste var beredne, og de patruljerede på landet, de fulgtes ad to og to, hvad nytte de gjorde er ikke så nemt at sige; men de forsvandt også ret snart igen.

I firserne begyndte socialdemokraterne ret at gøre sig gældende, de holdt demonstrationstog 1. maj, og folk var noget betænkelige ved det her, og der sagdes at disse socialister var nogle slemme mennesker, i 1898 var jeg soldat i Odense, og da faldt 1. maj på en søndag, og vi soldater måtte ikke forlade kasernen før efter kl. 5 efterm. man fortalte at når socialisterne så soldater, så de rødt. Efter systemskiftet blev det store reformparti dannet af venstre, så havde de flertal i folketinget; men det varede ikke mange år, så kunne de ikke enes, så brød der en fløj ud af partiet, som kaldte sig radikale, vi kaldte dem rebeller; men det kunne de ikke lide. Kong Frederik d. 8. besøgte en gang Lemvig i sin regeringstid, da var J. C. Christensen med ham, han var da konseilspræsident, nu hedder det statsminister, jeg har aldrig set så mange mennesker i Lemvig som den dag, der var fest både i byen og i anlægget, og kongen deltog i det begge steder. Samme år meldte justitsminister Alberti sig som bedrager over for den sjællandske sparekasse, det var et hårdt slag for J.C. Christensen, vi fik i disse år mange love, menighedsloven blev gennemført af I.C. da han var kirkeminister, tiendeaflønningsloven og mange andre. I de følgende år havde vi forskellige ministerier både venstre, radikale, socialdemokrater ; men dog ingen højre

Så kom de forfærdelige år, da tyskerne d. 9. april besatte Danmark i 1940, og da havde vi dem som herrer i 5 år, endelig slog befrielsens time, d. 4. maj 1945, da var Tysklands magt fuldstændig knækket af de allierede magter, om dette kunne der skrives meget; men det hører nyere tid til. Om gendarmerne sang man i revyen: Dejlig er de lyseblå, når de får deres sabel på, og så ud på gaden render efter raske håndværkssvende, og der var meget mere.

Klædedragten

I min ungdom syntes jeg altid, at en mand på 50 år var en gammel mand, om det var klædedragten der gjorde det, det kan godt være.

Min far brugte altid skødefrakke, enkelte brugte jakker; men når far var rigtig fin, til bryllup, begravelser og lign. var han altså i skødefrakke og høj silkehat og sort krave, han havde en hvid; men jeg har aldrig set ham bruge den.

Man kunne den gang se på klædedragten, om det var en mand eller karl og om han var fra land eller by, nu er der ingen forskel på det.

I min ungdom brugte jeg gerne sort, stiv hat, lange blanke støvler med krave, når føret var slemt, ellers sko, som regel sort krave, men hvis det var til selskab så….

Tøjet var ikke så dyrt, en god klædning efter mål 50-60 kr. ja, en gang fik jeg en god stærk klædning, syet af en kvindelig skrædder i Gudum for 30 kr., det var i 1893, det lyder næsten utrolig.

Kvinderne brugte altid lang kjole, med 3 til 4 garneringer på, en tid brugte de også tornyre, de mere velstillede brugte, en fransk sjal om sommeren, den kunne være i flere farver, og en fin hat på hovedet, og klodser på fødderne, og dem var der blank læder på, men ingen hælkappe, om vinteren brugtes kåbe, og mange skørter, og en kyse på hovedet, og træsko eller træskostøvler til daglig brug, om sommeren havde de fleste en hat, og den var temmelig stor, lavet af sirts med spanskrørsstivere for at holde den oppe, den skyggede godt for solen.

Når far og mor og bedstemor skulle til alters, skulle de altid indtegnes hos læreren i Sdr. Skole, senest dagen forud, og de var altid i deres bedste tøj, når de gik til alters, min bedstemor ville ingenting spise eller drikke dagen før altergangen, det stammer nok fra den katolske tid, og Luther siger, at faste og legemlig beredelse er en smuk udvortes skik o.s.v

I mange gårde var der først i firserne og helt op til 1900 lergulv i mange af stuerne, i sovekammeret, storstuen og køkkenet. Først husker jeg at vi fik bræddegulv i dagligstuen, først i 1901 fik vi bræddegulv andre steder, før vi fik det, gik vi med træskoene på, og der blev strøet sand på gulvet, der blev fejet med en lynglime, men inden blev der sprøjtet lidt vand på, for at det ikke skulle støve for meget.

Gardiner for vinduerne fik vi først en gang i halvfemserne, ja, vi havde trækgardiner i soveværelset.

Under bordet i dagligstuen var der en skuffe, som brugtes til rugbrødet og skeerne.

Vi børn har mange gange, når vi blev vågne om morgenen, efter at far og mor var gået ud, listet os op til brødskuffen, og bjerget os et stykke rugbrød, hvor smagte det dejligt, sigtebrød fik vi ikke til daglig.

Da min far var død. 21. december 1891, skulle vi, som jeg foran har skrevet, prøve på, om vi kunne drive gården mor og jeg, mor var dygtig men jeg var en ung knægt, som havde for lidt forstand dertil, men det gik ikke så galt endda.

Vinteren 1892 var jeg meget syg, jeg fik lungebetændelse og lå 4-5 uger; men jeg kom op, og fik ingen varige mén deraf. Min morbror Kr. Lund hjalp os godt tilrette, både med handel og vandel..

pinsedag året 1894 havde vi en del unge fremmede, der iblandt en lille pige fra Roesgaard i Rom, som hed Petrine, vi legede ude i haven, gående enke og hun og jeg kom til at gå sammen ret tit, vi satte os på en bænk og der blev pagten sluttet, som holdt indtil døden os skilte, og der er vist ingen af os der har fortrudt det, vi var jo unge, kun 19 år godt og vel.

I maj 1895 rejste min pige til København, hun havde en bror og en søster derovre, og ville ud og prøve vingerne, hun var derovre til 1. septbr. 1896, det var noget hård ved mig, at undvære hende så længe; men det var vist ikke bedre for hende, da jeg i 1898 skulle være soldat i Odense. som infanterist ved 5. battl. 3. comp.

Jeg havde troet at det kunne være skøn at være soldat, på en måde kunne jeg også godt lide det, især felttjenesten ude i det herlige Fyens land og skydningen, men jeg var meget ked af kasernelivet, vi lå 16 mand på stuen, de var ikke gode børn alle sammen, der var gode unge mennesker imellem, men tonen kunne godt blive noget slibrig. Den dag vi mødtes var der en ung mand som stod ude i kasernegården og græd, han var fra Dronninglund, 186 fik han som nummer.

Præmierløjtnanten fik fat i ham og opmuntrede ham, så han kom noget til hægterne.

Senere viste det sig, at 186 var meget svagt begavet, i førstningen troede befalingsmændene, at han simulerede; men da de opdagede, at han ikke kunne, fik han lov til at være i fred.

Når vi havde teori spurgte premierløjtnanten: Nå, hvem kan så ikke noget ? Så rejste 186 sig op og sagde: A ka itt! så morede premierløjtnanten sig; men han var også af den rigtige slags. Befalingsmændene var flinke, desuden havde vi en sekundløjtnant Bokenheuser, og da Jens i 1930 var soldat i Viborg, mødte jeg ham der, da var han også Jens´s oberstløjtnant, vi var indbudt til en sportsfest, og der talte jeg med ham, han kunne naturligvis ikke kende mig, og jeg heller ikke ham, han var blevet så tyk.

Det var ellers morsomt at vi med mange år imellem har haft fælles befalingsmand.

Ved lodtrækning om vi skulle blive i 12 mdr. eller vi kunne slippe med 6 mdr. var jeg så uheldig at trække en tolver; men mor ville have mig hjem, vi havde en lidt ældre bestyrer; men mor og ham kunne ikke så godt enes, så vi lejede en stedfortræder, det kostede 200 kr.

I 1899 var jeg indkaldt til en stor manøvre, som foregik ovre på Sjælland, det var en herlig tur, skønt vejret ikke var særligt godt; men man kom jo vidt omkring, det foregik i den nordvestlige Sjælland, og da der ikke havde været soldater der de sidste 20 år, blev vi meget venligt modtaget og fik en god forplejning, sommetider fik vi en seng; men som regel sov vi i høet.

Revyen blev afholdt ved Ringsted for Kronprins Frederik, Kong Kristian var blevet noget gammel, derefter kom vi tilbage til Odense og blev hjemsendt.

I 1894 gik min pige til sykursus i Lemvig, det var om sommeren, og hun var der til kl. 8, (20.) og jeg gik mange gange ned for at hente hende, det var nogle dejlige ture langs med søen og op gennem bakkerne, når vi kom til Over Dubgaard i Rom, skulle vi gerne ind og hilse på dem, datteren Ida var Petrines bedste veninde, og sønnen Kristian var min gode ven og kammerat, når Petrine og Ida var sammen, kom der altid liv i kludene; det var et par gode piger begge to; men nu er de ikke mere på denne jord.

Vi kom tit til Over Dubgaard, og blev ved dermed, indtil gården blev solgt til fremmede, jeg kan ikke lade være med at skrive lidt derom

Der var først manden Johan Larsen, han kunne godt puste lidt; men det betød ikke så meget, han ville gerne have fat i mig, og så fortalte han historier og gamle oplevelser Når jeg så sagde, at det kunne jeg ikke huske, sagde han gerne: Pyh, så banneren, kan du ikke huske det. Det var tit noget, der var sket, længe før jeg blev født.

Nu kan jeg sommetider gribe mig selv i det, når jeg fortæller for de yngste, det kan de jo ikke huske, man glemmer, at man er blevet gammel.

Konen Signe var en mild og rar kone, jeg tilbragte mange glade og gode timer i dette hjem, desværre blev det hærget frygteligt af tuberkulose. Smittekilden stammede fra en ung mand, som gik der på gården i flere år, han døde først af sygdommen, så en pige på 18 år Johanne i Over Dubgaard, så døde Johan; men det var ikke af tuberkulose, så døde Emilie og da hendes mor plejede hende, blev hun smittet og døde deraf, efter hendes død fik sønnen Kristian gården, Ida og Matilde var hos ham, efter nogle år begyndte han at skrante, også han døde af sygdommen.

Så fik broderen Johannes gården, der gik nogle år, så giftede han sig, Matilde var allerede gift og ville flytte til Ferring skole, hvor søsteren Marie var lærerinde, da Marie blev pensioneret købte de hus i Lemvig, januar 1952 døde Ida af en hjertelammelse.

Den ældste bror L.K. Larsen var i 14 år uddeler her i Fabjerg Brugsforening, han havde før den tid været købmand i Lemvig.

Det var en lille rids af familien i Over Dubgaard i Rom, som både min kone og jeg holdt meget af og kom sammen med.

Den 1. maj 1895 døde vor gamle bedstemor, hun blev noget over 91 år, det sidste år hun levede, lå hun i sengen og gik helt i barndom.

I efteråret 1900 blev min mor syg og var hos lægen; men det blev dårligere med hende, hun lå en tid på Bøvling Sygehus, hun kom hjem derfra; men det gik tilbage, så vi kunne se, at der var ikke langt til enden. Det blev ordnet sådan, at jeg skulle have gården og mine søskende skulle have nogle penge.

Den 16. juni 1901 døde vor kære mor knap 52 år gl.

Der var ingen af vore forældre, som blev ret gamle, far blev kun 53 år

Den 15. oktober 1901 viedes i Fabjerg Kirke Petrine Roesgaard af Rom og Peder Bjerg af Fabjerg. Vielsen foretoges af pastor Bjarnesen, vi havde et ret stort bryllup, og vi fik mange gaver.

Nu fulgte der mange lykkelige år for os.

22 juni 1905 blev Nelly født og 7. februar 1909 blev Jens født, og vi har ikke haft flere børn af vore egne; men vi har haft mange feriebørn, den første hed Astrid, den sidste hed Bendt og de har begge besøgt os i sommeren 1957

Astrid var sådan en dejlig pige, hun er for mange år siden blevet gift med Laurids Fisker, han er lagerforvalter for det store malerfirma Møllovan, de har kun et barn, som er gift med en læge, vi har holdt forbindelsen vedlige i mange år.

Vi havde en gang en pige, som vi siden fik at vide, var datter af den berygtede Musse Gadedreng, bedstemoderen skrev til os et par gange, om vi ikke kunne beholde barnet for altid; men det syntes vi ikke vi kunne.

Nu kommer der nogle barndomsminder

Vi havde en sort puddelhund, der hed Trofast, og var en meget klog hund, lidt bidsk var den, særlig når den var med vognen. En gang Søren Mikkelsen, under min fars sygdom, var kørende til Lemvig med vores befordring, løb hunden foran, jeg var da også med, da vi så kørte ud af porten hos købmand Bechgaard, løb hunden foran, og da gamle Vahlstrøm gik forbi ude på gaden, løb Trofast hen og bed ham i benet.

Søren blev ved med at køre, vi skulle holde hos en slagter i Svirebommen, og da vi holdt der, kom Valstrøm og spurgte, om det var Sørens hund. “Nej, sagde Søren, det er det ikke.” “Men hvis er så hunden ?” det svarede Søren ikke på, men det var ikke hans, og der blev ikke mere ud af det.

En anden gang var karlen ridende ud til murer Roenborg, som boede ude ved Sandehus, det var en søndag formiddag, og på hjemvejen mødte han 3 koner øst for skolen, som kom fra kirke. Trofast, som også var med, greb først den ene så den anden og til sidst den tredje i skørterne og snurrede dem rundt, og de skreg i vilden sky; men det var lange vide skørter, de brugte den gang, så der skete vist ikke noget.

Når vi sagde til hunden: “Trofast, lammene – eller gæssene – er i kornet!” Så skulle den snart få dem fjernet. Sagde vi:” Er du sulten?” sagde den: “Vov!” “Er du meget sulten ?” så sagde den vov to gange..

Med tiden blev den for gammel, og en dag jeg kom hjem fra skole, havde min farbror Kr. Kubstrup skudt den, det var en stor sorg for mig.

Min mor kogte kroppen i den store gruekedel, og der var meget fedt på den, så vi havde vognsmørelse i lange tider, der var ellers nogle, som spiste hundefedt mod tuberkulose.

Vi fik altid middagsmad, vi børn, når vi kom hjem fra skole ved 4 ½ tiden, en gang var maden ikke helt færdig, jeg blev så gnaven herover, at jeg sagde til mor, at jeg hellere måtte drukne mig.

“Nå, synes du det, min dreng, det skal jeg hjælpe dig med.”

Og uden videre tog mor mig i nakken og trak afsted med mig ned til dammen og smed mig ud i vandet, der var ikke ret dyb, men så var jeg kureret.

En anden gang da min søster Kirstine og jeg var blevet uenige, blev vi af mor sat ud i tørvehuset, som også blev brugt til gæssene, der var et hul i døren, hvor de kunne gå ud og ind. Igennem det hul krøb Kirstine ud, og løb ind til mor, da kunne hun ikke lade være med at le ad hende, og hun blev fri for videre tiltale, og jeg blev også frigivet, i mellemtiden havde jeg også prøvet at slippe gennem hullet; men jeg fyldte for meget.

Da vi fik gården, havde vi en karl og en pige, vi havde også nogle, som vi ikke beholdt længere end nødvendigt. Vi havde en gang en dreng, som hed Ville en flink og klog dreng; men han blev sådan til at lyve, det var særligt galt, at han glemte at flytte dyrene, og så løj han derom, vi var kede af det, og jeg talte med mor om, at jeg nok kom til at give ham en dragt prygl. “Nej, det må du ikke” sagde min kone; men en dag jeg var helt sikker på, at han ikke havde flyttet hesten; men han påstod på det bestemteste, at det havde han, den dag gav jeg ham en rigtig gammeldags dragt prygl, og da ville han vedgå, at han løj for mig, og det hjalp på fyren, hvis man brugte sådanne midler nu tildags, så kom man rent galt afsted.

Han var hos os i flere år og har besøgt os mange gange siden. En dag, han var hos os, han var da voksen, sagde han til mig:” Du skal have tak for de prygl, du gav mig, jeg var blevet en skidt knægt, og jeg har snydt dig mange gange.” Jeg blev glad for at høre, at det havde hjulpet, han er for mange år siden blevet ingeniør.

Vi havde også en anden dreng, som jeg prøvede kuren på, men det hjalp ikke så godt, han var ikke af samme type.

I vore unge dage ville vi gerne på udflugt om sommeren, men det foregik altid pr. heste og vogn, cykler havde vi jo ingen af, og langt mindre bil, vi fik fat i en større arbejdsfjedervogn med plads til 10-12 mennesker, og så kørte vi til Vemb , og derfra spadserede vi til Nr. Vosborg, vi beså også ruinen af den gamle kirke mellem Vemb og Vosborg, og til Vesterhavet kom vi som regel en gang årlig, ellers var der ikke mange udflugter.

Ja, eftersom tiden gik, blev Klosterheden Plantage ret stor, og derud kørte vi også en gang imellem, især når vi havde besøg af vor familie eller venner fra København, de ville gerne en tur derud, og der er jo også mange smukke partier derude, især når man som jeg kan huske, at det bare var lynghede med en masse dybe vejspor, som vore forældre havde lavet for mange hundrede år siden.

Sikken forandring i én mands levetid

Lidt familieforhold

Foran i min bog har jeg beskrevet hvor mine og min kones forældre var fra,

nu fortæller jeg om vore søskende:

Min kone havde 9 søskende som alle var født i Roesgård i Rom.

Anders Roesgård var rodemester i København og gift med Adelia, f. Olsen fra København

Anna Roesgård gift med Mads Chr. Mikkelsen forhenv. bagermester i Snedsted, han var den første ejer af Kirkeby i Humlum.

Kristiane Roesgård gift med forhv. mejeribestyrer Henrik Nohns på Spandet Mejeri i Sønderjylland.

Kristine Roesgård døde i 25 års alderen hun var forlovet med Peder Andersen Holm, som nu bor i Rom.

Petrine Roesgård f. 23-06-1875 gift med Peder Bjerg i Fabjerg

Ane Marie Roesgård gift med Niels Chr. Mose, de boede på Mosegård i Lomborg, bor nu i Lemvig

Jens Chr. Roesgård gift med Bodil født Graversen fra Refskov i Houe, han var i mange år mejeribestyrer i Fabjerg.

Kirsten Roesgård ugift, bor i Lemvig.

Elisabeth Roesgård gift med Marinus Thorsen Højgård i Fabjerg, bor nu i Lemvig.

Christen Roesgård Fruerboel i Fabjerg gift med Ida Pedersen fra Resen

Vore Børn

Nelly Kirstine Bjerg, gift med Anders Lærke d. 2. november 1934, de fik 4 børn:
- Tvillingerne Henning Bjerg Lærke og Bjarne Bjerg Lærke 22-05-1936.
- Jens Chr. Bjerg Lærke 14-05-1940
- Britta Bjerg Lærke 31-08-1945
Jens Chr. Bjerg 07-02-1909, gift med Johanne Borum fra Sønderlund i Fabjerg 20. juli 1946, de fik to børn:
- Ib Bjerg 31-08-1947
- Annette Petrine Bjerg 28-06-1951.

Mine 6 søskende

Kirstine 16-10-1877 gift med Jørgen Madsen Lind d. 8. november 1898. Jørgen er død i 1923, efter at være nedkørt af en bil, fik brækket et ben og flere andre læsioner
Marie 24-08 gift med Kristian Jakobsen i Haderup, Kristian er død, Marie bor på hvilehjemmet i Aulum
Jens Chr. Bjerg 24-08-1882 død den 3. febr. 1909 på Frederiks Hospital i København, forlovet med Alma Skov fra Gislum på Fyn, tog lærereksamen i 1905 på Nr. Nissum Seminarium og blev vikar i Gislum, og lidt senere enelærer i Yllebjerg Skole i Hodsager. Jens Led af en blødersygdom fra barn af, og det blev hans død, desuden kunne han få sådanne smerter i benene at vi måtte have læge for at give ham indsprøjtninger. En nat kom mor og kaldte på mig, jeg måtte hurtigst muligt køre efter lægen til Jens, da jeg kom udenfor og skulle have vognen ud, kunne jeg høre ham skrige af smerte inde i stuehuset. Jeg fik travlt og fik vækket karlen, det var sådan en regn og mørkt var det. En time efter holdt vi med lægen i gården, og han var endda gået i seng. Da vi kørte ved Bloksgård sagde Dr. Andersen om jeg nok kunne se at køre. Det kunne jeg ikke, jeg kunne knap nok se hestene foran vognen; men jeg stolede på dem, og vidste at de nok skulle følge vejen, vi brugte jo ikke lygter den gang.
Karen Bjerg, født 04-04-1885 gift med Lærer Søren Vad Jensen d. 2. november 1907. Han tog lærereksamen på Nr. Nissum Seminarium 1905 og fik embede i Tiphede Skole enelærer og kirkesanger i Hodsager Skole, har nu taget sin afsked og de bor i Hodsager Kirkeby
Niels Kjær, født 07-06-1888, død november 1889. Disse mine to små søskende (Niels og Nielsine) var et par dejlige småbørn, og jeg kan huske den lille Niels løbe efter mig, når jeg var ude ved kreaturerne, han døde af kighoste.
Nielsine 16-12-1891 død marts 1893. Hun blev født nogle få dage før min far døde og døbt samme dag, som han blev begravet. Jeg husker far var så glad, for at se den lille pige, hvad hun døde af ved jeg ikke noget bestemt om, da vi ikke kunne få nogen læge på grund af, at der lå så meget sne, at det var umuligt, at få ham hentet; men jeg tog en hest og red til Lemvig og talte med lægen, og fik noget medicin til den lille Nielsine; men da jeg kom hjem, var hun død, det var hård ved mor og os søskende; men særlig hård ved min gamle bedstemor, da tiden gik for hende ved at sysle om den lille pige, efter den tid tabte hun sig meget, og gik til sidst helt i barndom og døde d. 1. maj 1895.

Lidt om forskellige familieforhold, noget har jeg omtalt i begyndelsen af bogen.

Min bedstefar hed Peder Nielsen født i Ml. Romby i Rom, om han havde andre søskende, ved jeg ingenting om.

Min bedstemor var født i V. Lundgård i Nr. Nissum, hendes forældre flyttede senere til Hald i samme sogn. Kirsten Pedersdatter hed hun, og havde en søster Kristiane, som var gift med Anders Kristensen i Gl. Roesgård i Rom, desuden en bror Bertel, som boede i Raunsbæk i Lomborg, hans kone hed Stine, deres søn Kresten Bertelsen var gift med Marianne fra Store Bjerg i Lomborg.

Det kan godt være der har været flere.

Min far havde en søster, som var gift med Jens Peder Hjorth i Bloksgårdhus i Fabjerg, der var en datter Bodil Marie, som var gift med Niels Poulsen Nielsen fra Resen.

En bror Kristen Kubstrup Pedersen Sdr. Lyngholm var gift med Andrea Obbekjær fra Sdr. Skole i Fabjerg, de fik 4 børn: Andreas, Peder, Erhardt og Kristian.

Og en bror Kristen Tang Pedersen blev gift med Birthe Kirstine Bertelsen Vester Lundgård i Nr. Nissum, deres børn: Kirstine og Kristian.

Min morfar hed Jens Poulsen og var fra Sdr. Engelund i Fabjerg, jeg ved ikke, hvor mange søskende han havde, der var én, som var gift med Kirsten Nielsdatter fra Lissumkjær og boede i Præbensgård.

Han havde vist flere søskende..

Min mor, som var fra Sønderengelund, havde 16 søskende, deraf 6 døde som mindreårige.

De levende var:

Mette Kirstine gift med Mads Graversen Svendsgård fra Svendsgård

Børn: Maren, Karen og Gravers.

Karen gift med Bertel Lundgård i Nr. Nissum, de havde 1 barn

Lovise gift med Jens Mose Klarhøj Nr. Nissum, de havde 10 børn

Kirstine gift med bager Jesper Jespersen i Ramme, 5 børn

Poul, mejeribestyrer i Ljørring gift med en fynbo, 2 børn

Niels, skomager i Lemvig var gift to gange i første ægtesk., 10 børn

Jens, sadelmager var ugift.

Kr. Lund gift med Marie Larsen fra Ø. Damgård, 10 børn

Niels Chr. gift med Johanne fra Ferring, bor i København, 10 børn

Min kones familie

Bedstefar Anders Christensen gift med Kristiane fra Lundgård i Nr. Nissum

Hendes far Roesgård Gl. Roesgård gift med Kirstine Jensen fra Kvisgård i Fabjerg

Farbror Peder Kr. Andersen Ny Roesgård gift med Valborg Jensen fra Kvisgård i Fabjerg.

Faster Ane Marie gift med Karl Nørby Rom.

I Gl. Roesgård var der 10 børn

I Ny Roesgård var der 7 børn

Hos Karl Nørby var der 4 børn

Morfar var Jens Chr. Pedersen Kvisgård i Fabjerg, han var gift 2. gang, men jeg ved ingen navn på konerne.

Børn i 1. ægteskab var:

Jens Chr. Jensen gift med Mette, de boede i Ø. Kvisgård i Fabjerg

Anders Jensen gift med Petrine, de boede i Sandmandsgård i Bøvling

Mads ugift

Mette gift med Peder Lund Sundhus i Bøvling

I 2. ægteskab var der:

Malene gift med Anton Vintersgård, senere Nr. Nissum.

Maren gift med Rasmus Nedergård Serup mellem Kjellerup og Silkeborg

Ole Peder lærer i Thy, han døde som yngre, min kone er kaldt op efter ham og fik navnet Oline Petrine.

Kirstine, min kones mor, boede i Gl. Roesgård.

Valborg var gift med Peder Andersen i Ny Roesgård

Jens Kvisgård Jensen, som var ugift, men forlovet med Maren fra Korslund i Fabjerg, var i mange år hos Breinholdt Sdr. Vinkel, han var også fiskeexportør, men døde inden giftermålet.

Desuden havde vi også familie i Fabjerg, i Kjær, Annekshede og Vester Børring; men nu er de fleste af dem døde eller fraflyttede.

I 1904 solgte mine svigerforældre Gl. Roesgård og flyttede til Fabjerg Central og boede hos Grethe Maribol i mange år, vi var meget glade for, at de flyttede til Fabjerg, min kone og jeg. De var altid villige til at hjælpe os, når vi trængte til en hjælpende hånd. Vi kunne altid dristig tage en tur til København eller andre steder hen, når vi havde dem, til at ordne sagerne for os, det var et par rare og gode mennesker, som jeg kom til at holde meget af.

Både deres guldbryllup og deres begravelser stod her på Bjerg. Svigermor døde i marts 1921 af en hjerneblødning, efter hendes død tog det kendelig af for svigerfar, og han døde september 1922, han sov stille hen.

Samtidig med at mine svigerforældre flyttede til Fabjerg, kom deres yngste søn Kristen til at tjene hos os, og var her i 5 ½ år, så blev han soldat, og derefter kom han til Søren Svendsgård og var der i 14 år , købte så Søndergård i Nr. Nissum og blev gift med Ida Pedersen fra Resen.

Da 1. verdenskrig brød ud boede min svoger og svigerinde Henrik og Kristiane Nørhus i Sønderjylland ca. 1½ mil sydøst for Ribe, de var mejerifolk på Spannet Mejeri og havde 6 sønner, hvoraf den ældste ville blive indkaldt, og nu fortæller jeg lidt om hvordan de undgik faren.

Da krigen begyndte, kom de to ældste sønner til Danmark, Otto som er mejerist her på det gamle mejeri, Kristen var smed og kom sidst og fik arbejde hos Ole Nørgård her i Fabjerg.

Man troede først, at krigen snart ville få ende; men det blev værre og værre, flere lande kom med, tyskerne var ikke sådan at knække, der var jo vagtposter langs grænsen mellem Danmark og Tyskland; men desuagtet sneg Henrik Nyhus sig over grænsen til Danmark, for at få danske blade og få afsendt breve til sønnerne, og de kunne også få breve fra dem, de havde gode venner i Danmark, hvortil disse breve blev sendt; men det var farligt spil for Henrik, en nat han var i Danmark, blev der af vagtposterne skudt efter ham, det var i sommertiden og natten var ikke så lang, og tilbage skulle han jo, for mejeriet skulle jo i gang om morgenen, og vagterne passede vældig på; men det lykkedes dog for ham den gang.

Da han kom hjem, havde de fået mejeriet i gang; men de havde ikke ventet, at se ham levende mere, de havde hørt på mejeriet, at der var blevet skudt; men til sidst gik det galt, han blev taget af vagterne og idømt 3 mdr. fængsel i Flensborg; men på grund af, at han var mejeribestyrer, fik han udsættelse en tid, han fortsatte dog med at gå over grænsen, skønt tyskerne passede godt på, og Henrik hjalp flere sønderjyder over til Danmark, en aften kom der således en soldat der fra sognet, som var ved fronten; men havde orlov, han bad Henrik hjælpe sig til Danmark.

Han var cyklende fra Flensborg, han kom i civil tøj og uniformen kom under dampkedelen, cyklen blev slængt ind i en tom jernbanevogn på stationen, og han kom godt over.

Tiden gik, krigen trak i langdrag, og Ingemann den ældste blev indkaldt, og desuden havde Henrik den straf, han var blevet idømt og skulle afsone, så endelig besluttede de sig til alle sammen, at gå over grænsen til Danmark.

Henrik og Oskar gik nu hver nat over til Danmark med sengetøj og mange andre ting, de havde fået meget med over, resten fik de anbragt hos gode naboer.

Skabe og lignende turde de ikke flytte, da der var indkvarteret en tysk soldat, som skulle passe på dem.

Så en søndag aften gik det for sig, mejerikasserer Mads Vind og hans datter var med dem, de drog afsted, Kristiane havde lille Henry ved hånden, han var 6 år, de andre sønner var voksne, da de kom til grænsen, gjaldt det jo om at komme godt over. Vagten bestod af ældre soldater, som var kommet dertil forinden, Henrik havde sikret sig hjælp hos dem, og da de kom, hjalp vagten dem dermed og klemte pigtråden ned, men det værste var, at der gik patruljer og var den kommet, var det ikke sikkert, at det var gået så let; men nu var de lykkelige kommet over til gamle Danmark og lykkelige var de.

Jeg hentede deres tøj og sengeklæder m.m. og det er snart ikke til at forstå, at de kunne få slæbt så meget over ved nattetid.

En gang jeg spurgte Henrik om, hvordan han kunne klare den med vagten, svarede han mig: “Åh hvad, lidt penge og en flaske brændevin kan gøre vidunder.

De skulle jo have lidt at tage vare på, så de startede en viktualiehandel i Vejle, sønnerne fik pladser her omkring, vi havde Ingemann i 2 år.

Forretningen i Vejle blev de snart kede af, Henrik skulle passe butikken, når Kristiane skulle lave mad o.s.v; men det gik ikke så godt, for når fruerne kom og ville købe pålæg for 25 øre, blev han gal over, at det var for lidt og det gik ikke, noget galsindet af natur var han.

Det gik så sådan, at Henrik kunne få plads som repræsentant for mejeriernes fællesindkøb i Holbæk amt, så købte de et hus i Bjergsted ved Jyderup, min kone og jeg besøgte dem der, det var en meget smuk egn

Henrik cyklede så rundt til mejerierne i nogle år; men kunne ikke blive ved at holde til det, så de solgte huset i Bjergsted og købte et andet hus i nærheden af Ribe, der blev Kristiane syg og efter en tids forløb døde hun.

Henrik er nu oppe i firserne; men kan endnu færdes omkring, da vi besøgte vor familie i Bjergsted, besøgte vi også forhv. forstander Carl Jensen og Fru Jensen, som var her på “Arbejde adler”, nu Åbogård, da var de forstanderfolk på et pigehjem på Ourø, som ligger ude i Holbæk fjord.

Theodor og Laura i Hvirgeltoft var også med, det var en københavnertur vi havde sammen med vore gode venner, men kort efter at vi var kommet hjem, blev Theodor syg og døde i september, han var min gode ven og kammerat fra ungdommen af, og var én af de bedste mennesker, jeg har kendt, det var en stor sorg for mig, da han gik bort. Der var ikke længe imellem, uden at vi besøgte hinanden, og en gang de var her, Theodor sad ved bordenden, så kommer Nelly ind med skindet af en vældig stor ål og hængte den over hovedet på Theodor, han blev siddende ganske uanfægtet, som om det slet ikke kom ham ved, ja, altid skulle de have kunster med hinanden.

Ja, så gik tiden og årene for mor og mig, og børnene blev store, og inden vi vidste af det, kunne vi holde sølvbryllup, som var en stor dag for os, hvor familie og venner og naboer var samlet hos os, vi fik mange gaver.

Den 2. nov. var der fest igen, da blev Nelly gift med Anders Lærke fra Nees, da havde vi også mange gæster, det var noget hård ved mor og mig, at vi skulle af med Nelly; men det er jo livets gang.

Desuden blev Karen og Vads Bryllup den 22. nov. også fejret her hos os og svigerfar og svigermors guldbryllup var også her, og deres begravelse foregik også her fra Bjerg.

Torvedag i Lemvig

I min barndom og ungdom var torvedag i Lemvig en større begivenhed, alle folk fra landet skulle til byen den dag, det var altid en lørdag.

Fra morgenstunden kom slagterne både fra by og fra land, og slog deres telte op, der var nogle, som ingen telte havde, de stod i en lang række nord og øst for kirken, og så begyndte handelen.

Syd og vest for kirken var grisetorvet, hvor man handlede med grise, de var ikke så store som nu, når en gris vejede 16 pund, var den skiftefærdig og skulle fra soen.

Det var en kold tur, at stå der på torvet om vinteren i frost og sne. Når der var megen fisk, kom Harboøre fiskerne med store vogne fulde af fisk, det kunne ske, at fisken ikke var så frisk, som den burde være, særlig i den varme årstid.

Men man kunne købe en torsk, der vejede 12-14 pund for 1 krone, en større kostede lidt mere. En snes hvilling kostede 1 krone, en snes sild 25 øre, levende rødspætter 5-10 øre pr. stk., det var billigt; men pengene var små.

Oksekød til 40-50 øre pr. pund, lammekød 50 øre pr. pund, et slagterisvin kostede 35-40 kroner, lam kostede 20-25 kroner og en god stud 200 kr..

Cookie	Varighed	Beskrivelse
cookielawinfo-checkbox-analytics	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics".
cookielawinfo-checkbox-functional	11 months	The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional".
cookielawinfo-checkbox-necessary	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary".
cookielawinfo-checkbox-others	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other.
cookielawinfo-checkbox-performance	11 months	This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance".
viewed_cookie_policy	11 months	The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data.