Herluf Friis er født i Vintersgaard 11. februar 1937. I 1944 møder han tyskerne for første gang ved selvsyn
Det var en sommerdag. Vi drenge var sammen med en nabodreng i fuld sving med at bygge en røverhule i en skelgrøft en 150 til 200 meter fra Lemvig – Struer landevejen.
Pludselig lød en høj trampen ovre fra landevejen. Det var en flok tyske soldater. De gik aldeles stivbenet og hamrede støvlerne ned i asfalten, som det gjaldt om at få den mere ødelagt, end den allerede var. De gik med jernhat på hovedet, der gik helt ned om ørerne, skønt det var en dejlig varm sommerdag.
Men ih du grummeste, hvor så deres ansigter gyselige ud. Deres øjne var så store som kopper og huden var grågrøn, men det værste var næsen. Den var lang og endte ude i en stor klump.
Jeg var rystende bange, men heldigvis var min storebror Thorvald der. Han var umådelig klog. Han vidste stort set alt, men han var også 5 år ældre end jeg. Han fortalte, at når soldaterne så således ud, skyldtes det, at det var en gasmaske, de havde på, og deres gangart var noget, der hed strækmarch, og at de i øvrigt så ganske ud som os.
Jeg var herefter noget beroliget.
Læs Herluf samlede erindringer om livet i Fabjergstad fra 1944 – 1949