Niels Nilsen Hollands (1950):
Fabjerg Nordre Skole var først en biskole, som lå i nærheden af Kvisgaard. I en længere årrække var husmand Thomas Pedersen fra Nr. Lyngholm og Mads Jepsen Nørregaard samt husmand Jens Kristian Frederiksen biskolelærere. De var jo jævnt begavede mænd, som kunne undervise i almindelige skolefag. Der var skolegang om vinteren og læreren fik 38 rdl. i løn for en vinter.
Jens Kristian Frederiksen, som i en del år var ansat som vinterlærer i Hestbæk Skole, var født af tyske forældre, moderen arbejdede ved almindelig husgerning hos bønderne, faderen var teglbrænder på Bygholm ved Horsens.
Ved selvstudium var J.C. Frederiksen godt hjemme i lærde tyskeres værker, Spener og Joh.Arndt m.fl. Han var ellers en god dansk mand og ved mindre sammenkomster havde han gode evner til at udlægge ordet fra bibelen.
J.C. Frederiksen var bosat her i sognet fra 1870erne til 1914. Da han en efterårsaften var på vej hjem fra nabolaget uden for sit hjem, blev han pludselig indhentet af døden.
Biskolen, som var blevet benyttet en længere årrække, blev nedlagt i 1882.
Fra Hardsyssels Degnehistorie:
Fabjerg N. Skole.
Her var først omgangsskole, dernæst fandtes en biskole ved ”Kvisgaard” til 1882, da der oprettedes et fast lærerembede og en ny skolebygning opførtes. Den sidste biskolelærer her var Thomas Pedersen, en husmand fra sognet, han underviste fra 1850’erne til 1882.
Jens Christian Frederiksen døde 27. september 1914, bopæl Kjærmarkshus, 70 år gammel. Han var gift med Gertrud Marie Kristiansen.