Bloksgaardvej 7 – Bloksgaard

Historisk-topografiske Efterretninger fra 1894:
Blogsgaard ca. 8 tdr. htkr. Lille Blogsgaard et hus, Blogsgaardhuse var 1683 1 gaard med to bønder. Den nævnes ”Bloksgaard”  i 1539. Navnet udtales Blowsgaard.

Bloksgaard. Har været i samme Families Eje. Fra 12. 6. 1901 har Thor Kjærgaard Thorsen og Hustru Jane haft Skødet. Fra 13. 9. 1941 har Sønnen Peter Hermann Thorsen og Hustru Rigmor haft Skødet. Fra 28. 5. 1935 har Sønnen Niels Thorsen og Hustru Emma haft Skødet paa den 80 Tdr. Land udstykkede Lod + den nybyggede Gaard.

Kilde: Vort Sogns Historie i 100 Aar, Historisk Forlag 1950 – Fabjerg Sogns Historie af Niels Nielsen, Hollands

 

Bloksgaard er den næststørste gård i sognet, og ejes af Ludvig Balch Møller, indtil 1886. Han var fra Vejbjerggaard i Humlum, konen ved jeg ikke navnet på, men hun blev altid kaldt Madam Møller. De levede noget stort, kørte i lukket vogn og børnene gik i realskole i Lemvig og blev kørt derned hver dag, desuden førte de selskabeligt hus for købmænd  og andre fra Lemvig. Poul Mandrup tjente der som forkarl i flere år. 1886 solgtes gården til Vølsh som var sønderjyde, han var den første formand for det Gamle Mejeri, men han kunne ikke klare den ret længe, og gården blev i halvfemserne solgt til en anden sønderjyde, som hed Knudsen.

Om Vølsh kommer en lille historie: En gang om vinteren, der var meget sne, var han gående til Lemvig og skulle køre hjem med tyskeren Karstensen på Sofielyst, desuden var Peder Berg, en nabo til tyskeren med. De kommer af sted op ad Gamle Vesterbjerg, der var pigtrådshegn på den ene side af vejen, pludselig råber P. Berg, som stod bag i vognen: ”Vi vælter, vi vælter.” ”Hold kæft, P. Berg” siger tyskeren; men de væltede alligevel ned i pigtråden og Vølsh mente, at han havde fået det ene øre revet af, og da de kom hjem sendte Karstensen et par karle ud for at finde øret; men det viste sig bagefter, at øret sad på siden af hovedet; det var jo sent på aftenen og måske havde de besøgt Gæstgivergaarden i Lemvig.

I året 1901 solgtes gården igen, til Thor Thorsen fra Kjærgaard for 42.000 kr, Han kunne ordne det, han var bonde, men desværre døde han i en temmelig ung alder. Hans enke Jane fortsatte sammen med sine børn. Syd for landevejen er bygget en ny gård, Ny Bloksgaard, som sønnen Niels Thorsen fik; en anden søn Herman fik den gamle gård.

Kilde: Peder Bjergs erindringer

Fra Vort Sogns Historie
Bloksgaards samlede areal var omkring 1915 på 212 tdr. land, heraf 145 tdr. ager, 57 tdr. hede, 8 tdr. veje og mergelgrave, ½ tdr. plantage og 1½ tdr. gårdsplads.
Af agermarken drev man de 125 tdr. land i en 8 marksdrift:
2/3 rug, 1/3 havre, roer og kartofler, blandsæd, havre og fireårs græs.
20 tdr. land ligger i vedvarende græsning.
Der var 7 tdr. hartkorn 2 skpr. 2 fdkr. og 2 alb., Ejendomsskyld 48.000.
Jordens bonitet var nord for gården en god lermuld og syd for gården sandmuld af gammel opdyrket hede. Besætningen bestod af 18 malkekøer, foruden ca. 22 stk. ungkvæg og kalve, 2 tyre, 18 fedekreaturer, 7 heste, 2 føl, samt 9 får, og man solgte ca. 65 fedesvin om året. Kvægbesætningen, der var af blandet korthornsrace, blev hovedsaglig vedligeholdt ved egen tillæg.
På Bloksgaard hede fandtes 7 gravhøje fra oldtiden. De er for nogle år siden på Nationalmuseets foranstaltning blevet fredet.

Studeforspand i Bloksgaard før 1900

Fra Kulturbilleder af landbrugskonsulent Niels Mølgaard.
Thor Thorsen var født i Kjærgaard i Fabjerg den 6. januar 1876.
Kjærgaard ligger i den nordligste del af sognet med gode lermuldede jorder.
Men det blev broderen der overtog fødegården. Thor skulle derfor ud at se sig om efter en anden gård, da han tænkte på at stifte hjem. Han var forlovet med Jane Borup Laursen fra Øster Borup i Ferring. Bloksgaard i Fabjerg en stor gård med 227 tdr. land, lå ude på hedekanten nær ind til Rom sogneskel. En vej, der fra amtsvejen Lemvig-Ringkøbing fører gennem Rom, lidt nord for Rom kirke, fortsætter ind gennem Fabjerg Sogn og med nogle svingninger, som næsten alle gamle veje har, drejer den ind mod Fabjerg kirke. Denne vej gik lidt syd for Bloksgaard, den delte omtrent gårdens jorder i to lige store dele. Den nordligste del omkring gården – godt 100 tdr. land – var opdyrket og bestod udelukkende af lermuld med lerundergrund. Den sydligste  del – ca. 125 tdr. land – bestod udelukkende af hede.
Bloksgaard var til salg og de to unge mennesker havde mod på at prøve kræfter på den store gård, de blev gift i 1901 og købte samme år gården. Det var nok gode lermuldede jorder, men i ret dårlig kultur, siv og lyng groede tæt omkring bygningerne, som var gamle og grå. Besætningen bestod af 4-5 heste, 11 køer og 3 svinepolte. Prisen var 42.000 kr.  de kunne udbetale nogle tusinde kroner; men resten måtte de forrente.
Med stor energi tog de fat på forbedring af jorderne og bygningernes istandsættelse.
Heden havde Thors store interesse. Han begyndte at pløje den op og Jane hjalp ham troligt og det varede ikke længe før der avledes store afgrøder og besætningen øgedes. I 1914 byggedes svinestald i 1915 kostald og i 1916 blev der installeret lys og kraft. Men så skete det at gårdens udbygninger nedbrændte og de led et stort tab, da bygningerne var lavt assurerede; men trods det blev der igen opført store rummelige og tidssvarende bygninger. Opdyrkningen var også skredet stærkt frem, ca. 100 tdr. land var opdyrket og der avledes frodige afgrøder.
Under alt dette havde Thor i de senere år været syg af en uheldbredelig kræftsygdom og han døde i 1917 i sin bedste manddom.
Til sin hustru sagde han:”Ja, det er trist, at jeg skal dø nu, vi har nået så godt frem: men du behøver ikke at være bekymret for udkommet, for nu kan gården forrente sig godt. Jeg er glad for, at du har gården at arbejde med – det vil hjælpe dig over sorgen.

Jane gav ikke op, hun havde  6 børn som hun nu var ene om at opdrage:
Den ældste Hans var 14 år, han var en ualmindelig god dreng og blev sin mors bedste hjælp og trøst i de første år. Han tog sig af gårdens drift, så godt han kunne; men det viste sig at hans helbred var svagt, han måtte opgive landbruget, skønt han havde stor lyst hertil. Han lærte købmandshandel og fik en god forretning ved Hjerm Station. Men han døde i en altfor ung alder.
Gennem årene er gårdens drift gået stærkt frem.
I 1936 byggedes en ny gård: Ny Bloksgaard med 80 tdr. land syd for vejen på den opdyrkede hede. Sønnen Niels overtog denne gård, som drived med stor dygtighed.
Sønnen Herman overtog få år efter Gl. Bloksgaard. Denne drives ligeledes med dygtighed. Her hvor der ved århundredskiftet lå en forsømt hedegård ligger nu to af egnens bedst drevne gårde.

Tove Thygesen – født Thorsen – fortæller:
Thor Thorsen, gift med Jane Borup Lauridsen *05-01-1877 i Ø. Borup i Ferring, døde temmelig ung og Jane sad som enke på gården i en hel del år.
Jane og Thor fik 6 børn:
Hans Kristian Borup Thorsen *25-10-1902, købmand i Hjerm.
Karen Kjærgaard Thorsen *28-04-1904, gift med Villiam Nielsen Toft Fabjerg.
Niels Kjærgaard Thorsen *26-09-1905, gift med Emma Christensen Lykkesgaard.
Johanne Borup Thorsen *17-11-1906, gift med Harry R. A. Andersen fra Lemvig.
Hilda Marie Thorsen *19-12-1909, gift med Viggo Rækby St. Vestergaard *08-02-1903 i Trans.
Peder Herman Thorsen *08-10-1914, gift i 1942 med  Rigmor Søe *09-04-1917 i Madsbjerg i Bur.
Da Thor døde drev Jane gården videre og fraskilte i 1934 ca. 90 tdr. land, hvorpå Ny Bloksgaard blev opført til sønnen Niels.
I 1942 afstod hun Gl. Bloksgaard til sønnen Herman.

Anders Kallesøe fortæller:
Herman var velbeslået og kørte rundt i sin mors bil, han hentede sognets unge mennesker og kørte os til bal på Bovbjerg Badehotel; men ville man give ham en bajer, sagde han nej tak, han ville allerhøjst have en sodavand.
Herman var den eneste unge mand i Fabjerg, der havde bil og Ingrid Hestbech sang om ham i en revy i Fabjerg, desværre kunne Anders kun huske to små linier:
”køre i hans bil og være frue på hans gård;
men Herman vil ej have mig, derfor har jeg kærestesorg.”
Herman var først bestyrer for sin mor i mange år, Niels havde fået Ny Bloksgaard til en billig pris og 27 tdr. land var lejet ud til svigersønnerne Villiam Nielsen og Viggo Rækby. Men en dag kom de to svigersønner og sagde, at nu ville de ikke mere betale så meget i leje for den jord, for der kunne ikke gro så meget som en agerkål på den, det gør der normalt ikke på heden, så det passede jo godt nok; men Niels ordnede resolut sagen, han solgte jorden til Chr. Villesen for 14.000 kr.

Krista fortæller:
Herman var dygtig; men nok lidt speciel, han var ingen ørn til at tilrettelægge arbejdet, han kunne finde på, at jage karlene fra det ene stykke arbejde til det andet, så det kneb undertiden, at han kunne beholde dem.
Én karl Svend Aas, som ledede karlegymnastikken i Fabjerg nogle år, beholdt han dog i længere tid; han ville ikke finde sig i, at blive jaget fra sit arbejde i utide, så han smed Herman i hestenes vandtrug og derefter gik det udmærket.
I Fabjerg revyen sagde man, et år, at Herman havde haft 13 karle og at han havde søgt i alle landets aviser efter karle.
Det eneste sted han ikke havde søgt, var i bibelen.

Fra Familien Thorsens slægtsbog:
Rigmor og Herman fik to sønner
Jørn Flemming Thorsen *23-06-1945, gift i 1966 med Martha Andreasen *25-04-1947 i Møborg, bor i Aars.
Peder Find Thorsen *29-04-1949, gift med Jonna Larsen, bor i Aarhus.

Rigmor og Herman solgte 1-08-1983 Gl. Bloksgaard til Andrea og Magnus Pedersen og flyttede til Holstebro, hvor Rigmor døde i 2000. Herman døde i 2001.

Magnus solgte Bloksgaard i 2002 til Rene Sunesen Brydeboel og flyttede til Lemvig.
Rene Sunesen drev Bloksgaard sammen med gården Brydeboel Nr. Lem.
Torben Hauskov, ejer af Hauskov i Gudum, købte i 2010 Brydeboel, og dermed også Bloksgaard.

Adresse:
Bloksgaardvej 7
Stednavn:
Bloksgaard
Matrikelnummer:
38a Dal Anneksgaard